Den selvbiografiske graphic novel er hurtigt blevet et spændende vækstområde i tegneseriekunstens bagland. Når det meget personlige stof passer så godt til den grafiske fortælling, skyldes det ikke mindst mulighederne for hele tiden at vise, hvad der foregår bag de tavse ansigter og imellem linjerne.

LÆS OGSÅStieg Larssons trilogi bliver til tegneserie

En problematisk opvækst er typisk stoffet, der får blækket og hjerteblodet til at flyde fra de sort-hvide sårs år. Sådan kan man roligt sige det forholder sig med den svenske tegner og fortæller Malin Billers ?I skovens dybe stille ro?.

I Sverige var den nu 33-årige Malin Biller i forvejen kendt for sin satiriske avisstribe ?Biller?, men nu er hun på en helt anden måde et intimt bekendtskab efter sit hudløst åbenhjertige udspil ?I skovens dybe stille ro?.

Kortvarig lykke
På første side ser man en lille tyk pige sidde og læse et ?Bamse?-blad med bare tæer i græsset. Bag hende ses et jättemysigt hus, og teksten starter da også som et rigtigt eventyr: »Engang for længe, længe siden var jeg lykkelig. Jeg husker det tydeligt«.

Men lykken banker ikke på mange gange hos lille, tykke Malin i løbet af de næste 190 siders hjerteskærende gråtoner, hvor en naivistisk barnlig stil gennemgår mange raffinerede metamorfoser undervejs.

Faderen får arbejde i Karlstad, så familien må flytte fra Helsingborg til den lille, skovklædte ø Hammarö i den store sø Vänern. Et opbrud kan altid være smertefuldt for børn. Men flytningen er kun en spinkel ouverture til den forvandling, Malins familie skal gennemgå. Hendes far indleder en livslang affære med »voksensodavandet«.



Det begynder at flyde med flasker og pornoblade i og omkring huset. Når faderen drikker, får han den kolde skulder af Malins mor. Så snart begynder faderen at komme på besøg i Malins seng med et »Hej Lille Schkat!« dryppende ud af munden under overskægget.

Moderen er uden arbejde det nye sted og glider langsomt ind i en stadig dybere depression, som Malin Biller elegant illustrerer med at lade bogstaverne i hendes talebobler blive så lysegrå som uforstyrret tåge.

Teenager
Malin oplever en kort popularitet som fortæller af drabelige spøgelseshistorier inspireret af sine egne oplevelser med venlige ekkoer af forgangne mennesker. Spøgelser er måske også mere omgængelige end mennesker. Malin bliver mobbet og misbrugt. Udstødt som fed og ulækker og skræmt halvt ihjel af den kristne klasselærers tirader om Gud, synd, straf og helvede. Der er dog lyspunkter.

Moderen kæmper som en løvinde for hende i de korte perioder, hvor hun ikke er underdrejet. Når Malin tegner, føler hun sig fri. Når hun tegner, kan hun skabe en smukkere verden og forsvinde ind i den. Men »desværre er der i livets skole sat meget få timer af til tegneundervisning«, som hun lakonisk konstaterer.

Til gengæld får hun på et tidspunkt en rigtig ven i den næsten lige så ?forkerte? Anders. Deres møde er tegnet som en fin lille hilsen til Saint-Exupérys ?Den lille prins? med dens berømte venskabsfilosofi.

Puberteten bliver et mareridt af skiften mellem fedme og anoreksi. Sidstnævnte giver dårligt helbred og bryster som myggestik, men for første gang bliver Malin accepteret blandt pigerne i skolen. Tynd giver adgang, tyk gør ikke.

Forældrene bliver skilt. Faderen genopfinder sig selv som ung, og da han får en ung kæreste, slipper Malin. Tror hun. Men da hun er 14 år gammel, kommer faderen stadigvæk på besøg om natten.

Da faderen flytter, smider moderen seks skraldesække med porno ud. Malin bliver federe end nogensinde. Psykiatere og selvmordsforsøg følger.

Selvhjælp
Men igennem alle disse elendigheder er der ikke megen klynk, og med lidt hjælp fra The Beatles fastholder Malin hele tiden inderst inde et greb om en kerne i sig selv, og en skønne dag som teenager pakker hun sin rygsæk og begiver sig ud i verden.

En verden fuld af musik. Af David Bowie, Buddy Holly og Weezer. Af unge mennesker, som ikke for længst har stemplet hende som grim og dum.

Da lyset bryder frem, følger mørket stadig med. Men som noget, der kan håndteres. Som noget, der helt konkret bliver håndteret i denne bemærkelsesværdige bog. Det er ikke slut med at blive forladt. Men Malin Biller kæmper sig ud af den mørke, svenske skov, hun i så mange år har været fanget i.

?I skovens dybe stille ro? er blandt meget andet også et selverklæret terapeutisk projekt. Sådan lyder de sidste linjer: »Engang for længe, længe siden var jeg ikke lykkelig. Men selv om der er så meget mere at fortælle, er jeg nu færdig med at dvæle ved fortiden ? og nogle hemmeligheder skal man beholde for sig selv«.

Hun kan nu ikke have mange tilbage, Malin Biller, efter denne rystende fortælling fra det kun alt for virkelige liv.