»Alle forlader New York. Alle. Ingen bliver her. Og det gør mig vanvittig. Vanvittig!« ...

Man kan næsten høre en dramaqueen under opsejling i denne råbte replik, som er en af de afsluttende i Johannes Lilleøres debutroman, ’Nowhere’. En åbenhjertig, slentrende guide til det hjørne af New York, som normalt henvises til ’praktisk info’-afsnittet i de mere familievenlige turistguider – homomiljøet.

For er der to ting, skuespilleren Lilleøre kan, så er det at gå på bøssebar og høre replikker.

Det sidste er han som skuespiller trænet i, det første har man på fornemmelsen, at han også har en vis rutine i. I hvert fald hvis der er andet end et navnesammenfald mellem virkelighedens Johannes Lilleøre (f. 1974) og romanens, for hvem homomiljøet er det centrale univers.

Det rum, hvor ikke blot erotik og venskab opstår, men hvor også familielivet leves.

Kulturturisme
I romanen har Johannes nemlig børn, to sønner, som han deler med Sonja og Mette, der også er fløjet på fransk visit til New York for at »tage hvad de kan bruge«, som den før citerede Michael beskriver denne i bund og grund grådige luksusudgave af kulturturismen.

Et halvt år at suge indtryk i og så – pyha – tilbage til billige boliger på Vesterbro og skraldespande, der bliver tømt.

Kliché i kakerlakbesøgte kunstnerhybler
Men newyorkerens kommentar til den danske gæst med en doven forfatter i maven indrammer samtidig meget præcist romanens ambition, hvad angår tematik og tyngde. For det er ret beset et beskedent rejseeventyr, Johannes Lilleøre debuterer med, trods indlagt lig og heteroseksuelle eksperimenter.

New York er ikke just noget ubeskrevet romanblad, og selv om førstehåndsindtryk kan være sprøde, går der også nemt kliché i kakerlakbesøgte kunstnerhybler og evindelige tømmermænd, som løbes væk i byen, der aldrig sover. Og liget, der en dag ligger foran Johannes’ dør, kaster ikke engang noget videre kriminelt af sig.

Regnbuefamiliens udfordringer
Men som sagt kan Lilleøre lange selvsiddende replikker over bardisken, ligesom hans sansning af mindre ubetrådte stier kommer læseren til gode.

Ikke bare gå i byen-reportagerne fra stamværtshuset med det symbolske titelnavn Nowhere, nej, faktisk er det parallelle liv med delebørnene og de lesbiske mødre meget interessant beskrevet. Små hverdagsklip, der antyder en moderne familiestruktur, som lige under den politiske succeshistorie – selvfølgelig – rummer konflikter og pædagogiske udfordringer som alle andre.

Sjovest når Lilleøre tager homofobiens fordomme på sig i en irritation over Sonja og Mette, »mødrene«, der ikke blot har »bekymrede lesbiske øjne«, men også lesbiske køkkenhylder og lesbisk tøj. Og som af og til kommer til at give drengebørnene lyserøde sokker på ...

Små hop på stedet
Resten af tiden vender irritationen og usikkerheden indad, og det er i disse refleksioner over regnbuefamiliens almene og særlige udfordringer, at jeg tror, Lilleøre har mere at byde på.

’Nowhere’ gør altså visse sympatiske, men ikke uudslettelige indtryk på læseren. Nok er der forfatterspjæt i skuespilleren, men i debutromanen bliver det mest til små hop på stedet.