Fadervor, du som er i Himmerland.

Sådan begynder Jens Smærup Sørensen ikke sin roman, men det er tæt på. ’Hjertet slår og slår’ er en søns fortælling om sin engang så almægtige far hjemme på gården ved Limfjorden.

Der er bibelske referencer, der er hilsner til Johannes V. Jensen, og der er sagatone: »En dag hen på efteråret skulle en ung tyr have ring i næsen. Hele sommeren havde den gået i en fold på vangen og ædt sig stor og drabelig. Lad os nu gå ind og lægge ham ned, sagde han til karlene. Men de turde ikke gå med ham derind«.

Han er fortællerens far. Han ligger for døden på plejehjemmet i Nibe, og nu er hans søn, en midaldrende professor i historie, hjemme i Himmerland for at følge ham på vej.

Det fører til en mosaik af tekster i forskellige tonelejer og tidsplaner om forholdet mellem gårdmanden og den søn, jegfortælleren, som han engang forsøgte at slå og slå opdragelse og livsduelighed ind i.

Det ser ud til at være lykkedes, men måske med for høje omkostninger?

LÆS OGSÅJens Smærup Sørensen får De Gyldne Laurbær

Snorri Sturluson og Jesu lignelser
Tilbage til tyren ved hornene. Han får hidkaldt gårdmænd og karle fra hele egnen, »og han takkede dem og priste sig lykkelig over at have så mange venner (...) Men hvem af jer er nu mest opsat på at prøve kræfter med min lille kipkalv? Der kom ikke noget svar fra nogen af dem.

Ingen af jer, spurgte han, kan det være rigtigt?

En gammel mand trådte da frem og sagde: Havde jeg været yngre, så var jeg gerne gået med dig, men nu er jeg bare kommet af nysgerrighed, ligesom alle de andre.

Og han svarede: Jeg véd at du gerne var gået med mig, for dig har jeg aldrig måttet kalde på forgæves, og nu skal du heller ikke være kommet her forgæves. Du skal se mig lægge ringen i næsen af dyret«.

Sådan et sted mellem Snorri Sturluson og Jesu lignelser kan Smærup finde på at lægge sig, og skulle nogen være i tvivl om, at nu er det ham, der er fatter fortæller og altid gør det rigtige, så kan han også, hist hvor historien slår en bugt, simpelt hen sige »Og så videre«. Eller som i en ugebladsnovelle: »Det blev et skæbnesvangert besøg«.

muh-dernismes vedkommende fortælling
Tvivl ej om den smærupske modernisme, som har til fælles med så meget andet dansk modernisme, at den er muh-dernisme, for den foregår ude på landet, hvor der var så dejligt, men også forfærdeligt.

Legen er alvorligt ment, og de mange smukke spil med sproget samler sig ubesværet til en noget nær mytologisk fortælling om fædre og sønner.

En fortælling, der føles ægte og vedkommende og tæt på. Min egen identifikation med hver eneste af de centrale episoder i bogen er sådan, at jeg under læsningen præcis kan huske tilsvarende episoder med ligheder og forskelle, og det tror jeg, at rigtig mange læsere vil opleve. Mytologisk.

Nutidsplanet med dødslejet er sådan cirka, ja, nutiden, mens fortidsplanet med faderens velmagtsdage på den store gård ikke ligger længere tilbage, end at der var mejetærskere og grønthøstere.

LÆS OGSÅ Smærup Sørensen endevender tidens dårskaber

Alle de tæv og al den mishandling, gårdmanden udsatte sin søn for, ligesom hele hans diktatur over kone, karle og køer, ligger altså kun et halvt hundrede år nede i danmarkshistorien; vi er ikke engang tilbage i selvbindernes og tærskeværkernes tid.

Alt er i grunden så tæt på, og det gør kun dramaet stærkere. Men Smærup lægger endnu et historisk niveau ind med stadige referencer til Skipper Clement og bondeoprøret i 1500-tallet. Historieprofessoren har skrevet en bog om dette oprør med titlen ’A Feud at Random’. En Freud ...?

Den dårlige samvittighed
Det engelske sprog og den nutidige globalisering, som f.eks. gør, at fortællerens søskende og børn må kaldes til dødslejet i Nibe fra forskellige udlande, skærper yderligere tidens fortætning.

Som den italiensk emigrerede søster siger: »Men herhjemme i Skovby, du, hold da op! Her tager det hele sig altså virkelig bizart ud. Her kan jeg da pludselig se, at jeg lever et dybt fordærvet liv nærmest«.

Eller som fortælleren selv siger til sin kone: »Vi to er så indstuderede i rollen som moderne mennesker, at vi så godt som spontant kan bifalde, når vores børn forkaster os«.

Ej så med den gamle gårdmand: »Han kunne ikke svigte mig«. Sønnen siger, at han slap for dårlig samvittighed, for hans far »påtog sig som dens vikar at eksekvere enhver straf jeg havde fortjent«.

Men han siger også, at gårdmanden og hans kone »lukkede sig stumt om en bundløs sorg«, da sønnen omsider standsede faderens straffende hånd og sagde: »Du skal aldrig nogen sinde prøve på det. For så slår jeg igen«.

En stærk søn. Men fri for dårlig samvittighed?

Så huskede han nok ikke så tydeligt, at han havde besluttet sig for at tale rigsdansk til de himmerlandske forældre og først mange år senere erkendte, »at det kan have gjort nederdrægtigt ondt. De må have oplevet det som min totale forkastelse af dem«.