Der er på flere måder masser af natur i Niels Lyngsøs tredje digtsamling, Force Majeure. Allerede i titlen henvises der således til naturkatastroferne.

Og selve samlingen er desuden inddelt i tre afsnit, der har fået betegnelserne Den Stærke Og Den Svage, Elektromagnetisk og Tyngde. Her opsummerer Lyngsø altså de tre naturkræfter, kernekraften, elektromagnetismen og tyngdekraften.

Hermed synes det givet, at teksterne i Force Majeure udspiller sig på et højt abstraktionsniveau, og at spændingerne i dem muligvis udløses af modsætningen mellem naturkatastrofens kaos og naturkræfternes lovmæssighed. Et udgangspunkt, der synes at pege mod en poesi, hvor en større og samlende naturfilosofisk verdensopfattelse kommer til udtryk.

Der er således lagt op til en digtsamling af en usædvanlig ambitiøs spændvidde. Et indtryk, der forstærkes af Lyngsøs markante og krævende kompositionsteknik, hvor både samling som helhed - bygget op af elementerne Digte, Konstellationer, Prosastykker og Terziner - og de enkelte tekster synes formet af en vekselvirkning mellem det systematiske og det komplekse.

I sidstnævnte tilfælde gælder det således ofte, at den syntaktiske kontinuitet brydes, så teksterne foldes ud på siderne med en speciel grafisk eller flerdimensional effekt.

---

Alt dette er imponerende, drabeligt dygtigt tænkt og realiseret af Niels Lyngsø, som hermed heller ikke kan sige sig fri for, at visse af hans tekster i både opbygning og klangbilleder nærmer sig et udtryk, man genkender fra især Klaus Høeck og Inger Christensen (der direkte citeres i et enkelt digt, Duerne Gror).

Dog er det samtidig og næsten paradoksalt denne helt upåklagelige overordnede formbeherskelse, der med mellemrum forhindrer, at teksternes strømførende lag af stærke og rene sansninger slår klart og usvækket igennem.

For Force Majeure er først og sidst en naturens, kroppens og biologiens poesi. Den drejer sig om fødsel og død, om tilblivelse, forandring og udslettelse. Om naturens orden og uorden, som de udspiller sig i mennesker og molekyler og begge dele på én gang. Og har Lyngsø formmæssigt tendens til det overbebyrdede, så kan han samtidig skrive med uhindret gennemslagskraft på den enkelte erindring eller erfaring.

Det kan være barndommens fysiske udfoldelser, den dobbelte fornemmelse af frihed og klaustrofobi i brydekampe, kælke- eller rideture. Det kan være den svimlende sproglige drift på lyden af muezzinens messende stemme, der kalder til bøn.

Eller det kan være en barnefødsel - »hele kroppen krænger sig/rundt som en handske der vendes/nu er det dit skød der er bristet/en lille og akkurat levende klump/svupper ud smurt ind i brun slim/med tavse fagter arme/som grene i brandstorm ()«.

Denne sidste tekst afslutter Niels Lyngsø med en konstaterende sætning - »nu er det endelig hos os«. For som i resten af Force Majeure gælder det netop, anskueliggjort og underforstået, at kosmos er det konkrete.