'Stilleben' er den tredje roman fra den 34-årige Trisse Gejl. I 'Stilleben' sætter forfatteren sig mellem to stole. Trisse Gejl er både til komedie, men også til en gammel sort skilsmissehistorie, som godt kan trække tårer.

For måske blev hovedpersonen Julie aldrig elsket af farmand, og måske, oh store forræderi, er de gaver som faren gav, i virkeligheden nogen moren har fundet på, så Julie og hendes søster ikke skulle tro, de var glemt.

At skrive om både det svære og det lette er ikke nemt, for under grinet ligger hulket på lur. Det giver en hjerteskærende effekt, en rigtig hjerteknusereffekt, hvorkleenexen jævnligt skal vrides.

Det er potentialet hos Trisse Gejl, at hun både opsøger og skaber situationskomikken, men at hun også er på jagt efter sårbarheden lige underneden.

Og i 'Stilleben' er hun mere på omgangshøjde med vittigheden end den klæbrige sorg, som om forfatteren stadig ligger lidt for meget under for gængs opdragelse, hvor alt for guds skyld skal håndteres kækt.

For vi har jo lært, at man ikke må flæbe som voksen. Men netop i romaner gælder andre regler, her kan man brøle igennem. Faktisk kan man netop smide alle dumme og besværlige følelser ind i en bog, og så lukke døren fra den rigtige side.

---

Julie er blevet gift med Pierre, der som navnet siger er fransk, og de har fået den dejlige lille unge Leif (eller Læf, som Pierre udtaler ham). Julie har en uafsluttet læreruddannelse bag sig, men nu er der kommet styr på det hele i det lille rækkehus, hvis det ikke var for den uro, som Julie går rundt og føler.

Ikke mindst det raslende birketræ uden for huset kan hensætte Julie i en tilstand af ophidselse, fordi træet simpelthen ser så utilregneligt ud. Om dagen ser det normalt nok ud, men så vent til det bliver aften, og »de hurtige birkeblade er som flyvende pletter imod en tusmørkehimmel«.

Så der er uro på vej i familien, og det bliver ikke bedre, da Julie finder en Brugsen-bon på blomster og en champagne, hun aldrig selv har været med til at nyde. Så udvikler 'Stilleben' sig også til en utroskabshistorie, hvor Trisse Gejls enkle og gode sans for episodeudvikling også sætter sig igennem.

---

Julie ligner noget i tiden, selv om hun godt nok er en adspredt heltinde med sine både kvarte og trekvarte engagementer, når det gælder uddannelse, tidligere kærester og nuværende ægteskabstrummerum. Julie er både halv- og hellunken, selv om hun også engang har været vildt forgabt i tyskeren Günter.

Der er ganske enkelt rod i Julies følelser. Det dumme svin til Günter fylder mindst lige så meget som den truede idyl sammen med Pierre, som om der ikke er forskel på at miste sin egen nyslåede familie i forhold til en kortvarig kæreste i Grækenland.

Der er kuk i proportionssansen. Faktisk gør portrættet af Günter mere indtryk. Han er et ret godt portræt af den mandetype, en purung kvinde kan falde for. Mens Jette Hansen i sin debat- og erindringsbog 'Det bløde punkt' har givet et ætsende bud på, hvor raffineret et dumt svin skal være skruet sammen, før en moden, erfaren kvinde bider på. Det er spændende, da det kræver både overblik og overskud at lave den slags mandeportrætter til gavn for andre kvinder derude.

'Stilleben' slutter drastisk - vi kan alle blive ofre for den blinde vinkel på motorvejen - men det er en større blindhed, Trisse Gejl gerne vil lave en diagnose af.

Et mere udsat følelsesliv hos en opvoksende skilsmissegeneration. De er ikke helt faste i kødet dybere nede. De er ikke helt til at stole på. De er lidt for skrøbelige.