28 år og aldrig udgivet!

Det er lidt af et særsyn i disse år, hvor unge kvinder springer ud som forfattere for et godt ord. Havde sidste uge sin bemærkelsesværdige, lovende debut, har denne uge helt sikkert sin.

Og nu når dagens debutant Christina Hagen faktisk også at komme på gaden – i en alder af bare 28 år.

Ikke med en fuldfed generationsroman, men med noget, der er mere end en pæn stiløvelse: En samling noveller udstyret med diverse mellemlægstekster og solgt under titlen ’Sexdronning’, printet i prangende guld.

Titler er til for at sælge, men eftersom der er sperm og savl og alternative stillinger i det meste af den unge litteratur, er det da lige før, at ordet sex snart må holde selv husarerne lidt på afstand!

Voldsomme stemningsskift
Nuvel, sammenkoblingen af de i bund og grund ujævne størrelser ’sex’ og ’dronning’ er om ikke andet sigende for de skævheder i det menneskelige sind, de ujævnbyrdige relationer og voldsomme stemningsskift, Christina Hagen kredser om.

Med novellen ’Cecilie’ som den længste og mest overlegne gennemspilning af temaet.

Her er vi kravlet ind i knolden på en 37-årig kvindelig psykolog med smækbukser og Tom Cruise som forbillede. Lesbisk har man jo lov at være, tænker læseren uanfægtet, mens hun oprigtigt nyder den kvindelige jeg-fortællers beskrivelser af sin unge elskerinde:

»På hendes skuldre er der mærker efter stramme blonder. Små, røde mønstre i hendes hud, som var hun en konditorkage eller en helt ung pige, der har kysset på en græsplæne til en konfirmation, liggende oven på en hvid papirserviet dekoreret med blonder formet som liljer og svaner«.

Ond træfsikkerhed
Se, se. Sådanne poetiske detailstudier vil kvindekroppen gerne underlægges, kære mandlige forfatter ... når bevidstheden lige at hovere, før selv samme lesbiske psykolog afslører sig som begsort og edderspændt sadist i gerning, men så sandelig også i ord:

»Jeg kan i princippet ikke fordrage den kvindelige krop«, hedder det i indledningen af et frådende, langt udfald mod det ’smukke køn’:

»Jeg hader tykke, strittende negerrøve, der ser ud som om de er klædt ud til karneval, og flade vestjyske damerøve, som min egen, der ser ud, som om de bruger Tena. Jeg hader bagsiden af låret og knæhasen, som altid er for markeret, så den ligner en stang rå pebernøddedej, én har plantet en spisekniv i, men fortrudt og fjernet igen. Jeg hader ...«, side op og side ned, afliret med så ond træfsikkerhed, at man må hilse endnu en kvindelig satiriker hjertelig velkommen.

Når så vores labile psykolog bedyrer, at hun drømmer om at hedde Leo, veje 160 kilo og gå rundt og dingle med sin tissemand, bliver der sat ekstra skrue på provokationen.

For hvilken kvinde anno 2008 vil påstå, at hun lider af noget så freudiansk forsludret som penismisundelse? Måske lige hende, der står i kø til en kønsskifteoperation. Men at komme en minoritet moralsk til undsætning er slet ikke novellens – eller forfatterens ærinde. Tabuer er til for at blive trådt på!

Den jeg-svage elskerinde
Også i ’Sambo’ og ’Klaus’ afprøver Christina Hagen grænserne for chauvinisme.

Dels den, der rumsterer i en hvid kvindes tanker om den tingsliggjorte sorte mandekrop, der ligger i hendes seng, dels den, der udleves i det ulige forhold mellem »smukke Klaus fra Hellerup« og den jeg-svage elskerinde, der er »bumset og hårdt sminket« – en sexdronning altså, men aldrig hellerupdrengens kommende kone.

Omkring – eller imellem – de nævnte noveller er der andre fine tiltag (’Dansk Camping Union’) foruden fyld af svingende kvalitet. Det afsluttende læsedrama, ’Konceptmanden’, er direkte anstrengende, mens de små indflettede tekstfragmenter, begyndende med »Jeg husker« har en vis pointeret sødme. Christina Hagen er elev fra forfatterskolen, ’Sexdronning’ hendes flotte varekatalog.

Jeg krydser ja tak til det meste.