Regel nummer 1 for mordefterforskning i 101 Reykjavik: Tjek offerets drikkebrødre. På den baggrund turde det være en utaknemmelig opgave at skrive en islandsk krimi. Alligevel slipper Ævar Örn Jósepsson godt fra det endnu en gang, fordi han, i god nordisk krimitradition, får givet samfundet en på hatten, alt imens mordet opklares. ’Uden synd’ er en selvstændig fortsættelse af ’Blodbjerget’, det vil sige en ny forbrydelse med samme hold opklarere på sagen. Reykjaviks politistyrke er som sædvanlig underbemandet, så den sympatiske Arní må kaldes hjem fra ferie på Kreta for at se på et usædvanligt ligfund sammen med bulderbassen Gudni, feministen Katrín og chefen Stéfan, mellemlederen med den grønne kasket og manglende lyst til at avancere i politistyrken. I Danmark er vi forholdsvis vant til, at folk ligger i månedsvis, før hjemmehjælpen eller viceværten opdager, at de ikke er mere, men i Island – en stor landsby på 300.000 mennesker, som en politimand siger – kommer det stadig som et chok, at folk kan være så ensomme, at ingen opdager, at de dør, før lugten breder sig. En kleppert af en kniv gennem maven Og i det regi er det chokerende, at Elektriker-Olli har siddet myrdet i sin tv-stol i over et år med en kleppert af en kniv gennem maven og tv’et kørende på den kristne kanal. Og det er helt sympatisk at sidde med en bog, som stadig synes, det er noget værre noget, at mennesker kan være så ensomme. Ud over at være forstemt over det moderne menneskes isolation tager Ævar Örn Jósepsson velfærdssamfundet under behandling – det overbeskyttende, umyndiggørende samfund, der gør, at Island »snart ender som Sverige«. Også velfærdssamfundets usunde levevis, både den, vi udsætter egne kroppe for med fastfood, sprut og cigaretter, og den, naturen må finde sig i i form af monsterstore firehjulstrækkere og hele en mand per bil-kulturen. Automatkaffe i styroformkrus ’Uden skyld’ er en slowkrimi, dette og hint drøftes over bring ud-pizzaerne, og helt ned i sproget »tøffes« og »trisses« der i Áslaug Th. Rögnvaldsdóttirs oversættelse. Indimellem bliver det lidt ufrivilligt morsomt, at alle i den grad tusser rundt, både politi og røvere. Lidt sjovt er det også, at den evige automatkaffe serveres i styroformkrus, plastikkrus kunne vel have gjort det. Men hvad krimien mangler i fart og tempo, henter den nogenlunde hjem i samfundskritikken og i beskrivelsen af den islandske hverdag, hvor pizza er nationalretten, atlanterhavskuller serveres med ketchup og kun liget er tørt som skærpekød.