Hvis nu vi – danskerne – havde slået englænderne dengang i 1801, hvordan havde nationens historie så udviklet sig? Og hvis nu Hitlers Tyskland havde vundet Anden Verdenskrig, hvordan havde verden så set ud?

Det første spørgsmål har jeg ikke set forsøgt besvaret, men det andet er i en ganske tankevækkende og også vemodig roman, ‘Modstand’, af den unge britiske forfatter Owen Sheers.

‘Modstand’ udspilles i en isoleret walisisk dal.

Her ligger der en fire-fem gårde, som enten drives af mand og kone sammen eller, hvis manden er død, af en kone og hendes voksne børn. Man har får, enkelte køer, måske en hest, en traktor man ikke kan bruge, og man sår og høster, man snakker og drikker te sammen.

Anden Verdenskrig er ved at være overstået med det resultat, at Hitler har vundet over både England og Sovjetunionen. Der finder dog stadig spredte fægtninger sted.

Hvordan omgås man fjenden?
En morgen vågner en af gårdmandskonerne.

Hun rækker hånden ud for at mærke, om hendes mand er stået op. Det må han være, men det er bare underligt, hans seng er ganske kold, som om der ikke har ligget nogen i den hele natten.

Hun står op, leder efter ham – men han er der ikke.

Og det er de øvrige mænd på de andre gårde heller ikke. De er alle sammen taget af sted, uden et ord er de stået op, har taget en rygsæk med noget tøj og er vandret ud for ikke at blive fanget i en tyskerfælde. For tyskerne har nu indtaget det meste af England.

Kvinderne mødes, de taler sammen, de både forstår og ikke forstår deres mænds handlemåde. Og de må se i øjnene, at de nu selv må drive deres gårde på egen hånd. De beslutter at hjælpe hinanden, men de er klar over, at det bliver svært.

Nogen tid efter ankommer en tysk patrulje, for England er besat, og det spørgsmål, som danskerne stod over for i 1940, bliver nu aktuelt for kvinderne.

Hvordan skal man omgås fjenden?

Til at begynde med er de fuldstændig lukkede, men da det viser sig, at tyskerne er hjælpsomme, så tør kvinderne efterhånden en anelse op. Ikke at de giver sig hen og bliver kærester med fjenden, men de tillader, at mændene hjælper dem, og det er tiltrængt, for de magter faktisk ikke selv at køre gårdene.

Spænding midt i det jævne dagligliv
Tyskerne bliver, for det bliver en streng vinter, forbindelsen til yderverden bliver afbrudt, og langsomt, langsomt udvikler der sig en slags forståelse mellem besætterne og de besatte.

Men hvad vil der ske, når forbindelsen til omverden igen bliver oprettet, og ...?

Det er den psykologiske spænding, der bærer bogen sammen med en stilfærdig beskrivelse af kvindernes hårde liv. Vi er med, når fårene læmmer – og når de dør, fordi kulden er så streng. Vi drikker masser af te, ser ud på de stejle fjeldsider i dalen og baner os vej op ad dem og går ad de bratte stier.

Selvfølgelig – er man lige ved at sige – går det ikke godt, forståelsen mellem besætterne og de besatte slås brutalt i stykker, og læserne sidder tilbage i en vemodig stemning. For hvordan skal det dog gå dem, de mennesker man synes, man efterhånden kender så godt?

’Modstand’ er en rigtig god roman, især fordi det lykkes Owen Sheers at fastholde den psykologiske spændingsskrue midt i beskrivelsen af det jævne – men alligevel dramatiske – dagligliv med fødsel og død, som kvinderne lever.