Bladtegnere falder i to kategorier.

Der er de verbale, der tegner en fortælling, som man kan genfortælle i ord. De har tit brug for store talebobler med vittige pointer.

Og så er der de visuelle, som også kan have en spids pointe, men desuden rummer dette mærkeligt mere, der ikke kan siges med ord, fordi det er stregerne, der fører ordet.

Mette Dreyer er så godt som altid af den sidste slags.

En fremragende illustrator
Derfor er hun ikke bare en god karikaturtegner, men også en fremragende illustrator. Sådan en må nødig nøjes med at sige det, digteren har fortalt i ord ved siden af.

Det bliver kedelig fordobling. Den poetiske illustrator digter med og mod og skaber spænding. Syn for sagn får man i det bind udvalgte Blicher-fortællinger, som hun har tegnet til for Blicher-Selskabet.

Det fremgår ikke rigtigt, om det er Dreyer eller forordets forfatter, Jens Smærup Sørensen, der har stået for udvalget.

Man kan også sige, at de fem sjettedele af udvalget er forestået af den benhårde, anonyme redaktør, der er bedre kendt som læsernes dom. For er det måske ikke 'En Landsbydegns Dagbog', 'Ak! Hvor forandret!', 'Hosekræmmeren', 'Præsten i Vejlbye' og 'De tre Helligaftener', der er Blichers mest slidstærke historier.

For at det ikke skal virke alt for selvfølgeligt, har man så tilføjet røverhistorien 'Bettefanden', som selv ikke gode illustrationer kan løfte op i nærheden af de fem.

En mand der altid lader sig forme af sine omgivelser
Illustratoren sætter tonen og niveauet med sine visualiseringer af Morten Vinge, hvis dagbog fortæller om en mand, der altid lader sig forme af sine omgivelser, altid ser op til eller ned på, aldrig ligeud, og derfor ender »som et skadet træ på heden«.

I billede efter billede ser vi Morten sammen med og dog uopretteligt adskilt fra de andre i hans liv.

Her står han, foran tavlen i skolestuen med drømmende øjne, og bag ham hele to tomme dørfyldninger, før man skimter den pastor, der skal være hans sociale løftestang. Langt væk og med ryggen til.

Den Sofie, Morten Vinge bliver forelsket i, ser vi først med egne øjne som den gås, hun sikkert har været.

Dernæst, i en mestertegning, sådan som drengen må se hende og sig selv for sit indre øje, når han tænker tilbage på den kanetur, hvor han var hendes mandige beskytter.

Et eksempel på, hvordan Dreyer kan tegne sind. Det samme gælder scenen, hvor Sofie søger ham i sengen, fanget i det øjeblik, hvor han med rædsel indser, at det ikke er ham, hun søger.

Den uovervindelige sociale afstand
Afstand er et gennemgående tema i Mette Dreyers sort-hvide tegninger.

Helt ude til venstre på et opslag står tre af herrelivets snadrende damer og, yderst til højre på siden overfor, den skvadronerende fortæller, holdt væk fra dem af en lang tynd streg, som i hans egen indbildning sikkert er en forbindelseslinje.

Det er til 'Ak! Hvor forandret!', Blichers komiske gennemspilning af den uovervindelige sociale afstands tema.

Under andejagten er den der igen, den lange, tynde streg, som nu enten er jægernes slæbende fodspor eller vildtets blodstriber.

Genoplevet
Jo, det her er Blicher genoplevet i streg og sorte flader.

Den ensomme jæger med sin pibe på en tom hede, der strækker sig vandret over et helt opslag, og den storøjet ventende Cecil i 'Hosekræmmeren'. 'Præsten i Vejlbye', hvis ansigt bliver sort af sorg.

Røverne i »klemhærken« bag det væltede egetræsbord i 'De tre Helligaftener'.

Og ildebranden i 'Bettefanden', hvor Dreyer føjer nye lag til sin laveringsteknik. Blicher er sandelig blevet visualiseret.