Kommissær Stelman bliver ringet op en årle sommermorgen i sin ægteskabelige seng.

Ude på Rude Slot i Rudersdal Kommune har arveprins Bernhard slået sin iranske gartner ihjel.

Liget ligger med hovedet i suppegryden ude i køkkenet med et skudhul under en nytårshat kækt på sned.

Vor overvægtige strømer drager ud i natten og ind i det hektiske døgn, som udgør Bjarne Reuters burleske krimi og monarkiske mediesatire, ’Den iranske gartner’.

Et orgie er ind- og udfald
Sagen udvikler sig i alle retninger og bliver til et orgie af ind- og udfald, kaskader af knallerter, mestendels verbale missiler mod vort mere og mere selvparodierende kongehus og dets hof af skrabud og snobberi.

Og det er måske i virkeligheden det, som gør at romanen kun delvis er morsom som overdreven royal revy. Vort kongehus kan jo selv i forvejen.

Det er vist kun Bodil Cath og Billedbladet, som stadigvæk ser det royale rationale i, at prinsesser møder op til Folketingets åbning i store sjove hatte, som mere hører hjemme til en galopbanes champagnegilde end ved en værdig parlamentarisk handling.

Overgår ikke forlægget
At vi har en kronprins, som mere går op i international sejlsport på de syv verdenshave end det at kunne sprogligt artikulere sætninger bare i nogenlunde begribelig rækkefølge. Ja, at hele kongefamilien med dronningen i spidsen, forvirret på grænsen til farce, attitudemæssigt pendler mellem en familiær grimasse som hele Danmarks kernefamilie og så samtidig altmodisch gebærder sig med en feudal fornemhed, som om enevælden var evigt uophørlig.

På den baggrund har Reuters komik svært ved at overgå det realistiske spejl af en arvelig overklasse, der stædigt lever i en anden dimension end den, hvor undersåtter går fra og til arbejde i den virkelige virkelighed.

Heldigvis har ’Den iranske gartner’ da også andre satiriske tangenter at spille på. Spindoktorer, linseludere, regeringen og petitjournalistik får også et par på frakken.

Bedst som snigskytten
Reuter skriver jo godt, sågar guddommeligt, når ånden er over ham.

Han er glimrende vittig, når det passer ham, og han ikke går bersærk i en art vittighedssyge, hvor der skydes med spredehagl på alt og alle, der bevæger sig.

Bjarne er bedst som snigskytten, der med sit finpudsede kikkertsigte rammer plet midt i dumhedens pande.

Desværre taler vi her alt for tit om luftgeværet i tombolateltet, som skyder blomster for en tøjbamse. Og igen alt for ofte – som vi siger det på amerikansk – tæt på, men ikke en cigar.

Altså ikke gevinst hver gang i denne ellers sporadisk sjove sang fra de fyrstelige gemakker.