Forrige år udkom en forunderlig billedbog på dansk.

’Antons sten’ af svenske Lotta Geffenblad handler om en hundelignende familie, hvis yngste medlem er manisk samler af ensomme sten.

Anton tager dem med hjem, vasker dem og putter dem. Men han ser ikke glad ud. For meget kontrol giver rynker i panden.

Heldigvis er Antons forældre af den gode slags, som ikke blander sig.

Bogen slutter med, at Anton lægger alle sine sten i strandkanten, så de kan hygge sig med de andre. Imens spiller mor guitar.

Anton er blevet pakkepakker
Nu er han her igen! Og hvad har Anton så gang i?

Han er blevet pakkepakker. I ’Antons gaver’ fortæller Lotta Geffenblad om nye kriser i et lille hundelignende liv. Anton ser stadig ikke glad ud.

Nu pakker han manisk tingene ind. Peberbøssen. Mors guitar. Lænestolen.

Anton er ferm med sejlgarn og gaffa. Det kommer ham til gode, da den usædvanlige historie skal finde sin afslutning.

Men først skal vi forbi Antons fødselsdag, hvor der blandt de indpakkede gaver befinder sig både en cykel med cykelhjelm og en drage på et bræt.

Tung og rolig
Dette bræt bliver til stenen i den nye historie. Brættet er det bedste. Det kan bruges til alle mulige lege, og til sidst kan det flyde på vandet som et skib. Far og mor ser til fra sidelinjen, mens en dreng kæmper med sine dæmoner.

Tegningerne er et kapitel for sig. At kalde Anton og hans familie for hundelignende er en underdrivelse.

De er er tunge, rolige, udtryksfulde billeder på følelser og stemninger. Lige til at aflæse. Det er en ekstraordinær billedbog.

Men hvor ’Antons sten’ var enkel og smågenial, nøjes ’Antons gaver’ med at være god.