I min ungdom var der noget, der hed lægeromaner; de tryktes i små billige bøger og som føljetoner i ugeblade, beregnet på et usofistikeret kvindeligt publikum.

De tog afsæt i en virkelighed, hvor det næsten udelukkende var mænd, der blev læger, og handlede om den stærke, kloge, magtfulde og lidt mystiske mand i den hvide kittel og den unge, klart underordnede kvinde i kappe og lårkort, der søgte hans gunst og kærlighed og forsørgelse.

Triviallitteraturens nye græsgange
Det giver ikke mening mere (håber jeg!):

Nu er der masser af kvindelige læger, jobbet er ikke så prestigefyldt mere, sygeplejere er af begge køn, og de kvindelige finder sig vistnok ikke længere i at være omvandrende sexobjekter i halvgennemsigtige uniformer.

Så nu må triviallitteraturen søge andre græsgange for at finde den patriarkalske sexisme, der passer den så godt, nemlig fortiden og kulturer med fortidige kønsroller.

Og hvilken afløser for lige lægeromanerne er mere nærliggende end romaner om livet i et harem?

Jalousi og magtkampe i haremmet
Titelpersonen i ’Medinas juvel’ er den purunge Aisha fra Mekka, født 613, som vi følger, fra før hun som 9-årig bliver giftet bort til sin fars ven, den 53-årige profet Muhammed, til hun bliver enke som 19-årig.

Sammen med Muhammeds 12 andre hustruer, fra hvem hun til sidst vinder retten som førstehustru.

Muhammed er i færd med at opbygge sin menighed og konsolidere sin åndelige og især fysiske magt og overlevelse blandt forskellige folkestammer med flere konkurrerede guder, og hvad deraf følger af pilgrimme og handel.

For at stifte alliancer gifter han sig derfor, trods sit eget påbud om fire koner som maksimum, med alle de kvinder han får tilbudt, for eksempel af besejrede fjender.

Det afføder naturligvis jalousi og magtkampe i haremmet, som dog mere er af social end romantisk art.

Forfatteren, den amerikanske journalist Sherry Jones, er ikke så dum, at hun kritikløst overfører nutidens nordiske normer på det arabiske syvende århundrede, selv om der naturligvis smutter en del igennem.

Men hvem ved, hvordan Muhammeds hustruer tænkte?

Råhed og blodtørst
Som bekendt flygter Muhammed og hans følge fra Mekka til Medina. Det sker i 622 ifølge de årstal, bogens kapitler er forsynet med, hvilket gør det ydre forløb overskueligt og oplysende for en uvidende læser som mig.

Og selv om der ikke er antydning af kildehenvisninger – dette er ikke sådan en bog – må forfatterens research i den vel efterhånden omfattende litteratur om muslimske kvinders verden have gjort hende i stand til at skabe en vis atmosfære.

Som læser får jeg faktisk en fornemmelse af haremmets klaustrofobiske liv og de rutinemæssige fysiske overgreb på både mænd og kvinder i hverdagen.

Aisha er lidt af en amazone, og der udkæmpes slag i ørkenen, der kan sammenlignes med dem i de islandske sagaer i råhed og blodtørst.

Fortællerens forskønnende fernis over Muhammeds motiver er så tynd, at man sagtens kan se, at hans plyndringer og fremfærd ikke var bedre end modstandernes. De omvender sig til islam med et sværd for halsen – ingen moderne, lutheransk inderlighed der.

Underholdende og øjenåbende
Sherry Jones afholder sig yderst klogeligt fra at bedømme ’sagen’ og religionen med andre øjne end den unge piges – der er hverken kristen eller muslimsk mission i ’Medinas juvel’.

Og da slet ingen fornærmelser.

Manden Muhammed skildres med den unge og efterhånden forelskede og ægte hengivne piges blik; det fungerer i grove træk, og hvis man er målgruppen, dvs. kan klare den skematiske handling og det ujævne, stilforvirrede sprog (som måske skyldes oversætteren), er historien ganske underholdende og stedvis sågar øjenåbnende på den absolut lette måde.

Historisk korrekt er den næppe. Men hvilken roman om 600-tallet ville være det?

Skræmt forlag
Da Sherry Jones indleverede manuskriptet, kunne en uansvarlig og indskrænket – og i øvrigt inhabil – forlagskonsulent ikke nøjes med at påpege, at ’Medinas juvel’ er kulørt; hun så det som sin opgave at ’advare’ mod, at visse muslimer måske kunne blive fornærmede.

Og så havde vi balladen.

På slappeste vis lod det store forlag Random House sig skræmme til ikke at udgive bogen, hvilket svarer til at lægge sig ned og sige som en vantro hund, der vil sparkes.

Det kom så vidt, at det fik betydning, hvem der udgav bogen, som nu var blevet et politisk, kulturalistisk signal i stedet for bare en roman.

Men romaner er som genre måske syndige i nogle menneskers hoved. Det skal der nok være en karrierebevidst ’forsker’, der vil fortælle os om. I hvert fald er romanen et europæisk påfund, må vi indrømme.

Harmløs naivitet
Det eneste skandaløse ved denne bog er omstændighederne omkring den.

At den ikke som den naturligste ting for længst er skrevet af en arabisk, evt. muslimsk kvinde, er vel et udtryk for problemet i al sin kompleksitet eller enkelhed.

Jeg håber, at danske muslimske piger vil give ’Medinas juvel’ en chance.

Når I er færdige med at grine ad dens harmløse naivitet, kan I overveje at skrive en bog om Harald Blåtand, som gav danskerne fidusen med en enkelt gud, godt 300 år efter at araberne havde tilsluttet sig ideen.

Og hvis diverse konsulenter siger, vi bliver fornærmede, så tro dem ikke.