Hvis Jóanes Nielsen havde skrevet på engelsk eller fransk, ville han være berømt. Nu er han kun en af de mærkelige færinger ...

Sådan skrev Politikenanmelder Bettina Heltberg om en af Nielsens forrige romaner, og denne anmelder gentager det gerne, for sådan er det.

Til gengæld er Nielsen nok den allerbedste af de velskrivende færøske forfattere, som bliver oversat til dansk, og det burde i det mindste gøre ham berømt i Danmark.

Udgangspunkt i egen barndom
Ganske typisk for moderne færøsk litteratur tager Jóanes Nielsen udgangspunkt i barndommen og i sig selv.

Som drengene i ’Glansbilledsamlerne’ gik han selv i den katolske Skt. Frans Skole i Tórshavn – og arbejdede derefter som sømand. Måske er det endnu et plus ved færøsk litteratur, at dets forfattere har prøvet noget liv, inden de skriver.

Der er befriende mere fisk og faktisk tilværelse i dem, end der er forfatterskole og finere madlavning.

Udsat for livet
De seks drenge fra den katolske skole midt i Tórshavn er i høj grad også udsat for livet – fem af dem tillige ret hurtigt for døden.

Den første, Djalli, bliver ramt af meningitis som 11-årig, og den sidste, Olaf, dør som godt fyrreårig i København af »den sygdom, som det er forbudt at dø af på Færøerne«. Der er ikke meget glansbillede over deres skæbner. Kun Karí overlever og er vidne til det hele.

’Glansbillederne’ er en vidunderligt velskrevet og stilsikker roman om livets store spørgsmål og om at tumle med dem i 1960’erne, 70’erne og 80’erne. Årtier, der betød meget for unge på Færøerne såvel som i resten af Europa.

Hverdagen i tågede Tórshavn er barsk, også indenfor i skolestuen hos nonnerne, som hellere giver et par på skrinet end vender den anden kind til.

Farverig flugt
Det store hit blandt eleverne er at bytte glansbilleder. Glittede og farverige flugtforsøg fra en hverdag præget af alkoholisme, fattigdom, selvmord og vold. Og da den fattige Djalli beskyldes for at have klippet sine ud af skolens billedbibel, får det eksistentiel betydning, hvem der løber med på nonnens anklager, og hvem der sætter sig op mod uretfærdigheden.

Ligesom det senere er fatalt for den klogeste og sjoveste i flokken, Staffan, at han ikke vinder kampen om, hvorvidt studentereksamen i samfundsfag skal tages på dansk eller færøsk.

Jo, det sociale og nationale engagement er stærkt i Jóanes Nielsen, som er venstreorienteret på en William Heinesensk – og måske også lidt Hans Kirk-agtig måde.

Naturrelateret magi
Heinesen optræder faktisk indtil flere gange i romanen, både som forstående nabo, da et søskendepar stener huset ved siden af ham på Vardagøta, fordi deres far ligger i med en kvinde dér, og senere som diskussionsemne mellem de unge.

Hånd i hånd med den krasbørstige samfundsskildring går den særlige nordiske, naturrelaterede magi, og man behøver ikke benovet lede efter magisk realisme i sydamerikansk litteratur, den findes eminent lige om hjørnet, kun lidt nordvest for os selv.

Hele fire gange er Jóanes Nielsen indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og som mange nordatlantiske forfattere er han et multitalent, der skriver inden for alle genrer: noveller, teaterstykker, romaner og lyrik.