Det er ikke nogen rar fortæller, man befinder sig i selskab med i Martin Amis’ seneste roman, ’Mødernes hus’.

Han er en unavngiven eksilrusser i firserne, som til sin unge amerikanske datter, Venus, forsøger at overlevere sit livs historie – og dermed også sit hjemlands historie i det umenneskelige tyvende århundrede.

Tæt flettet sammen er de to fortællinger, om end styrkeforholdet mellem dem er højst ulige.

’Den russiske sag’, som han kalder det, sammenlignes tidligt med en naturkatastrofe, »et jordskælv eller en flodbølge«, hvis kræfter gør individet betydningsløst.

Sammenligningen er et af fortællerens mange forsøg på at relativere og banalisere sine egne ugerninger. Dem har han mange af på samvittigheden, eller hvad det nu er, som plager ham.

I Anden Verdenskrig kæmpede han i den russiske hær, der voldtog, myrdede og plyndrede sig igennem Tyskland. Det beretter han til sin unge skriftefader med tilsigtet chokeffekt:

»Det ville passe mig udmærket hvis jeg på dette sted kunne østvende dine vestlige øjne, dit vestlige hjerte«.

Følelsernes grundlæggende beskidthed
Hensigtserklæringen passer på det litterære forehavende med hans bekendelse, som er at bygge bro.

Ikke bare over det historiske skel, som adskiller en gammel far fra sin unge datter, men også over den civilisatoriske kløft, som gør forskellen på at blive voksen i Sovjetunionen på tyrannen Stalins betingelser – og på at tilbringe en tryg og beskyttet ungdom på et amerikansk college i det ny årtusind.

Formidlingsopgaven bliver ikke mindre af de tildragelser, fortælleren gør sig efter krigen, da han havner i en sibirisk fangelejr, tilfældigvis sammen med sin halvbror. Han er dekoreret krigshelt, broren er pacifist, men begge er de deporteret som politiske fjender.

Det er livet i fangelejren, som optager størstedelen af romanen, samt komplikationerne i de to brødres forhold til den samme kvinde, den jødiske skønhed Zoya.

Uden sentimentalitet skildres følelsernes grundlæggende beskidthed, når vilkåret for kærligheden er en totalitaristisk uvirkelighed, samt den tilværelse, der følger efter opholdet i fangelejren, som bærer mere præg af at være overlevelse end liv:

»De gjorde mere end at berøve os vores ungdom. De berøvede os endvidere de mennesker vi forsøgte at blive til«, konkluderer broren.

En efterfølger
Martin Amis’ seneste roman følger efter den blandede historie- og erindringsbog om Stalins og stalinismens forbrydelser, han udgav for syv år siden, ’Koba den frygtede’, som også var et opgør med den afdøde fader, Kingsley Amis, der var venstredrejet i sin ungdom.

Inden for forfatterskabets rammer er ’Mødernes hus’ ikke så lidt af en gentagelse, men med fiktionens kraft slår den uhyrlighedernes ufattelighed fast.

Vores hovedvidne er både uforsonlig og uden forsonende træk, og han jævnfører rask væk sine egne oplevelser af Sovjetimperiet med Rusland i dag, med terrorangrebet på skolen i Beslan i 2004 og terrorbomberne imod boligblokkene i Moskva i 1999, som har legitimeret krigen i Tjetjenien.

Således kan ’Mødernes hus’ næppe have bragt megen varme ind i forholdet mellem England og Rusland, som jo nåede frysepunktet omkring bogens engelske udgivelse i efteråret 2006, da agenten Litvinenko blev likvideret i London.