Fortælleren er på plads fra første linje!

»Nu skal jeg fortælle dig om en dreng, jeg kender«.

Drengen er Villads Emilio Eskildsen fra Valby. Og hende, der kender ham, hedder Anne Sofie Hammer.

I sit afsæt kan ’Villads fra Valby’ minde om Kim Fupz Aakesons historier om Vitello fra ringvejen.

Hverdag i Valby for begyndere.

Skældud er skidt
Villads er faktisk sådan en dreng, som vi alle sammen kender mindst én af. Han er et ejegodt menneske, men alligevel ender skældudaben altid hos ham.

Villads har de bedste hensigter – og de bedste ideer – og så nytter det alligevel ikke noget, at man kan forklare sit flugtforsøg fra børnehavens musvitstue eller grunden til, at man klippede naboens Frida korthåret.

Skældud. Skældud. Skældud. Det er Villads’ lod. Kun hans far forstår ham – lidt.

Så langt så godt. Skældud er skidt. Og det mener fortælleren også i allerhøjeste grad.

Klap på kinden
Hun er langt fremme i pædagogskoene for at forklare og forsvare sin lille figur, der kommer så gruelig galt af sted. Det foregår i et indforstået hyggesprog med indbygget klap på kinden.

På et tidspunkt får Villads og Frida læst teksten: »De fik selvfølgelig skældud, og det var ikke særlig rart. Det er det aldrig. Men det var heldigvis kun i meget kort tid«. Puha!

På et andet tidspunkt funderer Villads over mulighederne for at blive en »sød dreng«. Han tænker: »Måske ikke sådan artig, for det lyder så kunstigt«.

’Villads fra Valby’ er tænkt som oplæsning for ligesindede. Det kan være svært at finde den sukrede stemme frem, men alle børn vil dog kunne genkende fornemmelsen af at blive misforstået og uretfærdigt behandlet. Alle børn!

For som det bemærkes: »Villads går selvfølgelig i børnehave ligesom alle andre almindelige børn«.

Går de ualmindelige børn da ikke i børnehave?