Hvornår er kvinder mest mordlystne?

Det har hormonforskningen sikkert adskillige gode bud på. Hos den amerikanske forfatter Alice Sebold (f. 1963) undrer man sig til at begynde med over, at kvælningstrangen ikke har overmandet hovedpersonen i ’Månens skygge’ noget før.

Det moderdyr, der tumler rundt i demensens tåger, skider, jamrer og titulerer sin datter ’møgkælling’ nu for allersidste gang, har tilsyneladende blokeret Helens egne luftveje, siden hun var barn, forpestet hendes og faderens indelukkede forstadsliv så effektivt, at en simpel aflivning må have været i datterens tanker før nu.

Så fik vi afsløret dét mord, men ’Månens skygge’ er heller ikke nogen krimi, snarere et flersporet familiedrama, der opruller alt dét, der er gået forud for den dag, hvor Helen omsider lægger et frottehåndklæde over sin mors ansigt. Og trykker til.

Mandhaftig humor
Med en Fay Weldonsk grumhed og mandhaftige humor følger vi Helens skrumlen rundt med sin mors lig i timerne efter den fatale beslutning.

Jeg godtede mig ved udsigten til den hæmningsløse svælgen i mor-datter-relationens værste varianter, men så skifter romanen ligesom retning.

Bliver til en historie om sindssyge i flere udgaver:

»Sindssyge havde den enestående evne at kunne metastasere hen over generationerne«, som Helen – med tanke på sine egne døtre – konkluderer mod slut.

Vel stikker humoren sit hoved frem nu og da, men både ømhed og vemod træder i stedet for det monstrøse setup af uforfalsket had i en historie, der tager både logiske og mindre logiske sidespring.

Hvad er egentlig omdrejningspunktet?

Døden er fikspunktet
Alice Sebold har et mindre, men spektakulært og berømmet forfatterskab bag sig, omfattende ’Heldig – beretning om en voldtægt’ samt romanen ’Her fra min himmel’.

Den første bog handler om forfatterens personlige oplevelser omkring en voldtægt i teenagealderen, den anden, en roman, om en fiktiv pige, der kigger ned fra sin himmel for at se, hvordan familien ’klarer’ hendes voldtægt og død.

I ’Månens skygge’ er udåden, den kriminelle gerning, for så vidt også det konkrete fikspunkt, den handling, der – hvor spontan den end måtte forekomme – trækker og tærer på både ofrets og gerningskvindens fortid.

Som er den abnorme handling og de heraf afledte følelser dét grænseområde, Sebold nødvendigvis må vende tilbage til med sine kejtede personer og deres byrde af skam, hævntørst og kompliceret kærlighed.

En mærkelig familie
’Månens skygge’ strejfer eksempelvis en forkrøblet, men rørende faderkærlighed, der holder Helen oppe som menneske og medlem af en mærkelig familie, hvor moderen kun bevæger sig uden for havelågen indhyllet i tæpper og urimelige mængder af omsorg:

Da en nabo, animeret af kvarterets lynchagtige stemning over for den aparte husmoder, tramper ind i familiens forhave og stikker teenagedatteren en lussing i afmagt, ræsonnerer Helen således:

»Min fars nedtrådte persille forekom mig værre end lussingen«.

Man gjorde et barn fortræd, altså. Og hun svarer med årtiers tålmod og forgæves forsøg på at rimpe et amputeret familieliv sammen.

Indtil hun i en alder af 49 får nok.

Dén humørsvingende historie med indbygget diskussion om arv kontra miljø får Alice Sebold en mærkelig knortet, men ikke uvæsentlig roman ud af.

Død eller ej – mor er svær at komme uden om.