Da hestehaledetektiven og hængerøven John Difool og hans pilskaldede betonpapegøje Deepo i 1980 modstræbende begav sig ud på mission for den Lysende Inkal imod den Sorte Inkals fremtidige tekno- og psykodiktatur, var det en vaskeægte 1970’er-vision:

Anarko-idealisme og antiforbrugerisme, muligvis undfanget i letsvævende tjaldtåger, men nedfældet med pinligt nøgtern kontur og skravering og hele surrealistens overbevisende akkuratesse i detaljen – siden helheden var så svær at tro på.

Tegneren Moebius – alias nu 71-årige Jean Giraud, løjtnant Blueberrys ophav – fik det meste af opmærksomheden dengang og dannede skole for en hel række yngre kolleger – hvoraf bl.a. Arno, Francois Boucq, Georges Bess, Milo Manara, Juan Gimenez og her altså Janjetov, der senere samarbejdede med samme tekstforfatter:

Chileneren Alexandro Jodorowsky.

Kolossal indflydelse
Men også Jodorowsky, der fylder 80 til næste år, har som manuskriptforfatter til både film og tegneserier (foruden sit virke som film- og teaterinstruktør, psykoterapeut m.m.) haft en kolossal indflydelse på mere end et kvart århundredes billedunderholdning.

Hans analytiske ekstrapolationer af nutid til fremtid, hans produktivitet og mangesidige fantasi kan vel kun sammenlignes med den 23 år yngre Alan Moore, forfatteren til ’V for Vendetta’, ’Watchmen’ og ’From Hell’, som Faraos Cigarer i øvrigt også udsendte på dansk i efteråret.

Alene i Jodorowskys Inkal-univers er det foruden et par oneshots blevet til 9 bind om ’Metabaronernes kaste’ (8 tegnet af Gimenez og et enkelt af Das Pastoras), 6 bind om ’John Difool’ – som Faraos Cigarer bebuder en genudgivelse af senere i år; og så de fire bind fra 1988 om John Difools barn- og ungdom, ’Før Inkalen’, som først nu udkommer på dansk og i ét bind.

Et hovedværk
En særdeles nyttig udgivelse som nøgle til ’John Difool’-bindene, der vil blive stående som et hovedværk blandt det 20. århundredes tegneserier.

Her får vi ikke bare forudsætningerne for knægtens udvikling til detektiv mod sin vilje gennem den afmægtige kærlighedshistorie med Louz, en ungmø fra de højere luftlag; men især overblikket over hele det fremtidige rusmiddel- og tv-bedøvede klassesamfund, kronet af de glorieprydede aristo’ers hjerteløse udnyttelse.

Aristo’erne er dog underlagt metabaronerne og teknopaven, der igen er den kun halvt organiske superhjernes tjenende ånder.

Og med den ædle, men øglehalede mutation Kaptajn Kaimann og hans pirater lurende ude i rummet henter det hele så sin energi fra planetens indre, hvor lyse Animah og mørke, misundelige Tanatah bevogter henholdsvis den Lysende Inkal og den Sorte Inkal, to små pyramideformede superenergikilder, under tolv milde gamlinges opsyn.

Kannibalsk nydelsessyge
Lad os bare indrømme, at serbiske Zoran Janjetov (f. 1961) ikke tegner med samme lette og sikre brillans som forbilledet Moebius, især falder persontegningen pletvis plumpt igennem.

Men stilen holder han i både planetens monumentalt kaotiske infrastruktur og i albummets sideopbygning – lige frem til det slutbillede, der er identisk med Moebius’ eget, nu nærmest mytisk berømte åbningsbillede i ’John Difool’-serien:

Detektiven med hestehalen i selvmordets frie fald ned mod Syresøen, forbi de balkoner på alle (sociale) niveauer, hvorfra det er en underholdende sport at skyde ud i skakten efter de faldende.

Jodorowskys skiftevis vandet vittige og vitriolsk ætsende fremtidsvision af en klassedelt forbrugerismes udarten til hjerteløs, ja, kannibalsk nydelsessyge har nok et kvart århundrede bag sig.

Men det er den faktisk kun blevet mere aktuel af.