Nogle bøger er udfordrende læsning. Nogle, fordi de er skrevet på fremmede sprog eller bare for længe siden, hvor andre regler gjaldt for tale og skrift. Andre er skrevet i svære fagsprog eller forsøger bevidst med et kunstnerisk eller erkendelsesmæssigt sigte at bøje sprogets regler.

Men fælles for de fleste - og i hvert fald alle de let læselige bøger - er, at de begynder et sted og slutter et andet - som oftest et par hundrede sider senere. Billedkunstneren Olafur Eliassons »ikkekatalog« 'The Blind Pavilion' er først og fremmest udfordrende læsning, fordi det netop hverken har hoved eller hale.

Bogen er udgivet i forbindelse med hans aktuelle udstilling på Venedig Biennalen. Bogen er en litterær pendant til det arkitektoniske kunstværk 'The Blind Pavilion', som Eliasson har bygget inden i og uden på Den Danske Pavillon på Biennale-området. Hensigten er her på skift at sætte enkelte sanser ud af kraft, for at vise og afprøve, hvordan vores rumopfattelse og -orientering konstrueres af konventioner.

---

Bogudgivelsen er udført som et bånd af store sider samlet omkring en spiralryg. Tanken er, at det skal være et uendeligt loop. Men bladrer man alle siderne rundt tilstrækkeligt mange gange den samme vej, vil man til sidst stå med en samling løsblade. For at følge sin ide konsekvent burde bogen være samlet med ringe i ryggen. Men det er en mindre indvending.

Det er nemlig herlig læsning, man bydes på. Alene i kraft af Svend Åge Madsens noveller, der gemmer sig i mylderet af tekst og billeder. Det er klassisk 'Seven Age Madness'. Her er f.eks. historien om opdagelsen af nomadernes umådelige bygningsværk.

Alle forskere har gennem tiden undret sig over, at nomaderne efterlod sig fire sten, hver gang de brød op fra et sted. Det var ikke, før det blev taget i betragtning, at nomadernes særlige forestilling om, at de ved at bevæge benene trak verden ind under sig, at en forsker fik den ide at lægge aftegninger fra alle nomadernes stensætninger sammen, at et gigantisk bygningsværk, større end Keopspyramiden, viste sig.

Og der er trekantsdramaet og skæbnefortællingen om manden, der ikke eksisterede, fortalt af ham selv.

---

En tredje historie skrevet af Israel Rosenfield (formoder jeg, det er ikke helt nemt at gennemskue, hvem der er forfatter til hvad) er ligeledes helt madsensk. Den handler om et ukendt dokument fra et sort hul i historien. En periode, hvor al tale og skrift var forbudt og al kommunikation tilsyneladende fra den ene dag til den anden blev visuel.

Det er en herlig udgivelse, langt over gennemsnittet af kunstkataloger. Foruden teksterne får man et indblik i Olafur Eliassons visuelle univers med et væld af naturfotografier, installationsbilleder og arkitektoniske tegninger. Udfordrende læsning - der af og til forhindres unødigt af sygdommen layoutisme med brudte tekstbidder, der bindes sammen af layoutstreger - men som hovedregel er der mening med galskaben.