At den norske forfatter Per Petterson har fået et stort internationalt gennembrud med ’Ud og stjæle heste’ er lige så forbløffende som opmuntrende.

Pettersons dæmpede realisme er jo nærmest en rendyrket antitese til den grasserende begivenhedskultur. Her er hverken stiltræk fra krimien eller postmoderne krumspring tryllet frem af en overlegen encyklopædisk fortæller. Ja, Petterson skriver såmænd bare, så man næsten skulle tro, at han sad et sted i Norge med røde ører og undrede sig lidt over postyret.

Men det er jo på en måde lige netop hemmeligheden. Per Pettersons litteratur er en oase af ukrukket stilfinhed og jordnær klogskab. Man læser ham, synes jeg, med samme glæde som man læser Marilynne Robinson og med samme frydefulde skræk som man læser Raymond Carver. For her møder man midt i de tilsyneladende hverdagsagtige beskrivelser et røntgenblik, der uden at trænge sig på gennemlyser den menneskelige motivverden, så man griber sig selv i pludselig at føle sig splitternøgen og forsvarsløs midt i læsningen.

Jo, det var sådan, det var. De mest akavede øjeblikke. Antydningerne om en dybere sammenhæng i dagenes begivenheder, der lige præcis undslap dig, da det gjaldt. Den gode vilje, der blev til klumper af kartoffelmel i munden og stivnet tyngde i lemmerne i stedet for rask handling.

En anonym tryllekunstner
Per Pettersons litteratur er hemmelighedsfuld på en lidt gammeldags, diskret måde. Her er intet stukket under stolen. Alligevel står der så meget gemt mellem linjerne og bag ordene. Han er en anonym tryllekunstner, der både har tillid til sin kunst og sine læseres indlevelsesevne.

Heller ikke i ’Jeg forbander tidens flod’ er der noget som helst, der er svært at læse eller svært at forstå. Men når først man fordyber sig i fortællingens på én gang nervøse og langsomme puls, mærker man det dybe sug. Fra de mange hjemmerullede cigaretter, fra tidevandets understrøm under alt det uoprettelige, der hober sig op. Pettersons er en prosa, som er næsten uvirkeligt konkret, når han kan lade sine personer foretage bevidst symbolske handlinger, uden at det virker konstrueret.

Uformåenheden er temaet i endnu en historie om Pettersons alter ego, Arvid. Historien udspiller sig på to tidsplaner. I 1989 prøver den 37-årige, men endnu ikke helt voksne, Arvid i skyggen af en skilsmisse at bygge bro over den tavshedens ’Rio Grande’, der adskiller ham fra hans mor. Tiden er blevet knap, for Arvids danske mor er blevet syg. Der er mange lig i lasten. Et af dem er politisk. Til sin mors fortrydelse har Arvid fravalgt en videre uddannelse for at leve op til det maoistiske ideal om at virke for revolutionen blandt arbejderklassen på en fabrik. Han vil tilhøre ’fjerdestanden’, som Zola kaldte folkedybet.

Hvilket han faktisk allerede gør! Men på trods af fabriksarbejde og små kår ligner mor og far ikke proletariatet. Hans mor ser det som et umodent tøjeri, at Arvid ikke griber den chance for at læse videre, som samfundsudviklingen har åbnet op for. Synd og skam.

Skilsmisse og delebørn
Og så er de to tidsplaner allerede smeltet sammen. For på det første følger man de første spæde skridt til det rørende forhold mellem den unge idealistiske og kejtede fabriksarbejder og den endnu yngre skolepige. De to særlige, som mange år senere så ufatteligt skal ende i skilsmisse og delebørn. »Og det var ikke til at fatte, at noget så fint kunne males i stykker og til sidst blive til ingenting«.

Det er altså på papiret ikke nogen opsigtsvækkende eller usædvanlig historie, der i romanen med et Mao-citat som titel udspiller sig i Norge og Nordjylland. Men det er en fortælling om klasse, familie og ikke mindst det anspændte forhold mellem tilblivelse og identitet.

Arvids dødsangst, der er frygten for at blive fanget i sit eget billede for altid. Det øjeblik inden dødsøjeblikket, hvor det strammer om halsen, hvor »du pludselig forstår at alle muligheder for at være den du egentlig ville være, er ovre og forbi, og at den du var, er den de andre vil huske«. Per Petterson er efter mange år i skyggen af mere tidstypiske forfatterskaber ved at blive den forfatter, de andre vil huske.