Da Linda Olsson debuterede med ’Astrid og Veronika’ vakte den svensk-newzealandske forfatter opsigt med sit stilfærdige og forbløffende færdige talent for at fremmane dybde og stemning i sine personer og det landskab, hun anbragte dem i.

At sætte to kvinder, en ung og en meget gammel, over for hinanden i en fortættet svensk ødeskov og på den måde give nogle uventede spejlinger, var et nyt setup, som virkede overrumplende.

Linda Olsson lod kun glimt af ’Astrid og Veronika’ foregå i sit nye hjemland, New Zealand. Men det er der, hun lader sin bog nummer to, ’Sonate til Miriam’, forankre. Derefter folder hun den halve jordklode ud via den rejse, hovedpersonen bliver sendt ud på.

Fortidens mørke
Det er ikke Miriam, for hun dør tragisk som 19-årig, men hendes far komponisten Adam Anker. Adam fik sin datter sent, han var over 40, mens Miriams mor, en svensk malerinde, kun var den halve alder. Miriam har aldrig kendt sin mor, endsige vidst noget om hende.

Også Adam har et mørke, hvor der burde være forhistorie. Vokset op i Sverige, men ikke svensk, med en mor, som mente, fortiden bedst var glemt. Så enkelt er det jo ikke. Hemmeligheder og løgne er, som vi er mange, der har erfaret, en tung byrde.

De forvandles kun til noget lettere, hvis der luftes ud. Det er det, Adam prøver at gøre, efter Miriams død. Han føler, han ved sit tab har mistet sin fremtid. Nu kan han i det mindste få en fortid. Han falder ved et tilfælde over en nøgle og drager til Polen, nærmere bestemt til Krakow.

Her åbenbares et helt andet liv, og det får indflydelse på den måde, han omsider igen nærmer sig Miriams mor på en fjern svensk ø.

Døren bag døren
Heri er ikke røbet store hemmeligheder, de ligger og venter i Krakow. Linda Olsson er god til at skabe de rum, hvor en ny lukket dør viser sig bag en netop åbnet dør, og så går man videre gennem en labyrint, i sig selv meget smukt og mærkeligt indrettet.

Hendes sprog er (også takket være en virkelig smuk oversættelse) både pudsigt og mættet. Hun skriver om ’en lille forblæst kvinde’, og om Wellington står der: »Byen er som en velklædt kvinde, der bliver afsløret af sit vilde blik«. Det er en fornøjelse at læse.

I det hele taget rummer bogen gode indsigter for læsere, der selv har en bunke uudpakket bagage og sprog, de aldrig fik lov at lære. Sådan er vi vel en del (en voksende del!), der har rødder, vi er blevet fjernet fra og føler en længsel efter, netop fordi vi ikke fik lov at lære dem at kende.

Én for meget
Jeg var helt betaget af tre fjerdedele af bogen, men så kølnedes min identifikation og desværre dermed min fascination.

Det skyldes, at Olsson ikke kan holde op med at komme med nye gåder. Da vi når frem til Sverige, er der for mig én historie for meget, jeg er for mæt; faktisk er jeg tilfreds, og det føles som stopfodring.

Men andre kan have en større appetit.