Hvem er det, der taler?

Mon ikke Daniel Kehlmanns nye roman, ’Berømmelse’, har et stærkt selvbiografisk islæt?

Den høflige og dannede unge forfatter brød igennem både i Tyskland og i resten af verden med ’Opmålingen af verden’, sin fænomenale roman om matematikeren Carl Friedrich Gauss og opdageren Alexander von Humboldt.

Siden har Kehlmann været tysk litteraturs unge, kloge stjerne og har også lært berømmelsens bagside at kende.

Egentlig har hans nye roman en lidt misvisende titel, for den handler mest om identitet. Om, hvor langt fra sandheden man kan komme uden rigtigt at opdage, hvor god man er blevet til at lyve.

Elegant sammenvævet
Romanen består af ni selvstændige historier, som elegant bliver vævet sammen til en helhed, der bliver stadig mere spændende.

I centrum for legen befinder tre berømte personer sig: forfatteren Leo Richter, skuespilleren Ralf Tanner og den latinamerikanske bestsellerforfatter Miguel Auristos Blancos, en ond karikatur af virkelighedens Paulo Coelho.

Ind og ud af deres liv flakser en række helt almindelige mennesker, som hver på sin måde får indflydelse på hinanden. Teknikeren Ebling fortæller den første historie. Han har købt en mobiltelefon, hvis nummer viser sig at være i brug.

Det tilhører den berømte skuespiller Ralf Tanner, hvis venner og elskerinder kimer ham ned i et væk.

Den overlegne dobbeltgænger
Eblings kedelige liv tager pludselig en ny drejning.

Han nyder langsomt at blive hevet ind i Tanners omgangskreds, idet han lader, som om han faktisk er Tanner.

Mobiltelefonen giver Ebling mulighed for helt ansvarsfrit at sige præcis, hvad han har lyst til.

Det får grumme konsekvenser for en af Tanners venner, uden at Tanner bliver klar over sammenhængen.

Tanner selv oplever, at en lookalike stjæler hans identitet, fordi dobbeltgængeren rent faktisk er bedre til at være Tanner end Tanner selv, der nyder pludselig at have fået sin frihed tilbage.

Mobiltelefonens sociologi
Bogens egentlige attraktion ligger i kompositionen og i den måde, forfatteren leger med sine personer. Rosalie, en ældre kvinde, er på vej til et hospice for at dø.

Kan du ikke nok give mig en anden skæbne, gør mig ung og rask igen, bønfalder hun sin ophavsmand, altså forfatteren, hvorefter de to har en snak, der sprænger de vante rammer for, hvordan en fortællerstemme agerer i et stykke fiktion.

Kehlmann introducerer ikke blot et væld af fortællerstemmer (selv om han ikke skjuler, at der er dukkefører bag dem alle), han ophæver også stedets enhed i flere ganske grusomme historier om mænd, der oplever, hvordan de kan sløre grænsen mellem løgn og sandhed, fordi e-mail og sms’er gør det muligt at bilde deres koner ind, at de er i Østen, mens de i virkeligheden boller udenom i Hamburg.

Hvis der er en sociologisk pointe i Kehlmanns udforskning af moderne identitet, er det, at mobiltelefonen har en dyb effekt på vores sociale forpligtelser.

Vi udvider vores handlerum samtidig med, at vi indskrænker vores nærvær og vores engagement i dem, vi er tættest på.

Nyt liv i Asien
Den barskeste historie er den om krimiforfatteren Maria Rubinstein, der bliver væk fra sin guide på en forfatterrejse til en fjern asiatisk republik, hun er kommet med på, fordi Leo Richter (i en anden historie) har spurgt, om hun ikke vil overtage hans plads.

Hun har hverken penge eller mad, hverken politiet eller lokalbefolkningen forstår hende, i en kedelig boghandel finder hun en af sine krimier, der er oversat til det lokale sprog, men der mangler et billede af hende på omslaget, så hun kan heller ikke overbevise boghandleren om, hvem hun egentlig er.

Hendes berømmelse er kort sagt værdiløs, og da batteriet i hendes mobil løber ud, kan hun ikke nå at få fortalt sin mand hjemme i England, at hun har brug for hjælp.

Hun ender med at indstille sig på, at det sikkert vil tage hende nogle år at arbejde sig til penge nok til, at hun kan komme hjem. Udmattet erkender hun, at hun er på vej ind i et nyt liv, en helt ny identitet.

Så hårene rejser sig
Så hvad er løgn, og hvad er sandhed, hvad er fakta, og hvad er fiktion, når det gælder et menneskes identitet? Hvor hurtigt kan tæppet blive trukket væk under selv den mest selvsikre kendis?

Om det skriver Kehlmann let og elegant, men stadig med den filosofiske træfsikkerhed, der er blevet hans varemærke.

Han brød igennem med en fortælling, der foregik dengang, det moderne Europa tog form. Nu er han på færde med en historie om en tidsalder uden tid og sted.

Hver af romanens ni historier er fundamentalt spændende, og hårene rejser sig, når Kehlmann i den sidste historie virtuost demonstrerer, hvor stor fiktions magt kan være.

Kehlmann blandt de modige linedansere
Den handler om forfatteren Leo Richter, en selvoptaget, angst og forkælet type, der altid ser sin omverden som potentielt stof.

Hans kæreste insisterer på, at han aldrig må lade hende blive en del af en af sine historier, men kan man overhovedet gardere sig imod, hvad en dukkefører i hopla kan finde på?

I tilfældet Daniel Kehlmann kan man i hvert fald ikke, og hvor er man som læser taknemmelig for det.

Som forfatter tilhører han de modige linedanseres liga og behøver derfor ikke bekymre sig om noget sikkerhedsnet.

’Berømmelse’ er en suveræn – og smukt oversat – roman.