Der bliver drukket utrolig meget kaffe i ’En torn i øjet’, Julie Hastrups romandebut og første bind af tre om den kvindelige efterforsker Rebekka Holm.

Kaffen er vel at mærke filterkaffe med pulverfløde, der lægger sig som fedtperler på kaffens overflade og får Rebekka Holm til at drømme om en veltillavet caffelatte.

Den slags er det åbenbart ikke let at opdrive i Ringkøbing. Men ud over denne kvindelige stereotypi og potentielle provinsfordom (jeg skriver potentielle, fordi jeg nødig vil argumentere mod Julie Hastrup, der selv er opvokset i Ringkøbing, mens jeg aldrig har besøgt byen) er ’En torn i øjet’ befriende fri for lette løsninger og løsgående klichéer.

Alle veje fører til Ringkøbing
Tværtimod er historien om Rebekka Holm, der som ung rejste fra Ringkøbing, men som del af Rigspolitiets Rejsehold bliver sendt tilbage til fortidens hjemmebane, elementært spændende og velfortalt uden de store krumspring og dikkedarer.

Julie Hastrup har tydeligvis læst Sjöwall & Wahlöo (eller set de gode ’Beck’-filmatiseringer), for plottet i ’En torn i øjet’ ligner til forveksling en best of af den stockholmske mord-melankoli – endda har hun valgt at lade en del af plotudviklingen pege i retning af den svenske hovedstad – men i sidste ende fører alle fortællingens veje hjem til Ringkøbing.

Traumerne vågner
Midlertidigt installeret på et hotel i barndomsbyen vågner de gamle traumer i Rebekka Holm, og byen med dens fastfood fra torvegrillen og parcelhuse med perlegrus suger langsomt livet ud af den unge efterforsker, efterhånden som hun søger til bunds i mysteriet om den 22-årige pige, der findes brutalt myrdet i Fruerskoven.

Alle umiddelbare spor peger i retning af den voldsdømte Alex Dennis Petersen, men den snusfornuftige Holm fatter mistanke til frikirke-familien Mathiesen, der sidder i storblomstrede sofaer på byens bedste adresse.

Gedigen spænding
’En torn i øjet’ er en gedigen spændingsroman, der ikke er overambitiøs, men koncentrerer sig om plot og personudvikling. Krimiplottet udfoldes i et ideelt tempo, der både holder spændingen oppe i det røde felt og giver plads til, at læseren kan gætte med.

Hastrup har styr på alle genrens klassiske virkemidler. Eneste kunstneriske krumspring er Rebekka Holms kursiverede erindringsglimt, der kommer stadig tættere på traumets center, efterhånden som tampen brænder.

Hastrup takker Henriette Rostrup i sit efterord, og hun har lidt af den samme tone som Rostrup: en stilsikker sans for sin samtid kombineret med en grundlæggende tidløs fortællelyst.

Det skal blive spændende at følge Julie Hastrup og Rebekka Holm i de følgende romaner.