Tore Renbergs roman ’Mig og Yngve’ blev den unge norske forfatters store gennembrud, da den udkom i Norge i 2003.

Sidste år blev den filmatiseret. Titlen lyder mere ungdomsromanagtig end den norske romantitel ’Mannen som elsket Yngve’.

Begge titler er nu dækkende nok for en generationsroman fuld af vitalitet og energi. Den lægger ud med en karakteristik af slutningen af 1980’erne, der i et hæsblæsende tempo opregner alle de store og små verdensbegivenheder, der altså ikke har indfundet sig endnu.

Vi spoles tilbage til dengang, fortælleren Jarle Kepp var en 17-årig gymnasiedreng i Stavanger, Norges oliehovedstad, hvor det går mere end godt, og hvor de nyriges store villaer kan danne ramme om vilde ungdomsfester.

Alternativ lyd
Men inden romanens højdepunktskildring af et amokløb af sådan en fest føres vi ind i Jarles verden. Han og bedstevennen Helge iscenesætter sig som anderledes. De forklarer sig som alternative – »kommunister med klare anarkistiske træk«. Jarle er ikke sikker på ordene om en alternativ verden, mens Helge er inspireret af sin fagforeningsmand af en far.

Men i hvert fald er Jarle med på at lave et band, og hans kæreste – en sådan har han også på femte måned – applauderer i baggrunden. Problemet er bare, at Helge og han ikke kan spille noget videre, men pyt, så kan også musikken lyde alternativt.

Og det kommer Mathias Rust Band sandelig også til ved den første og eneste mislykkede optræden, forstærket af alt det pot, Helge har røget forinden.

Af med håret
Musikken fylder meget i de unges selvbillede og afgrænsning til omverdenen, men når tøjet, håret, guitaren og jargonen skrælles af, er der en anden Jarle inde bag ved. Tæt, tæt på moderen, efter at den alkoholiske far er ude af billedet, andet end som en person, Jarle besøger en gang imellem. Det kalder han »at gå på arbejde«, for der falder penge af.

En yderligere udfordring i Jarles tilværelse kommer, da en ny dreng begynder i klassen, Yngve, som Jarle straks falder for. Det er ikke en homoseksuel forbindelse, om end relationen fra Jarles side skildres som en hovedkulds forelskelse.

Han kan ikke komme tæt nok på, og idealiseringen og identifikationen med den attråede er vældig godt gengivet. Pludselig skal håret klippes af, der skal spilles tennis og høres på blød pop.

Uklar fascination
Men hvad med det billede, han har bygget op af sig selv indtil da? Og kæresten, som han også er glad for? Renberg skildrer Jarles navigation i de forskellige og modstridende roller meget morsomt, selv om man spørger sig selv, hvordan det hele egentlig kan hænge sammen rent psykologisk.

I forsøget på at stille alle tilfreds havner Jarle i alskens problematiske situationer, hvor han kommer til at svigte alle og derfor ender helt alene.

En roman om erkendelse af homoseksualitet er det ikke, og man kan indvende, at når romanen lader hovedpersonens fascination af den fjerne Yngve fylde så meget, helt ud i den norske titel, så er den noget uklar her.

Man kan også med en vis velvillighed kalde det en kvalitet, at det ikke er en bastant roman om at springe ud som bøsse. Romanen opererer med en forhalingsteknik, således at vi først får en del forklaringer i sidste kapitel, hvor den voksne Jarle ser alt i bakspejlet.

Evig problematik
De, der var unge i firserne og halvfemserne, vil kunne læse bogen med en nostalgisk genkendelse af rollemulighederne og al den musik, som denne læser i hvert fald ikke har hørt meget af.

Identitetsproblematikken er imidlertid evigt genkendelig, uanset hvilken alder man har. Dertil kommer skildringen af et ungdommeligt selviscenesættelsesprojekt, fortalt med et charmerende drive.

Hvis man vil vide mere om Jarle Klepp, kan man læse Renbergs efterfølgende roman ’Kompagni Orheim’. Den er allerede udgivet på dansk, der i udgivelsesrækkefølgen således følger den kronologiske udvikling af hans og generationens genvordigheder.