Der er plot, og der er prosa.

Sådan kan man i meget store træk beskrive komponenterne i en roman.

Og man bliver meget bevidst om dem begge, når man læser Karsten Sand Iversens fine oversættelse af tyske Juli Zehs ’Det sidste spørgsmål’, som kaldes en ’filosofisk krimi’.

Var det ikke, fordi jeg kender Juli Zeh fra den fascinerende, moralsk grænsesøgende ungdomsroman ’Legesyge’, der kom på dansk i 2007, ville genrebetegnelsen afskrække mig.

ANMELDELSE'Legesyge' er en fremragende roman om intelligens på afveje

Og det er da heller ikke de filosofiske diskussioner om, hvorvidt der findes parallelle virkeligheder og tidens beskaffenhed, der interesserer mig i denne roman.

Ej heller så meget hvem der myrdede den toptrænede cyklende overlæge. Det ved vi nemlig, for vi er med til at begå mordet – på to forskellige måder, hvoraf kun den ene realiseres.

Teorier på spil
Nej, det bedste ved ’Det sidste spørgsmål’ er den måde, hvorpå Juli Zeh, født 1974 og en af Tysklands litterære stjerner, midt i sit yderst sindrige plot lader personerne udleve de teorier, der er på spil. (Og det værste er titlen, hvad var der galt med originalen?)

Der er i øvrigt meget andet end teorier på spil mellem de to geniale fysikere Sebastian og Oskar. Sebastian bor i Freiburg med den gudeskønne galleriejer Maike og deres tiårige kloge og morsomme søn, Liam.

Skrøbeligheden i hans lykkelige familieliv i et lille gammelt hus ved en kanal i Freiburgs historiske centrum er netop demonstreret ved det overdrevent smukke i beskrivelsen af det.

Zeh er ikke den, der lader et tilfældigt ord smutte igennem.

Den kræsne æstet Oskar kommer fra Schweiz til middag den første fredag i hver måned. Sebastian og Oscar forsker og diskuterer dybest set kun med hinanden for øje.

Sebastian har dog formastet sig til at have en artikel i Der Spiegel og har optrådt i et populærvidenskabeligt program i tv, hvilket nedkalder Oskars hån.

Erotisk symbiose
De to var uadskillelige i studietiden – Zeh svælger med nydelse i, hvordan de stak ud som outrerede dandyer.

Sebastians giftermål med Maike (som forfatteren frækt gør til en sagesløs, men tydelig livsstilskliche) slog hans og Oskars erotiske symbiose i stykker.

Der ligger den grundlæggende og underlæggende spænding i romanen; hvor stærk den er, finder vi først ud af efterhånden.

Så bliver Liam kidnappet – eller det tror Sebastian i hvert fald: Her er vi allerede ude i det parallelunivers, han i modsætning til Oskar vil påvise – og en mand, der kunne være medskyldig i presseomtalte lægefejl og kunne have en affære med Maike, bliver myrdet.

Ind kommer en vidunderligt morsom karikatur af femikrimiernes kvindelig kriminalkommissær og hendes lakonisk tragiske mandlige modstykke, den overordnede kollega Schilf, der snart skal dø af en svulst i hjernen på størrelse med et fugleæg.

Fra et fugleperspektiv
Fugle både flyver og svømmer rundt i romanen og kigger ind ad vinduerne – der er også en hilsen til Hitchcock – og historien fortælles også fra deres perspektiv.

Heldigvis for Sebastian nærer Schilf stor kærlighed til hans teori – Schilf lever nemlig selv på grund af svulsten i et parallelunivers.

Det viser Zeh lige så effektivt som alt det andet i denne roman, hvis raffinementer vokser i en efter læsningen. Og er plottet raffineret, er prosaen det pure guld.

Jeg tror ligefrem, jeg vil gøre noget så sjældent som at læse den igen. Snarest.

LÆS OGSÅJuli Zehs debutroman 'Ørn og engel' byder på en usædvanlig læseoplevelse