Læser man overhovedet Émile Zola i dag?

Selvfølgelig i Frankrig, hvor han er en klassiker og læses som et statement om at være republikaner, socialliberal og multikulturel.

Men vel ikke i Danmark, hvor hans danske elever, Pontoppidan og ikke mindst Bang, er så meget på den obligatoriske kanon.

Solidt signalement
Så franskmanden får ikke megen plads i tidens nationalkonservative pensum, vore mere og mere indskrænkede lektier udi den globale kultur.

Men manden, som engang blev kaldt for både ’osterealist’ og rendestensromantiker, er i hvert fald vigtig som litterær overgangsfigur mellem Balzacs og Dickens’ poetiske realisme til det sene 1800-tals naturalisme, den ekstreme, detaljemættede og åbenlyst moralsk indignerede litterære diagnose af et samfunds sol- og skyggesider.

Eric Danielsen, der døde sidste år som 88-årig, har posthumt leveret et solidt signalement af denne store franske forfatter, født i Paris i 1840, men egentlig af italiensk afstamning, hvilket efternavnet også afslører. (En vits er selvfølgelig, at hans gastronomiske bror hed Gorgon til fornavn!).

Pjat, men ikke pjat, at Danielsen solidarisk beskriver denne episke sjæl, som ville overgå Balzac med sin egen gobelin af Frankrig før, under og efter det andet kejserdømme i midten af 1800-tallet.

Underklassens fortæller
Berømtest og mest læst er nok kurtisaneromanen ’Nana’ fra 1880 med sine vovede sexscener og hele melange af halvverdens kunstnerliv, lurvede teaterverden og korrumperende spekulationer.

En optik, der også anes i Herman Bangs bedste roman, ’Stuk’, skrevet næsten i kølvandet på Zolas.

Men Zola fortjener at blive husket som forfatter for andet end en glædespiges syfilitiske metroseksualitet.

Han skrev om franske minearbejderes elendige kår, underklassens sociale arv som andet end en frase i en konservativ mund.

Afslørede fordomme og fremmedhad
Om de usle vilkår, små franskmænd betalte som det modernes omkostninger ved at gå fra et gammelt landbrugsland til noget nyt, der skulle måle sig med det industrielle og entreprenante naboland Tyskland, som voksede sig større og større, mens Frankrig blev mindre og mindre.

Også i landets sjæl. Mere bigot, royalistisk og bornert, vi taler om den spirende antisemitisme i form af den infame sag mod jøden og officeren Alfred Dreyfus, stadigvæk en skamplet på nationens nyere historie.

Zola tog affære for manden med sin berømte artikel ’Jeg anklager’, hvor han som en af de første afslørede det kongetro og katolske højres fordomme og fremmedhad.

Et forbillede
Det kostede ham livet i 1902.

Enten sendt i graven af sagens stressende omkostninger eller, mere og mere sandsynligt, direkte dræbt af de fjender, som snart skulle danne rygmarv i den franske fascisme.

Danielsen har ristet ham en dansk rune.

Det er godt, og vi tilgiver mandens fejl som dobbeltmoralsk borger.

Snarere ser vi ham som et forbillede for alle, som ikke kun peger på den sociale uretfærdighed, men også korporligt kæmper imod den.