Når den lille minoritetsgruppe Digterne en sjælden gang erobrer de store overskrifter, er det som regel, enten fordi de dør eller får nobelprisen.

Eller i mere sjældne tilfælde roder sig ud i noget snavs, der kan gøre sig fortjent til betegnelsen skandale.

Det sidste oplevede den engelske digter og journalist Ruth Padel tidligere på året.

Den højt respekterede 62-årige digter blev udnævnt til den prestigiøse stilling som professor i poesi ved universitetet i Oxford.

Favorit til stillingen var ellers den vestindiske nobelpristager Derek Walcott, men så dukkede beskyldninger om sexchikane op i pressen.

Der blev citeret fra bogen ’Den lystne professor’, hvori Walcott beskyldes for ikke at have kunnet holde nallerne fra de unge studiner, da han var professor ved universiteterne i Boston og Harvard i 1980’erne og 90’erne.

En forarget Walcott valgte i maj måned at trække sig, udsat for sådan et »karaktermord«.

Benægtede rygter
En mindst lige så forarget Padel benægtede alle rygter om, at hun skulle stå bag smædekampagnen. At den nyudnævnte professor selv diskret skulle havde gjort pressen opmærksom på de slibrige sager i sin rivals fortid.

Ruth Padel afviste rygterne som latterlige.

Men otte dage efter hendes udnævnelse kunne The Times fortælle, at Ruth Padel via e-mail i april måned havde gjort mindst to aviser opmærksomme på den gamle sexchikane-historie.

I sine mail til journalister fra London Evening Standard og Sunday Times havde hun gjort opmærksom på, at hendes rival både var 80 år gammel og syg og derfor næppe en særlig veloplagt forelæser.

Så langt så fair.

Men så tilføjede hun, at Walcott også havde så skidt et ry på sexchikane-fronten, at rygterne ville vide, at Barack Obama af samme grund ikke ville have ham med til sin indvielsesceremoni.

»Men det synes jeg ikke er fair«, sluttede hun forsonligt.

Måtte trække sig
Dagen efter afsløringen trak Ruth Padel sig fra Oxford.

Stillingen som professor i poesi står foreløbig tom.

Efterlader det Ruth Padel som et skidt menneske, der lod sig forlede af sine egne blinde ambitioner?

Eller havde hun i virkeligheden Oxfords bedste for øje? Selv forklarede hun det sådan:

»At sende disse e-mail var naivt og fjollet. Jeg synes ikke, det var decideret forkert, men jeg udviste dårlig dømmekraft«.

Læst på lektien?
Man kan også bare vælge at sige, at Ruth Padel på eksemplarisk facon prøvede at føre sin tipoldefars teorier ud i livet.

Socialdarwinisme i akademiske kredse er ganske vist ikke det mest stuerene, der findes, men hvis Charles Darwin havde ret i, at det er afgørende for udviklingen, at den bedst egnede udkonkurrerer sine mere slatne rivaler, så må man konstatere, at hans eget afkom har læst på lektien.

Også når det gælder ’Ordenes oprindelse’ bliver der gået til stålet med sylespidse penne som våben.

Sammensat digter
Denne scandale celebre med socialdarwinistiske undertoner kommer utvivlsomt til at skygge for Ruth Padels mange kvaliteter som digter.

Men man kan også håbe på, at det rent faktisk sikrer hendes værk større opmærksomhed.

For sagen er nemlig, at Padel ikke blot er en glimrende digter, men en højst usædvanlig sammensat en af slagsen.

Det er ikke mange digtere, der både er ærværdigt medlem af Royal Society of Literature, Zoological Society of London, Royal Geographical Society – og har optrådt som natklubsangerinde i Istanbul!

Darwins tipoldebarn rummer således i usædvanlig grad både kunsten og naturvidenskaben.

Med sin sans for naturvidenskab, poesi, pragmatik og timing kan det næsten synes for oplagt, at lige netop Ruth Padel har valgt at udgive en digtbiografi om Charles Darwin i 2009, hvor man fejrer 200-året for den måske mest skelsættende naturvidenskabsmand siden Galilei.

Vellykket
Men er Ruth Padel lovlig god til at fremme sin egen sag, så må man samtidig konstatere, at hun i hvert fald på ét punkt har en god sag at fremme.

’Darwin – a Life in Poems’ er nemlig et særdeles vellykket værk.

I noget så usædvanligt som en digtbiografi får vi en fornem indføring i samspillet mellem Darwins liv og tanker.

Ved i vid udstrækning at indbygge lange citater fra Darwins selvbiografi, breve og værker samt breve fra andre involverede parter lykkes det Padel simultant at skabe et levende portræt og en klar indføring i Darwins tanker og de mange voldsomme forhindringer, som tidens mentalitet og tankesæt udgjorde.

Evolutionsteorien var en erkendelsesmæssig jordrystelse af et omfang, vi har svært ved at fatte i dag. Men netop ved at fokusere på Darwins egne kvababbelser, fanger Padel det forbilledligt ind.

Ikke mindst den stærke kristne offentlighed opfattede – og opfatter til dels stadig – Darwins nye syn på verdens tilblivelse og arternes udvikling som det rene kætteri.

Modstand fra Emma
Den nye rollefordeling for Gud og Menneske var ikke populær.

Når Darwin tøvede endog meget længe med at publicere sine mest kontroversielle teorier, så skyldtes det ikke mindst forholdet til hans hustru, Emma.

Et på mange måder uhyre vellykket ægteskab, som imidlertid skulle rumme tre store sorger i sig:

For det første døde tre af parrets ti børn tidligt.

For det andet Darwins miserable helbred parret med hans angst for, at hans svaghed over for sygdomme skulle være hans fysiske arv til hans eget afkom.

Fulgte familien til kirke
Samt den troende Emmas sorg over, at hun og Charles til sidst skulle skilles definitivt ved Dødens dør.

For når Charles ikke længere troede på Nåden og Det Evige Liv, kunne det ikke være anderledes.

Om søndagen fulgte Darwin pænt familien til kirke i Downe, men blev selv udenfor og gik en spadseretur i en gudstjenestes tid.

Ved at følge kronologien i Darwins liv skaber Padel en enkel og regulær spænding i en digtsamling, man sluger med samme solide appetit som en god roman.

Træder levende frem
Samtidig med at man nyder det fine portræt, som træder frem over tid fra digtenes roligt flydende kadencer.

Han træder så levende frem, Charles Darwin:

Geniet, der var en mildest talt middelmådig studerende i de fleste fag. Men til gengæld ukuelig i sin samlermani og sin målrettethed, når først interessen var fanget.

Den grundigt, grundigt eftertænksomme forsker, der tålmodigt føjede brik til brik til tanke og videre til teori, uanset hvor skrækindjagende langt ’uden for boksen’ hans tanker førte ham.

Ofte bevægende
Den rørende taknemlige elsker og ægtemand; bevidst om sit held og sit ikke alt for kønne udseende. Og som lun, godmodig og legesyg farmand tilsyneladende også på det punkt langt forud for sin tid.

En mere elegant formuleret og relevant fortælling om forskningens frihed, og om et liv levet i strålekransen fra tankens oplysning, skal man lede længe efter.

Spændende, ofte decideret bevægende og ind imellem morsomt iscenesat.

Som Darwins begejstrede møde med junglens overdådighed og iagttagelsen af de mange artsvariationer på de lavasorte Galapagos-øer.

Mikroberne
En helt særlig gyser får man, da Darwin i Argentina nysgerrigt stikker sin store finger frem til parasitten Triatoma infestans og frivilligt lader sig punktere af dens organiske kanyle.

Hvorfra kom ’fislende’ mikrober, der sandsynligvis gav ham den forkrøblende sygdom, han resten af livet skulle bære rundt på: Chagas sygdom.

Burde han have vidst bedre? Næppe. Ordet mikrobe var ikke opfundet. Louis Pasteur var kun 13 år gammel i 1835.

Selvfølgelig spiller den altafgørende fem år lange rejse om bord på HMS Beagle en vigtig rolle.

Hyldest til nysgerrigheden
Men det store drama i Ruth Padels optik indfinder sig først bagefter.

Langsomt, ubønhørligt, efterhånden som den dybe tvivl bliver gendrevet med til tider næsten modvillige, men stærkere og stærkere argumenter.

En pokkers god bog og en smukkere hyldest til det naturvidenskabelige ideal om nysgerrighed, mod og stædighed skal man lede længe efter.

Uanset hvor meget Darwins nulevende efterkommer kom galt af sted, da hun trykkede på send-knappen og derved inficerede sit gode navn og rygte med en intrigant mikrobe fra ordjunglen.