'Pindsvinets elegance' er den franske forfatter Muriel Barberys anden roman.

Den har været på toppen af de franske bestsellerlister siden sin udgivelse i 2006, er blevet oversat til 35 sprog og står nu over for at blive omsat til film.

Det forstår man godt.

Mødet med skæbnerne i en parisisk etageejendom er et af dem, der sætter mærker i hukommelsen, og skildringen af de sjældne øjeblikke, hvor alt står stille, og hvor dørene til fortid, fremtid, liv og død står åbne, vækker minder om Marcel Prousts nostalgiske tidslommer, her blot serveret i en syrlig social satire over det 21. århundredes klassesamfund.

Romanen fortælles af to kvinder, hvis stemmer markeres ved forskellige skrifttyper.

Ubrydeligt socialt mønster
Den dominerende stemme tilhører Renée, en 54-årig portnerske, som med egne ord er »lille, grim og plump« og med stor selvbevidsthed indtager sin rolle i hierarkiet.

For ikke at skuffe andres fordomme skjuler hun, at hun læser Tolstoj og Marx, men i virkeligheden er hun en »evig forræder« mod sin arketype.

Romanens anden fortællerstemme tilhører 12-årige Paloma, den yngste datter i en rig familie i samme ejendom. Også hun spiller sin rolle i det ubrydelige sociale mønster, men bag sin fernis har hun for længst erkendt livets meningsløshed og planlægger selvmord på sin 13-års fødselsdag.

Renée og Paloma deler en kærlighed til det, der i småbitte glimt gør livet værd at leve: kunsten.

Ud i den store verden
Renée ser Ozus mesterværker og røres over deres lakoniske hyldest til livet, og Paloma læser mangategneserier, som hendes småborgerlige mor ikke kender til. »Hun tror, at jeg fylder mig med vulgærlitteratur, og jeg vil ikke skuffe hende«, som den livstrætte tolvårige skriver i sin dagbog.

Det er aldrig kedeligt at følge med i dette drama, der udspiller sig i Rue de Grenelle i Paris’ 7. arrondissement.

Alligevel går der måske lovlig meget kattesnak og potteplanter i fortællingen midtvejs. Men så sker der endelig noget: En af ejendommens gamle beboere dør, og en ny mand flytter ind. En japaner ved navn Ozu, som bliver ventilen ud i den store verden for både Renée og Paloma.

’Pindsvinets elegance’ kan minde om den egyptiske ’Yacoubians hus’, skønt Barberys fortælling er slankere og mindre myldrende end Al-Aswanys bog.

Morsom og filosofisk
Snarere end at være en massiv freske over et samfund i opløsning er ’Pindsvinets elegance’ en morsom og filosofisk skildring af et stivnet samfund, hvor man kun gennem mødet med et andet menneske og ved viljen til at se under overfladen kan bryde de sociale barrierer.

Det er her, den fremmede i skikkelse af japaneren Ozu kommer ind i billedet og som et let haiku-digt løsner grebet.

Som Renée beskriver, da hun en aften går ud med Monsieur Ozu under armen og møder et par af ejendommens beboere, som hilser uden at registrere, at hun er deres portnerske: »De genkendte mig ikke«, gentager jeg. »Det er, fordi de aldrig har set Dem«, siger han.