Nick Cave er en af rockmusikkens vigtigste sangskrivere og har udgivet to samlinger med digte og tekster.

Han er også romanforfatter, selv om der skulle gå 20 år, før Cave nu omsider får fulgt op på sin skønlitterære debut, ’Da æslet så englen’.

I mellemtiden har Cave beriget rockmusikken med så mange fantastiske sange, at man godt kan forstå, hvis det har knebet med tiden til at skrive roman nummer to.

Men på en måde har man fornemmet, at noget har presset sig på. Især i den produktive periode 2001-2004 blev hans sange stadig mere ordrige og fortællende. Også nogle gange i en grad, så man næsten kunne føle, at ordene var tæt på at overmande musikken.

Men nu har mange af ordene altså forsamlet og fortættet sig til en roman. Og den har været hele ventetiden værd.

Udsøgt humor
’Bunny Munros død’ er både typisk Nick Cave og så alligevel noget helt nyt og anderledes.

Hvor han tidligere har fundet inspiration i arkaisk sprogbrug fra bibel og blues, er ’Bunny Munros død’ helt nutidig. Dyster og brutal, men også elegant og holdt oppe af den mest udsøgte kulsorte humor.

En rigtig sjofel svinemikkel af en roman, men samtidig mytologisk troværdig som fortælling om fædrenes synder, der som bekendt har en kedelig tendens til at nedarves til fædrenes sønner.

I ’Bunny Munros død’ er fædrenes synder mange. Afstumpethed og egoisme står højt på listen, men helt konkret er den uregerlige mandlige seksualitet i dens mest overophedede og slimede udgave i centrum.

Snakker trussen af kussen
Bunny Munro er en Don Johan af den værste skuffe. At han går rundt med et konstant overtryk, er en kolossal stivert af en underdrivelse.

Bunny Munroe inkarnerer den mandlige seksualitet i et omfang, så der ikke rigtig er plads til andet. En charmørbrad, der kan snakke trussen af kussen på de fleste kvinder.

Hvis han selv skal sige det. Hvilket han ikke er bleg for at gøre. Bunny med kaninnavnet lever af at sælge skønhedsprodukter. Og han er god til det.

Han ved, at en dygtig sælger er en forpulet barracuda, som han forklarer sin gammelkloge søn Bunny Junior med de rindende øjne. Altså alligevel på en måde en gammel Cave-kending: kvaksalver, fidusmager og følelseskrøbling i sit eget omrejsende cirkus.

Arvesynd
I romanen kommer far og søn ud på en odyssé på de sydengelske landeveje. Bunny er rejsende handelsmand, men han er også på flugt, viser det sig efterhånden. På flugt fra den kedelige kendsgerning, at hans udskejelser fik hans kone til at begå selvmord.

Samt at ikke så få af hans glamourøse erobringer nok snarere har været, hvad man normalt kalder voldtægt.

Næppe er rejsen gået i gang, før det viser sig, at den gamle hankanin er ved at gå seriøst i spåner og selvsving.

Når romanen alligevel har et stærkt rørende element, er det i skildringen af sønnens ukuelige behov for at blive set af sin far og elsket af ham. Det er den virkelige arvesynd her: stupide og egocentriske fædre.

Med sin nådesløse beskrivelse af en grisebasse på slap line er hærværksroman næsten for svagt et udtryk.

Kulturel hjernelammelse
’Bunny Munros død’ er bogstavelig talt djævelsk velskrevet. Typisk for Nick Cave er den apokalyptiske grundstemning, men i dette tilfælde udspiller den sig ikke i et bibelsk blueslandskab, men på en britisk baggrund af slamfjernsyn og almindelig kulturel hjernelammelse.

En rødmalet og morderisk voldtægtsmand med djævlehorn hjemsøger England og kommer stadig tættere på. Fra Caves sange genkender man stemningen og manden med den røde højre hånd.

Det er på én gang undergangsvision, satirisk sædekomedie og grum skæmteroman fra den åndelige fastfood-kulturs ødemarker. Og så er det ikke mindst et hverdagsgrotesk og ubarmhjertigt selvportræt af manden som bizart væsen.

Et sted dybt begravet i denne menneskelige mødding rummer romanen et helt usædvanligt forsøg på at beskrive den uformående bondeangers anatomi.

Så galt kan det gå
Manden er en art menneske, der må lære sig selv at sameksistere fredeligt med krybdyret på bunden af sin hjerne, hvor rygradens pæl er hamret fast.

Heldigvis er det for de fleste ikke helt så umulig en opgave, som det er for Bunny Munro.

Bunny Munro er stupid kneppoholiker som sin far før ham.

Som portræt af en mand, med alt hvad det indebærer af mudderål i gearkassen, rummer romanen mange både foruroligende og morsomme beskrivelser af, hvor galt det kan gå, når man gør det til sit livsindhold at tænke med pikken.