»Åh gud, bare virkeligheden var så enkel. Kunne det ikke tænkes, at forbryderen var forfatteren? Eller læseren? Den onde kan have så mange ansigter«.

Det er den svenske samtidskrimi, der står for skud, og det er forfatteren Erling Jepsen, der skyder.

Anledningen er det svenske litterære manifest, der blev trykt her i avisen sidste lørdag, og implikationerne kender vi jo allerede fra Jepsens romanvirksomhed.

For hvis der er nogen, der har jongleret med ondskabens fremtrædelsesformer og mutationer, spillet kispus med moralbegreberne med hilsner til både Scherfig, Soya og det, der er værre, er det Jepsen.

Og romanen ’Biroller’ er heldigvis ingen behagelig undtagelse.

En hundehvalp i skabet
Til at begynde med føler man sig ganske vist (næsten) i sikkerhed, fjernt fra den sønderjyske suppedas, som først drengen, siden den voksne Allan hænger fast i (’Kunsten at græde i kor’ og ’Med venlig deltagelse’), og som landbetjenten i den mellemliggende roman, ’Frygtelig lykkelig’, sovses ind i.

LÆS ANMELDELSE'Frygtelig lykkelig' er årets danske film

Vi er helt inde i hovedstaden, hvor ånd og intelligentsia jo forventes at fortrænge den landlige indavl og klæge provinsialisme, vi alle dybest set er runden af.

Her skal den unge teatervidenskabsstuderende Helene bare liiiige finde melodien, komme i orden på sit lejede værelse hos stewardessen med de lidt for lyse striber, finde en ordning med den forbudte hundehvalp i skabet og så selvfølgelig blive ’opdaget’, tage springet ind i rampelyset og derved slippe for at falde i søvn til forelæsningerne og høre på de evindelige bekymringer fra familien...

Anfægtet og animeret
En tid holder vi os så tæt på normaliteten, at man klamrer sig til håbet om en jepsensk romanfigur, man med god samvittighed kan holde af ... godt nok tager Helene lidt hårdhændet på hvalpen, der er noget med, at hun efter hvert måltid skal på badeværelset og skrue alvorligt op for vandhanen, og så får hun de dér voldsomme blackouts, hvor alt tilsyneladende kan ske.

Men empatien er jo elastisk, og man følger anfægtet og animeret Helenes krumspring i retning mod en skuespillerkarriere på det – i romanen – lukningstruede Husets Teater.

»Den ene pik fører den anden med sig«, lyder veninderådet undervejs – og nå ja, har de ikke alle sammen ligget sig til det meste i den der teaterbranche!?

Moral i skred, fornuft på retur!
Allerede da teaterchefen ved ansættelsen af – ikke Helene, men hendes hund – udbryder:

»Jeg tror, den har en stor fremtid foran sig i dansk teater«, og man i sit stille sind krydser fingre for både hvalpen og dansk teater, burde man jo være på vagt: moral i skred, fornuft på retur!

Men endnu en gang forføres man af Jepsens særlige cirkustrick, hvor han under almindelighedens tynde fernis langsomt skruer op for grotesken.

Side for side trækkes man nedi den ubehagelige grød af løgn, lumpenhed og regulær kriminalitet, som ’Biroller’ på det sjoveste og groveste udarter til.

Med dramatikeren Allans diabolske mellemkomst: For hvem styrer egentlig det store skuespil, hvem kan skrive hvem som helst ud og ind af dramaet?

Dramatikeren er den værste af alle
Erling Jepsen sætter trumf på kritikken af tidens ensomme, eksistentielle talentshow, hvor alle kneb gælder, ved at sende sit eget litterære alter ego (fra Sønderjylland!) ind i manegen; en metakommentar om teatret som hykleriets og prostitutionens ypperste rugekasse og dramatikeren som den værste af dem alle.

Eller hvordan var det nu, Jepsen skrev, kunne forbryderen ikke også være læseren ...?

Én ting er sikkert. Erling Jepsen rokker endnu en gang ved samfundets moralske fundament, så alle begreber om ret og rimeligt vakler.

Oven på elendigheden lader han så tilmed dansk teater stå og blamere sig noget så grinagtigt for åbent tæppe. Det kan man da kalde samfundssatire med dobbelt skrue.

Måske skal der alligevel mere end en logrende lille hund til at redde showet?