Nå, Erling. Nu skal du optræde på Bogforum. Skal du så igen iscenesætte dig selv som en beskeden, skolelæreragtig provinstype?

»Problemet er, at sådan er jeg jo«.

Så det er den forklædning, du vil komme i?

»Det kan du da godt kalde det. Men jeg er jo sådan en provinstype. Jeg er meget ydmyg, og jeg ved ikke ret meget om ret meget. Jeg har bare et stort fortælletalent. Det er der mange, der har opdaget. Jeg behøver ikke at tænke så meget på, hvordan jeg skal iscenesætte mig selv. Jeg er fuldstændig ærlig, altid«.

Men hvornår vil du afsløre dig selv som den sladrevorne, smålige, misundelige satyr, du i virkeligheden er?

»Uha. Nu skal folk jo ikke være alt for forberedte. Mit forbillede er Muhammad Ali. Han slog altid, når ingen ventede det. Timingen er meget vigtig«.

Så det er noget med rope a dope-teknikken, som Ali brugte mod Formann i 1974, hvor han hang i tovene indtil ottende omgang, før han så knockoutede Formann?

»Ja, jeg vil have folk til at føle sig trygge sammen med mig, så de tænker: Her kan intet ondt ske. Og så sker der noget«.

Men det fedeste ved den måde, du slår på, er jo, at når du for alvor sviner folk til, så er det underspillet, så det kun er dem, det går ud over, der for alvor mærker det.

»Det svære er at fange den anden på det forkerte ben. Men gør man det, kan man finde blottelserne. Og har man ramt rent én gang, så ser man jo, at modstanderen er rystet. Der skal dyret så komme op i én, for så slår man én gang til og én gang til og igen, indtil man bliver stoppet«. Og det dyr er altså inde i skolelæreren? »Ja, det er det jo. Men jeg rammer kun dem, der har fortjent at blive ramt. Der er jo faktisk mennesker, der er søde og rare, så hvorfor banke løs på dem«? Men du har da trods alt, live on tape, smækket ham der instruktøren Henrik Genz én på DK4? »Ja, det har jeg. Men da sagde jeg også undskyld bagefter. Man kan komme langt her i verden, bare man husker at sige undskyld. Man skal ikke nødvendigvis mene det. Men det er meget vigtigt at sige undskyld på det rigtige tidspunkt«. Men undskyld mig, Erling: Du har skrevet 40 teaterstykker ... »Ja. Undskyld«. 40 teaterstykker – i Danmark. Det er jo sindssygt. »Men kan du ikke se det på mig efterhånden. Jeg har været i ringen mange gange. Men synes du ikke også, at det er lidt imponerende«? Jo, på en måde. Men du blev jo først opdaget, da du begyndte at lave teaterstykker med sønderjyske naturbeskrivelser mellem alle replikkerne. Dem kaldte du så romaner. »Nå, så du går heller ikke i teateret?« Jo, i 1990’erne på Dr. Dante. Jeg så ikke dine stykker om parforhold på Husets Teater. Hvordan fandt du ud af, at det var smartere at skrive romaner end teaterstykker? »Jeg blev arbejdsløs, så jeg måtte finde på noget nyt. Nu er jeg helt ærlig igen«. Godt, for nu skal du høre. I din nye bog er der jo en kvinde, der går i seng med ret mange for at få en rolle, ikke? »Jo«. Så kan du måske fortælle mig, hvor der er nemmest adgang til uforpligtende sex: i litteraturmiljøet eller i teaterverden?

»Nu kommer min blufærdighed ind i billedet. Jeg er mere en voyeur. Jeg er jo ikke aktiv i alt det der selv«.

Det er jo også en slags sexliv.

»Jo, men det er jo kendte mennesker, jeg taler om. Hvis jeg sagde det, ville det komme på forsiden af Ekstra Bladet«.

Jeg googlede dine billeder på nettet. Du ser ud, som om du bliver yngre med årene?

»I Oscar Wildes ’Dorian Grays billede’ er der jo en forbindelse mellem at være ond og se ung ud. Jeg husker ikke romanen så godt, men det er da vist noget med at sælge sin sjæl til Djævlen og så komme til at se yngre ud«.

Ja, ja. Men på Bogforum er du så præget af præstationsangst, fordi du ved, at der er mange forfattere, der er bedre end dig?

»Jeg kan godt lide store scener og rigtig mange mennesker og spotlys. Men jeg føler ikke, jeg skal præstere noget. Jeg er bare mig selv. Og så griner folk, og klapper og er glade.

Og jeg er også glad for dit forsøg på at være dig selv over for mig.

»Det glæder mig. For jeg vil så gerne gøre alle tilfredse«.

Jeg kunne godt mærke, at du prøvede.