Dommedagsuret her på planeten blev stillet tilbage for nylig, og ikke på grund af vintertid.

Efter præsident Barak Obamas udmeldinger om bekæmpelse af atomvåben, skubbede det amerikanske magasin Bulletin of the Atomic Scientists viserne lidt væk fra klodens undergang.

Nu er klokken kun syv minutter i tolv ifølge videnskabsmændene.

Der har jo ellers været dage, hvor klokken kun har været sekunder fra at falde i slag – i hvert fald psykologisk set. Der har hersket katastrofestemning, mest markant og velbegrundet vel nok efter Cuba-krisen i 1962.

Men det er Jan Sonnergaards påstand, at meget af 1980’ernes tidsånd kan forstås og forklares ud fra en bevidst og især ubevidst fornemmelse hos klodens (især Københavns) beboere af, at jorden kunne gå under i et ragnarok når som helst.

Heraf den velskabte titel på hans ambitiøse roman: Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. En roman med meget på hjerte og en stærk vilje til at erindre om, at for indbyggerne i Hiroshima og Nagasaki faldt dommedagsuret faktisk i slag i 1945.

Der er bevægende reportage fra disse byers Ground Zero mod slutningen af romanen.

Jorden går under, så hva' helvede...
Fortælleren dør undervejs, og det samme gør læseren – så er du advaret. Hvis ikke Pontoppidan havde taget titlen ’De dødes rige’ til sin roman om 1880’erne, så kunne Sonnergaard godt have brugt den til sin roman om 1980’erne, for det er en apokalypse, en undergangsfortælling.

Kapitlerne tæller ned fra 20 til 1, og alt andet tæller også ned. Ned til bomben falder, ned til Hiroshima og Nagasaki.

Så det er tiden, der er hovedpersonen, en bestemt tid: 1980’erne.

Hovedpersonerne er ikke Jan og Iben og Vilhelm, som nogle af figurerne hedder, ej heller Dan Turèll, Ronald Reagan eller alle de andre personer fra virkeligheden og fiktionen, som befolker romanen.

De er bipersoner alle til hobe i forhold til et stort »man« eller »i de år« eller »i denne periode«, som blot er nogle få af bogens mange udtryk for »en paranoid tid« i skyggen af atombomben.

Og tidens to markante typer, yuppierne og punkerne, optræder netop som typer, som symmetrisk modsatte udtryk for ét og det samme: Om et øjeblik går jorden under, så hva’ helvede …

Det er sort alt sammen
Hvert af bogens kapitler, 20-19-18-17…, indledes med et citat fra periodens musik, alt fra Iggy Pop og Peter Gabriel til Sisters of Mercy og Neil Young.

Det er sort alt sammen, sort som punkernes tøj, og det kunne måske bedst sammenfattes med et citat fra Leonard Cohen, som Sonnergaard ikke bruger (måske fordi så mange andre har brugt det, eller måske fordi det er fra 1990’erne):

I’ve seen the future brother, it’s murder.

En slags 'Dr. Strangelove'
Det er svært ikke at tænke på Stanley Kubricks film fra 1964, ’Dr. Strangelove’. Nedtællingen. Typerne. Tiden. Men Jan Sonnergaards 1980’er-typer er nok netop lige lovlig meget typer til, at man helt kan fatte interesse for dem.

Deres karakter af generation markeres med det klassiske greb, at det er studenterfesten, som er udgangspunktet, hvorpå jo så følger de formative år, deres år – 1980’erne.

Vi kommer til flere fester, til BZ-demonstrationer og til husbesættelser, vi er på tidens in-cafeer i København, Café Dan Turèll og Café Victor; alle stoffer prøves fra coke og amf til almindeligt sprut og den dyre ’pagne’.

Smagen af det hele er bomben:

»For bomben har en smag. Den smager af metal når den eksploderer. Det er strålerne, der gør det: Et sekund ser man igennem alt, og blodårer, knogler og sener er lige så synlige som et røntgenbillede og sekundet efter kan man smage den amalgam man måtte have i de forskellige fyldninger i tænderne«.

Opgiv missilskjoldet
Det er godt researchet, godt skrevet og godt sanset, men det er også lige lovlig godt konstrueret. Sonnergaard kan sætte en scene med suveræn sikkerhed, men mellem scenerne er der kastet kronikker ind i lange baner for at forklare, at summen af det hele, ja det er altså bomben.

Hele tiden er der en lille tone af bedreviden, en fornemmelse af, at fortælleren har gennemskuet ethvert mønster:

Alle optræder fuldstændig forudsigeligt i forhold til deres tid og dens forklaringer.

Bag fortælleren fornemmer man en forfatter, som er endnu klogere end sin roman. Når man gør det, så begynder det kunstneriske dommedagsur at tælle ned.

Sonnergaard skal nok tænke på at gøre lidt ligesom Barack Obama: opgive missilskjoldet. Han kan sagtens klare sig uden.