Søren Ulrik Thomsen gik i 2. g på Det Fri Gymnasium i Birkerød, da han i 1977 modtog et kortfattet brev fra Poul Borum. Hvedekorns daværende redaktør ville gerne trykke de seks digte, gymnasieeleven havde sendt ham.

Så i Hvedekorn nummer 1/1977 kunne Søren Ulrik Thomsen se sine digte på tryk.

»Jeg tror nok, jeg tænkte: Nå, nu er jeg digter. Så kan de rende mig i røven. Der var virkelig et før og et efter«, siger han.

Generationer af danske digtere er debuteret i Hvedekorn, siden det for første gang udkom under navnet Klinte i 1920.

Forlaget giver op
I de seneste 45 år er det forlaget Borgen, der har stået for udgivelsen.

Men når de to kommende numre af Hvedekorn er trykt, er det slut. Borgens skrantende økonomi betyder, at der ikke længere er råd til at finansiere hovedkvarteret for ung dansk lyrik.

»Det er virkelig synd«, siger Søren Ulrik Thomsen.

»Det er meget vigtigt, at der er nogle skridt på vej ind i den litterære verden. Og når man som debutant får sine digte i Hvedekorn, kommer man i selskab med generationer af danske digtere og er allerede en del af en tradition. Så hvis Hvedekorn ophører med at udkomme, mister de unge digtere også en fornemmelse af, at være en del af en poesihistorie. Men jeg synes, det er meget generøst, at Borgen i så mange år er blevet ved med at satse på de smalle udgivelser. Og det er måske en af grundene til, at de har problemer nu«.

Store debutanter
Også forfattere som Poul Borum, Inger Christensen, Klaus Rifbjerg, Peter Laugesen og Michael Strunge har fået taget deres lyriske mødom i Hvedekorn, der altid har trykt debutanterne side om side med deres etablerede kolleger.

»Op mod 95 procent af de digtere, der er noget ved, er debuteret i Hvedekorn. Alle 80’er-digterne for eksempel. Og også prosaister som Bent Vinn Nielsen, Leif Davidsen og Jens Christian Grøndahl – selv om de ikke altid er helt glade for at få det afsløret«, siger Hvedekorns redaktør gennem det seneste par år, Lars Bukdahl.

Oplæsning hos Borum
For Søren Ulrik Thomsen fik debuten i Hvedekorn »kolossal betydning«.

Ikke mindst fordi han efterfølgende blev inviteret til seminar for Hvedekorndebutanter i Poul Borums private lejlighed.

»Vi mødtes en gang om måneden og læste på skift vores digte op for hinanden og for etablerede digtere, der var indkaldt som gæstelærere. Jeg kan huske, at Hans-Jørgen Nielsen med en tidstypisk bemærkning klagede over, at mine digte ikke var forankret i et socialt rum. Men siden sagde Per Aage Brandt, at mine digte var hieroglyffer skrevet af en egyptisk prinsesse. Og så var jeg glad igen. Hos Poul Borum mødte jeg også andre digtere fra min generation, og den første oplæsning, jeg var inviteret til, var en Hvedekornmatiné i Huset i Magstræde«.

Hvedekorn skriver sig selv
Hvedekorn udkom første gang i 1920 under navnet Klinte.

Siden fik tidsskriftet det mere præcise og mindre poetiske navn Ung Dansk Litteratur, inden det i 1930 tog navneforandring til Vild Hvede.

I 1952 blev det til Hvedekorn med Halfdan Rasmussen som redaktør.

Og fra 1968 og de kommende 28 år var det Poul Borum, der sorterede og valgte i de bunker af digte, der altid er strømmet ind.

»I modsætning til andre tidsskrifter, som må tigge folk om at skrive noget til sig, så skriver Hvedekorn sig selv. Det er derfor, det er så enkelt at diskutere Hvedekorns eksistensberettigelse. For spørgsmålet er, om der kommer nok gode digte ind til at fylde bladet. Det gør der, og ergo skal det findes«, siger Lars Bukdahl.

Farvel til en institution
Ifølge redaktøren mister vi en institution i dansk litteratur, hvis Hvedekorn ikke finder et andet sted at udkomme.

»Det største og vigtigste i forhold til at betragte sig som forfatter eller digter er at få sine digte trykt i Hvedekorn. Også større end at få sin første bog udgivet. Det nervepirrende ved at redigere bladet er, at jeg først om ti år kan vide, om jeg har været lige så god til det som mine forgængere«, siger Lars Bukdahl.

Som faktisk også selv har haft glæden ved som gymnasieelev at komme hjem til et brev fra landets daværende litterære godfather, Poul Borum.

»Det var ligesom Marlon Brando, der kom og lagde hånden på ens skulder, og så var man med i familien. Det var meget, meget stort. Og så havde han taget 11 af mine digte. 11. På en eller anden måde er det mange flere end 10, ikke«.

Talenter og særlinge
I grove træk trykker Lars Bukdahl digte fra tre forskellige slags digtere i Hvedekorn.

Der er den talentfulde ungdom, der skal ses for første gang – heriblandt nogen, der med Bukdahls ord »bare er så forfjamskede, at den forfjamskelse også giver sig udtryk i poesi«.

Den anden gruppe er de etablerede digtere – både de synlige og de lidt mere usynlige.

»For hver Henrik Nordbrandt er der en hel del Viggo Madsen’er og Eske K. Matthiesen’er, som fortjener større opmærksomhed. Og der er Hvedekorn et godt sted. Men også denne verdens Henrik Nordbrandt’er husker Hvedekorn og har plads i bladet«.

Den tredje gruppe er ifølge Lars Bukdahl »særlingene, de sindssyge og Georg Gearløs’erne«, som hverken har »overblik eller ekspansivt talent nok« til at skrive en digtsamling.

»Der findes små gale professorer eller fritidsopfindere, som sidder i en mølle ude på Vestsjælland og finder sjove og sære måder at lave et digt på. I ét ud af tyve tilfælde har de så pludselig fået vendt alle r’erne på hovedet på en særlig dynamisk måde. Og så kan det få et hjem i Hvedekorn. De almindelige litterære tidsskrifter vil hellere have nogle navne, der enten er noget håb i eller en eller anden stråleglans omkring. Men i Hvedekorn er det eneste redaktionelle princip, at det skal være nogle gode digte«.

Svar til alle
Derfor må Lars Bukdahl også sige nej tak til 90 procent af de digte, han får tilsendt. Enten fordi der skal arbejdes mere med dem.

Eller fordi de bare er dårlige.

»Der er to slags dårlige digte. Dem fra unge kvinder eller mænd, der – helst rimet – skriver om, at Flemming eller Columbine har smilet til dem i dag. Og så får man også en masse selvudviklingspoesi fra folk over 40 år, der mediterer og maler akvareller og åbenbart synes, det hører til også at skrive poesi«.

Alle, der sender digte ind til Hvedekorn, får et udførligt svar. Også dem, der faktisk bliver trykt.

»Jeg råder dem ofte til at læse sig frem. Det er meget tydeligt, at de, der laver noget lort, ikke aner, hvad moderne poesi er. Der findes selvfølgelig naturtalenter som Jens Blendstrup eller F.P. Jac, hvor poesien bare damper fuldt færdig ud af deres pander. Alle vi andre, Dan Turèll indbefattet, er litterære nørder. Og dem, der er noget ved, er sådan nogle kulturtalenter, der ved læsning har opdaget poesien«.

Hvedekorn som penneven
Det er et stort ansvar at være den, der blidt, men bestemt skal forsøge at føre talenternes pen i den rigtige retning.

Fraråde tillægsformer og bogstavrim.

Eller at centrere digtet på midten af papiret, fordi det ifølge Bukdahl »kan ødelægge et digt fuldstændigt«.

»Man kan blive helt ivrig, når man ser sådan et talent famle. Det er et frygteligt ansvar hele tiden, men det gør det jo så meget mere dirrende. Og så er det ofte så rørende. Eksempelvis når man får sendt nogle digte fra en lille pige, der går i gymnasiet i Ringkøbing eller lige er blevet student i Kolding og sidder der helt alene med poesien. Der kan Hvedekorn nærmest blive en penneven«.

»Hvedekorn er purt«
Lars Bukdahl har i mange år været litteraturanmelder på Weekendavisen.

Men i dag er redigeringen af Hvedekorn med hans egne ord det »mest renfærdigt meningsfulde«, han foretager sig.

»Det kan også føles meningsfyldt at anmelde bøger, men det er en beskidt business med alt muligt nid og nag. Hvedekorn, det er sgu purt, og det varmer én. Så bare af ren egoisme kan jeg blive nødt til at fastholde, at det skal udkomme«.

»Det kan ikke lukke. Det er kosmisk umuligt«
På Borgens Forlag er man også ked af ikke at kunne fortsætte.

»Det er en institution, som ikke må dø, så vi håber, at Hvedekorn kan finde et sted at udkomme, der kan give det samme stabilitet, som det har haft hos os de seneste 45 år«, siger litterær redaktør Jens Christiansen.

Og det vil også komme til at ske på den ene eller den anden måde, forudser Lars Bukdahl.

»Hvedekorn kan ikke lukke – det er ikke fysisk eller kosmisk muligt. Og ved siden af min genetiske optimisme tror jeg også rimelig realistisk på, at det nok skal overleve. Der er i hvert fald folk i branchen, som gerne vil tale med mig om det«.

Og det bliver ikke i en netudgave. For som Lars Bukdahl siger:

»Jeg har en gammeldags idé om, at hvis man udkommer på nettet, så har man skrevet under på en spøgelseskontrakt. Det skal udkomme på papir. Og om ikke andet, så har jeg en printer med indbygget kopimaskine«.