I dag udkommer romanen ’Manifest’ skrevet af journalisten, reklamemanden og konceptmageren Kim Marconi.

Den handler om en dansk familiefar ved navn Johannes Harboe, som udvikler sig til rabiat miljøforkæmper og ender med at sprænge Avedøreværket i luften.

Opmuntret af de mange tilkendegivelser om sympati, han har modtaget fra sine ’venner’ på Facebook. Og det er ikke fiktion alt sammen.

I kontakt med Bondam og Thorning
En del iblandt os har allerede truffet Johannes Harboe – herunder adskillige toppolitikere og miljøfolk – nemlig som ven på Facebook, hvor forfatteren oprettede en profil i sin hovedpersons navn.

Og måske får nogle røde ører, når det går op for dem, at de har talt Johannes efter munden og undladt at reagere, i takt med at hans retorik blev mere og mere militant.

I Johannes Harboes navn korresponderede forfatteren med politikere som Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt og den radikale miljøborgmester i København Klaus Bondam.

Sidstnævnte opfordrede den fiktive Harboe til at lægge et indlæg på borgmesterens hjemmeside, mens hans partifælle Manu Sareen opfordrede Johannes til at deltage i et debatmøde.

Mandat til drastisk handling
Og da Simon Emil Ammitzbøll stiftede partiet Borgerligt Centrum, diskuterede han klimapolitik med Johannes Harboe på Facebook og udbad sig forslag til sit nye partis klimapolitik.

»Jeg ville se, om det var troværdigt, hvad jeg skrev i bogen, nemlig at en mand med en stor interesse for miljøpolitik kan opleve at få så mange kommentarer, at han opfatter det, som om han får et mandat til at skride til drastisk handling«, forklarer Kim Maconi.

Det var det. Troværdigt altså.

Også mere, end Kim Marconi havde drømt om.

Og så gav han sig til at skrue mere og mere op for den militante retorik i Johannes Harboes profil.

Citat fra Baader Meinhof
Han ville se, hvor langt han kunne gå, før nogen sagde fra. Om det var nok, at han citerede den hedengangne tyske terrorgruppe Baader Meinhof med:

»Når ret bliver til uret, bliver oprør til pligt«.

Eller om der skete noget, når han skrev: »Hvis I ikke vil høre, så må I føle«.

Eller måske ligefrem: »Boom! Feel the anger« (Boom! Mærk vreden).

»Men der var ingen reaktion. Der kom bare nogle tilkendegivelser a la: ’Synes godt om’ og tommelfingeren op«, siger Kim Marconi.

Folk »labbede alting ukritisk i sig«
Billedet på profilen skiftede han jævnligt.

Indimellem brugte han et grovkornet foto af en person med en hue på, nogle pistoler foran sig og en anonymitetsbjælke for øjnene med påskriften: Weapons against stupidity (våben mod dumhed).

Og havde nogen nærlæst Johannes’ profil, havde de kunnet konstatere, at der ud for ’stilling’ stod: Kommandant.

»Jeg blev overrasket over, at folk, som jeg i min naivitet troede var rådgivet til at forholde sig til medierne, totalt ukritisk labbede alt i sig og ikke evnede at gå ind bag ved og bare et kort øjeblik spørge sig selv: Hvem er det, jeg taler med? At der var politikere, som med stor entusiasme sagde: Ham der siger da noget, som jeg givetvis kan få noget ud af«.

Rundtur på Avedøreværket
I romanen får figuren Johannes Harboe langsomt det indtryk, at en masse også magtfulde og vidende mennesker deler hans holdninger, men ikke selv har hans muligheder for at handle.

Og så sprænger han Avedøreværket i luften. Dog ikke før Kim Marconi i sin research havde aflagt værket et besøg.

Igen i Johannes Harboes navn. Han skrev til værket på Facebook.

»Der var der en rundvisning, jeg kunne komme med på, fik jeg at vide. Og presseafdelingen fortalte mig, hvem jeg skulle skrive til, og så blev Johannes inviteret derud«, siger Kim Marconi, som fik sin rundvisning i begyndelsen af året.

»Der var en række ingeniører fra Dong, som skulle på rundvisning, og der kom jeg med. Jeg sagde ikke engang mit navn, men blev dirigeret lige igennem og fulgte med rundt på værket. Det gav mig et indblik i, hvordan der så ud, så jeg kunne skrive mere troværdigt. Og jeg fandt jo ud af, hvordan der så ud, hvilke adgangsveje der er. Hvor mange mennesker der arbejder om natten«.

Frygter for klimaterrorisme
Og hvad kan vi så lære af det?

»Det net, som skal fange de Johannes’er, som er der ude, er trods alt så grovmasket, at jeg har svært ved at forestille mig, at man kan fange dem. Og det bekymrer mig. For jeg tror, det sker. Jeg tror, at vi får klimaterrorisme«, siger Kim Marconi.

»Jeg er også bekymret for kvaliteten af den information, vi får om klimaproblematikker. For den er med til at skabe Johannes’er, tror jeg. Almindelige mennesker bliver forvirrede og ved ikke, hvad de skal tro, fordi der er så stor divergens imellem, hvad forskellige forskere og politikere siger. Og det skaber det tomrum, som giver plads til en Johannes eller to eller fem«.