New York, Grønland, Afrika, Falster, Vestindien, og midt i hele den snurrende globus et Danmark, hvor hun hverken er født eller bor, men hvor hendes sprog har sin faste forankring.

Det er en stor og rig digtsamling, Naja Marie Aidt har skrevet, med mange lag.

En gennemgående figur i bogen er barnet.

Barnet, mange børn, i deres første, andet, tredje ... fjortende år. Barnet er mandens far, sagde Wordsworth, men glemte, at det også er kvindens.

Hun er desuden mor til det. Har ikke bare barnet inden i sig, er omgivet af børn, sanser den fremmede by gennem barnet.

Aidt har slået sig ned i New York, med hele sin bagage og entourage.

Hele tabernaklet er til stede på én gang
Sære og komiske forskydninger indtræffer, når hun ser sig om.

Dér krabber en lille mexicaner sig hen ad gaden med avisen i munden, mens hans hund går på to ben ved siden af og retter på sit hår.

Her drøfter småfuglene, om ikke de skulle opsøge et sted med færre donut-krummer og flere insekter. De skal til at holde afstemning:

»Men da er jeg for længst forsvundet ind i mig selv ad mørke stier og pludseligt oplyste rum, hvor gamle klassekammerater dukker op med masker på barnet er gået i gang med at synge i mikrofon foran spejlet og barnet er gået i gang med at ville være akrobat, om natten kastes vi ned i hver sin afgrund«.

Det er ikke til at afgøre, hvor skellet går mellem den sociale mor med sin teenageunge og den enlige poet med sin indre børnehave. Hele tabernaklet er til stede på én gang.

New York, New York
Men at New York er rammen, er ikke til at tage fejl af.

En kvinde står og ryger i smug ligesom poeten, de fanger hinandens blik ved, at det, de gør, er underlødigt!

På niende gade holder donorernes blodbil ved siden af diner-manden med hans sammenklappelige restaurant.

En mor tæver sin unge i subwayen, og jødiske drenge spiller bold i habit.

For ikke at tale om Brighton Beach, hvor en ørn dykker efter en rotte, skiltene er på russisk, og restauranten kun sælger vodka på hele flasker.

Mens poeten baner sig vej til den amerikanske storby gennem den indre og ydre kødrand af børn, tager hun sig en række ture, tilbage til sin tidlige barndoms Grønland, hvor sporene af kolonitid var tydelige på en anden måde end her.

Den fremmede, der flytter ind i New York, bliver mødt af sin nabo med en kage og et velkommen, må I få det godt, mens taxachaufføren, hun mødte i Sundbyvester, har boet her i femogtredive år uden at blive budt indenfor af nogen.

Aidt sanser og samler
Jo, jo, Aidt glemmer ikke den skarpe tand for de mentale volter.

Men både når hun sanser og samler, holder hun sproget levende og sammenhængen flydende, mellem Kattesundet og Soho, mellem Egedesminde og Gåbense, mellem iagttagelse og erindring.

’Alting blinker’ er en dejlig rå og robust poesibog.