Ofrene hører vi ikke meget til. Vi ser dem i glimt, når de trækkes ud af deres skjulesteder og under mekaniske tilråb – »Ord og gerning!«, »Hep-hep!« – bliver hængt i porten eller voldtaget på køkkenbordet.

Men synsvinklen ligger på modsat side, hos undertrykkerne og det sammentømrede korps af opritjnikker med navn efter Ivan den Grusommes lejesvende og i romanens nutid – 2027 – tjenestegørende under Herskeren og ledet med fast og kærlig hånd af Lillefar. Og der ligger den godt, synsvinklen.

For er de ikke nogle pragtfulde gutter, disse opritjnikker i deres store biler med afhuggede ulvehoveder fastspændt til kofangeren? Er deres kammeratskab ikke til at blive misundelig over, er der ikke noget karsk og kernesundt over hvert eneste slag, de tilføjer hinanden med birkeriset i Lillefars badstue?

Og er deres sag ikke storslået, som det hellige Rusland, som Urals bjerge, som bjørnen med lutret blod?

Sympati får vi ikke for dem, det lægger hverken romanvirkelighedens klaustrofobi og grumhed eller fortællingens overdrivelser og tusind indfald op til. Hovedpersonen – Andrej Komjaga, som han hedder – er en skabelon, skåret ud i pap og tyndt beskrevet. Og Sorokins satire under ét mere gakket, syret og pueril end ligefrem uhyggelig.

Kold og rødglødende
Så synsvinklen gør nok læseren til en indforstået, men også mere og mere ligeglad. Jamen, herre du milde, mordbrand og lemlæstelse, hvorfor ikke? Herskerens liderlige kone på hugst blandt løjtnanterne i Kremlgarden. Hvorfor ikke?

Og hele banden af opritjnikker op på række i Lillefars badstue og så pikken op i røven – »Heeeeeep!!!«. Hvorfor ikke, og hvad bliver mon det næste?

Det er godt nok, især sjovt nok og ikke uden mening. Men under satirens rabalder og overophedede påfund ligger noget mere, nemlig en analyse af undertrykkelsens logeagtige broderskab og de bånd, der knytter det sammen.

Her er Sorokin lige så kold, som han andre steder er rødglødende, og lige så beregnende som et helt politbureau og vore dages Putin-regime lagt sammen.

For hvem er de, disse opritjnikker? Og hvad er det for en russisk virkelighed, romanen skriver et par årtier frem og op i satirens skarpe lys? Det er Putins Rusland med hele den mytologiske overbygning og nepotismens fletværk og skrøbelige balance.

Bagude ligger »den røde urotid«, »den hvide« og endelig »den grå«, inden Herskeren »strammede grebet om den sårede bjørn« og »årelod den for det rådne blod, som fjender havde forgiftet«. Der er fra samme eskatologi og genesis – død og genfødsel – naturens helligdomme; birketræerne, tundraen, bjergene, floderne.

Der er logesproget, de kodede meddelelser og dyreagtige råb. Der er kraften og hensynsløsheden gjort til afguder.

Euforiserende fisk
Og der er renselsen som overbegreb for næsten det alt sammen – den evindelige badstue, de psykedeliske trip fremkaldt af euforiserende fisk (!), blod, sex, mord, men helst og bedst: afbrændingen, den altfortærende og skabende ild.

Det er de uartigheder, der har gjort Vladimir Sorokin til en fjende af det russiske regime. Og det er dem, der gør ham værd at læse for os andre.

LÆS OGSÅForfatter: Rusland er temmelig grim på billeder

Jeg tænkte undervejs på to andre russiske romaner. Den ene er Alexander Solsjenitsyns ’En dag i Ivan Denisovitjs liv’, der udmåler trivialiteterne i et enkelt døgn, ikke i en bøddels, men i en straffefanges tilværelse.

Sorokins roman kan godt læses som en venlig hilsen til Ivan Denisovitj. Den anden er Vasilij Aksjonovs roman fra sovjettiden ’Forbrænding’, der fortæller landets og dermed også undertrykkelsens historie gennem en syret og ophedet bevidsthed.

De tre romaner er kapitler i samme lange fortælling og kan anbefales lige – varmt.