Midt på Manhattan, ved siden af New York Public Library, ligger Bryant Park, et grønt åndehul på størrelse med en karré beplantet med skyggefulde plataner.

Dér sad jeg for et par måneder siden og betragtede, hvad der nok på langt sigt er det vigtigste, der er sket for litteraturen, også den danske, i den sidste halve snes år. Skønt det ikke vil komme i litteraturhistorien.

Lad os begynde med den, og vende tilbage til parken senere. De fleste afsnit i kapitlet om 00’erne kan bære undertitlen ’fortsat fra forrige bind’.

Nye gode forfattere er kommet til, og en hel del af de gamle er blevet ved. Der har været rutinemæssig gnidning mellem generationerne og kamp om rampelyset, men intet samlet opgør. Ikke noget moderne, post- eller postpostmoderne gennembrud, ingen nye ismer.

Dog en hel del nyt, også godt nyt.

To fløje
I snart et par hundrede år har der været konkurrence mellem to fløje under skiftende betegnelser.

For én type forfattere skaber litteraturen sin egen verden og udvikler sig gennem formernes kamp. For en anden type viser litteraturen verden, som den er, og forandrer sig i takt med den omverden, som den er enten spejl eller dirigent for.

Den ene type kalder sig skiftevis romantikere, symbolister, modernister; den anden naturalister, realister, nyrealister.

Det er mildest talt en forenkling. Men selv med en mere nuanceret og sandere benævnelse af de to spor måtte man indrømme, at der i 00’erne har været pæn trafik på dem begge. Og at ingen af dem har slået hinanden ud.

Derimod er der nok sket en opsplitning af læserskaren i takt med det øvrige kulturlivs opdeling i nicher.

Læsere med hang til modernisme opsøger forfattere som Christina Hesselholdt, Peter Adolphsen, Naja Marie Aidt, Ursula Andkjær Olsen, mens realismens publikum bestemt ikke er blevet snydt ved at opsøge Jakob Ejersbo, Jens Smærup Sørensen, Helle Helle, Ida Jessen. Impressionisme.  Helle Helle udgav i 2008 undergangsfortællingen 'Ned til hundene'. Arkivfoto: Finn FrandsenDen ene række har ikke slået den anden ud. De har ikke engang været oppe at slås, måske fordi det ikke er de samme læsere, de slås om.

Én ting er dog ny, nærmest epokegørende, for begge lister. Kønsfordelingen.

Det er muligt, at det kniber med ligestilling i HK’s lønstatistikker og blandt universiteternes professorer. Men i dansk litteratur er den indtruffet. Kvinderne er mindst halvdelen af verden – og nu også af dansk litteratur.

Vel at mærke, ikke bare af litteraturen i al almindelighed, men sandelig af dens første geled, som de skrabede lister ovenfor antyder.

Nydokumentarismen
Er styrkeforholdet i fiktionslitteraturen mellem ’formalister’ og ’realister’ uændret, er det mest markant nye i 00’erne, og det mest diskuterede, nok den særlige form for realisme, som består i fiktionen om, at fiktionen ikke er fiktion, men en rapport om den skinbarlige virkelighed.

Et tidligt højdepunkt tilbage i 1990’erne var Peter Høegs ’De måske egnede’, nok hans bedste roman overhovedet, om livet i en højst problematisk kostskole centreret om en dreng ved navn Peter Høeg.

I 00’erne påkaldte Knud Romer sig den samme slags interesse med ’Den som blinker er bange for døden’, en roman om en barndom i Nykøbing F., hvor Knud Romer er vokset op.

Og Kim Leine med ’Kalak’, en fortælling om en mand, der vokser op med pædofili og bliver voksen på Grønland som blandingsmisbruger af kvinder og narkotika. Ligesom, efter sigende, forfatteren selv.

Eller Julia Butschkows ’Apropos Opa’, en fortælling om en ung dansk kvinde ved navn Julia, hvis tyske bedstefar – det er det, titlen betyder – var fuldfed nazist.

LÆS ANMELDELSESlægtsroman pendler mellem København og Berlin

Det kunne alt sammen have været præsenteret som ren fiktion, men får en ekstra dragning ved antydningen af virkelighed.

For 30-40 år siden skrev forfattere som Thorkild Hansen biografiske romaner om historiske figurer som Knut Hamsun. Det kaldte vi dengang for dokumentarisme.

Nydokumentaristerne skriver mest om sig selv som væsner fra den virkelige historie. Og eftersom de ikke er kendt fra andre kilder end netop romanerne, har læserne ingen mulighed for at vide, hvad der er hvad.

Det kan også være det samme, hvis bare det virker. Det gør den ny fusion af selvbiografi og roman tit.

Journalistforfatterne
Blandt professionelle litterater eksisterer der en skala til bedømmelse af romaner med fire trin: god, halvgod, dårlig, journalistisk.

Skældsordet til sidst bruges gerne om romaner skrevet af journalister med for lang (barsels)orlov, som er blevet trætte af, at deres prosa på andendagen ikke bliver brugt til andet end at pakke fisk ind i.

Der gemmer sig ret megen fordom i etiketten journalistisk litteratur. I hvert fald har jeg grebet én fordomsfuld litterat på fersk gerning. Mig selv.

Genstanden for fordommen var Hanne Vibeke Holst.

Jeg har altid anset hende for at være en betydningsfuld journalist, der intelligent og velformuleret har rejst vigtige debatter, om kvinders undertrykkelse, om rappernes sexisme og meget andet. Men hendes romaner har jeg haft svært ved at stå igennem.

Efter at have læst et par stykker henlagde jeg forfatterskabet.

Tilskyndet af kræsne og kyndige venner gav jeg det en ny chance i sommer. Jeg læste ’Dronningeofret’ og vendte på en tallerken. I intime psykologiske scener kommer hun stadig til kort. Men der er andet i romaner.

LÆS OGSÅAnmelderne kan ikke finde ud af Holst

Plottet i den bog er mesterligt. Hun kan få skikkelser til at leve i handling, og hun kan åbne et vigtigt, men lukket miljø. Det er også romankunst.

En anden vigtig journalistisk stemme i tiden er Carsten Jensen. Danmark ville være et fattigere land uden hans analyser af danske tilstande.

Mens en hel del af hans rejse- og romanskriveri er – nå ja, journalistisk litteratur, der aldrig vil få samme betydning som hans klummer. Men med ’Vi, de druknede’ har han ligesom Holst åbnet et lukket og vigtigt miljø og desuden gjort det med en raffineret kollektiv synsvinkelteknik, der tåler sammenligning med de bedste.

Journalistromaner har der været, lige så længe der har været aviser. I 00’erne har i hvert fald Holst og Jensen skrevet mindst en hver, der er så kompetente, at man glemmer, hvor de har oparbejdet kompetencen.

Realistisk modernisme
Selvfølgelig er det et kunstigt skel, det jeg lagde ud med. Al formalistisk litteratur handler også om verden udenom, og al realisme, der er til at holde ud at læse, har også en form.

Det mest spændende, der er sket i 00’erne, er måske indtruffet i det krydsfelt, hvor retningerne blandes og hører op med at eksistere.

Jan Sonnergaard har fortsat sin fræsende udforskning af de sociale lag i hans generation med flere noveller og senest romanen ’Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom’. Vintertid.  'Sidste søndag i oktober' udkom i 2000 og var den midterste bog i Jan Sonnergaards novelletrilogi. Arkivfoto: Tobias Selnæs MarkussenKatrine Marie Guldager bedriver en formalistisk avanceret udforskning af de etiske dilemmaer i familie og slægt, senest i samlebindet ’Drengen på stentrappen’. For bare at nævne to forfattere, der har sat umiskendeligt præg på litteraturen i tiåret.

Uden at glemme de gamle, der stadig kan, som Klaus Rifbjerg med den fine roman ’Esbern’, fuld af energi fra flere kunstretninger.

Lysten til tykke bøger
Men det vigtigste af alt gik op for mig i Bryant Park i New York. Engang var stedet domineret af skrald og pushere.

Nu er det en oase af skønhed og ro, med et friluftsbibliotek på rullevogne i midten. Hylde efter hylde med donerede bøger, man frit kan tage og sætte sig med.

De mange bind Harry Potter fik mig til at tænke på de mange unge derhjemme, som også sidder og læser disse digre bind fulde af fantasi og følelse.

Lysten til tykke bøger kom tilbage til børnene i 00’erne. Det giver tillid til, at der vil være læsere i fremtiden.

Og det er det vigtigste, der skete for litteraturen i 00’erne, den overlevede for fuldt tryk, trods Playstation, Twitter og Facebook.