Josefines øjne er blå.

Hendes mor taler om, at de »slet ikke kan sammenlignes med noget, at der slet ikke findes et ord for en blå som mine øjnes.

Jeg tænker, at der er ord for næsten alt, at det drejer sig om at finde de ord …«. At finde det rigtige ord er jo enhver forfatters lod og drøm. Det præcise udtryk, ikke mindst for det, der vanskeligt kan siges.

Barnet Josefine er betaget af ord, og hun laver lister over blomster, hvis navne angiver, hvad de ligner – rævehale, følfod, brandbæger. Dagligsproget har sin egen præcision og poesi, men hvor det slipper op, træder sammenligninger og associationer til.

Dem er Josefine Klougarts fine debutroman, ’Stigninger og fald’, fuld af.

Titlen lyder abstrakt, men det er en helt konkret sanseverden, hun skriver frem, og når romanens sted nu er Mols, kan titlen læses som en ren landskabsbeskrivelse.

Men den angiver også skiftene i barnesindets stemninger og en barndom levet i tæt kontakt med landskab og natur.

Josefines fornemmelse for slid
Pigen Josefine vokser op på en gård ved foden af Mols Bjerge i 1980’erne og 90’erne. Faderen er læge, moderen passer hus, høns, have og de tre døtre.

Josefine fornemmer, at forældrene har det ganske hårdt. Faderen taler om at være et anstændigt menneske i forhold til patienterne, han »er et stykke kvæg, der bliver drevet for hårdt«.

Moderen føler sig overset, overarbejdet, »sliddet står hende helt op i øjnene, helt op i halsen«. I glimt skimter vi moderens fortid i et par af romanens lange række af små kapitler, hver centreret om en situation eller en stemning.

Indledningsvis får Josefine en hest. Senere bygger faderen en indhegning, mens det bekymrede barn ser til. Hun er også bekymret for udgiften til en ny køjeseng – alt det, de gør for hende.

Moderens tavshed og vrede, når arbejdet vokser hende over hovedet, gør barnet usikker, ligesom når hun gøres til en alt for ung forbundsfælle. Bedsteforældrene, naboerne og søstrene kommer frem i tæt sansede iagttagelser.

Melankolsk vilje
Klougart har sans for det mindste, som når hun ser på en mur, hvor pudset i fugerne »drysser og slides væk, så stenene, hjemsøgt af murbier, kan stå og skure mod hinanden som knogler i slidte led«.

Slidte led har hesten også; efterhånden kan hun bare gå tur med den.

De mange billeder griber ind i hinanden. Først og sidst er det naturen på Mols, der får liv i hendes afsøgende prosa, fra græsfrøene i vinden til de himmelvide udsigter.

Og man mærker, hvor koldt et bryggersgulv er, hvor meget man fryser som barn, hvor mørkt der er. Hændernes fornemmelse af rugbrødskrummer og græsfrø i lommerne.

Romanen har en melankolsk undertone, men også en stærk strøm af vilje.

Naturen har hovedrollen
Josefine Klougart er vokset op et sted, der har sat sit mærke på hende. Det er længe siden, man har læst en bog af en ung forfatter, hvor naturen i den grad spiller en hovedrolle og kobles poetisk sammen med beskrivelsen af et barns bevidsthed.

Vi er langt fra det Hemingway-ideal, der har præget nogle af de yngre danske forfatteres realisme, snarere er vi i traditionen fra Virginia Woolfs associerende, strømmende prosa. Klougart formulerer det med et spring frem i tid som en længsel efter flerstemmigheden og de helt små forskydninger.

Den 25-årige forfatter er bachelor i litteratur, senere elev på Forfatterskolen. De udklækker da nogle guldæg dér.

’Stigninger og fald’ er en ualmindelig smuk og sikker debutroman.