Den sovepillespisende læge og hypnotisør Erik Maria Bark bliver kaldt ind på hospitalet i Stockholm for at hypnotisere en stærkt såret overlevende teenagedreng fra en bestialsk massakre på hans familie.

Sagen ligger i kriminalkommissær Joona Linnas store stærke hænder, storbyjægeren, som altid får sit bytte. Meget hurtigt tyder alt på, at drengen er blodbadets gerningsmand. Snart stikker han af efter at have dræbt en sygeplejerske. På heftig jagt efter søsteren, som undslap døden ved knivstik, og hypnotisøren, som åbnede hans sind. Denne terroriseres samtidig af mørke kræfter. Så forsvinder hans blødersyge søn, Benjamin, brutalt og mystisk en nat.

Ægteparret Ahndoril alias pseudonymet Lars Kepler har leveret en hæsblæsende sidevender som endog fanger an i den nødtørftige flim-flam-stil i dramatisk nutid og rask tempo.

LÆS ARTIKELLars Kepler har overtaget deres liv

Bedst kendt fra den franske avantgarderoman, hvor hændelser mestendels fortælles i hidsige dialoger, lakonisk retrospektivt og personernes beskrives fragmenteret i ydre og indre samtaler.

I en oral strøm af observationer, hvilket giver et helt vanvittigt fascinerende gearskifte på de første 300 sider, hvor tekstens episke flow lægger sig flot og flamboyant i samme overhalingsbane som hos Stieg Larsson. Sågar mere til, i og med at ’Hypnotisøren’ er fortalt i korte Dan Brown-agtige kapitler i kalenderform.

Speget plot
Anført af strømeren Linna, der ligesom Sjöwall & Wahlöö’s Gunvald Larsson er svensk-finsk ætling af Dashiell Hammets kyniske romantikere. Det spegede plot er professionel poker, hvor der ligger åbne kort på bordet, mens det er forfatterens skjulte kort og bluffende udmeldinger, du skal holde øje med!

Alt såre smittende et langt stykke ad vejen, men så svensker romanen til. Ægteskabet Bark har det ikke godt. Far Erik har bollet ved siden af, så mor Simone snupper sig en seksuel tilbagebetaling med en kunstner i eget galleri.

Humor er der ikke meget af, og selv om forfatteren Leif Davidsen mener, at det er omsonst at tale om en udgivet bogs længde, så er denne sag på små 600 sider altså alt for lang. I hvert fald til at holde min gejst oppe.

Tilmed skiftes der spor noget over midten. Vi skal ti år tilbage, hvor Erik får lov til at fortælle sin historie om, hvorfor det blev, som det blev. Så tager vi igen fat på nutiden og en grand finale med tørre tærsk og tænders gnidsel.

Mangler Pippi Salander
Mange, ikke mindst forlæggere, ser sikkert gerne denne som en efterfølger til Stieg Larssons succes.

Og ’Hypnotisøren’ er bedre litterært skrevet, raffineret og elegantere leveret. Men mangler til gengæld (endnu) Millennium-trilogiens desperate kulørthed, magiske irrationalitet, politiske indignation og intrige og tegneserieagtige persongalleri med Pippi Langstrømpe-Salander i spidsen.

Imidlertid er dette en overmåde flot krimidebut. Således ser jeg/vi frem til et gensyn med vort finske makkerpar, strømeren Joona, sej som en hel vinterkrig, og hans væne veninde, enigmatiske Disa, med lang forførisk fletning på sned ned ad sin svale ryg.