Mens svenskere såsom Henning Mankell og Stieg Larsson fejrer triumfer i den store udenlandske læserverden, er Liza Marklund endnu kun verdensberømt i Skandinavien. Hendes kollega, James Patterson, er imidlertid mest verdensberømt i USA.

De skriver fra hver sit sted i genren, svensk kvindekrimi versus mandehørmende thriller, og smedes til par for at føde en krimi i fællig.

Skelsættende, spændende, anderledes og nyskabende eller snarere et kommercielt frugtbart fornuftsægteskab med et frisk forlag som forlover?

Parløb
Et ungt amerikansk par rejser rundt i Europa og myrder bestialsk, brutalt og blodigt andre unge par på bryllupsrejse eller det, som ligner. Dernæst sender de postkort af deres gerninger ud i alverden. En del af plottet i ’Postkortmorderne’ er, hvorledes disse fotos af parvise drab er kunstnerisk designet og har en dybere mening.

Et andet par, den svenske journalist Dessie Larsson og newyorkeren & strømeren Jacob Kanon, finder sammen professionelt og siden amourøst i Stockholm på baggrund af disse snedigt udtænkte mord, som også breder sig til Skandinavien.

Hun er biseksuel og vegetar og vil egentlig bare skrive sin kriminologiske disputats færdig i stedet for at jobbe på en avis fuld af halvhjerner og båtnakker. Han drikker heftigt igennem, fordi hans elskede datter var et af det myrdende pars ofre, dengang det kom forbi Rom.

Således begynder makkerparret Liza Marklund og James Patterson deres kriminelle parløb.

LÆS OGSÅMarklund: Undskyld, hvis jeg har snydt nogen

Starten er okay, alt sammen effektivt sat op i knappe, rappe kapitler. Men kort tid efter syrer skrivemusklen til, og det ellers så raske tempo pendler mellem snik og snak og sex og saftige detaljer.

Alt for meget bliver til klicheer, som så føder nye klicheer, der så igen akkumulerer hidsigt til sidste punktum. Sådan set et nådesskud efter meget monoton læsning.

Svenske mænd og kvinder
Læser du Liza Marklunds forfatterskab, kender du hendes flamboyante forførende talent for at bruge genren til sin helt egen fundamentalistiske feminisme, som suverænt overgår hendes plotlægning, sprog og skrift.

LÆS OGSÅSvenske forfattere: Krimidronninger kan ikke skrive

Hvide svenske mænd er i hendes hektiske optik svinske, svindelagtige, snedige, sexistiske, svedende, smaskende, slaskede med sure tæer i små sko og skæl på begge skuldre.

Desuden drikker de sprut fra flaske, bedrager deres hustruer, forsømmer deres børn og overhaler med sleske kneb oversete og misrøgtede kvinder i karrieren.

Er det så sært, at svenske kvinder så let bliver lesbiske i dette falliske, patriarkalske og mandschauvinistiske mareridt, kyklopiske mænd så groft har døbt Folkehjemmet?

Skærgården og Guds eget land
Sådan et feminint offer er den indignerede Dessie, som endog og en passant langer ud efter en borgerlig regering, som kræver 80 svenske kroner for at se moderne kunst!

Men så er der heldigvis standhaftige Jakob, som kan omvende hende fra hendes homoseksuelle tilbøjeligheder til en heteroseksuel renæssance sendt fra Guds eget land, hvor alting er større og stivere.

Du kan næsten ikke vente til filmen, hvis den kommer altså. Tjubang – sådan noget i retning af Noomi Rapace møder Bruce Willis ude i Skærgården med blødende lig og følsomme blikke.

Et hjerte er ikke meget, så måske skulle der et ekstra på for sagens ufrivillige komik? På den anden side lever denne krimi desværre alt for meget op til den lødige læsers formastelige fordomme om genren som ligegyldig varm luft fra for mange lig i lasten.