Gotisk. Leonora Christina Skov har leget med den gotiske roman, og fylder genren ud i sin bemestring af alt, hvad den fordrer af indviklet kombinatorik, komposition, varierede miljøer og uhyggevirkning. - Foto: OLESEN PETER HOVE

I august 1973 sidder den gamle Agnes på godset Liljenholm og skal skrive et forord til en bog, hun udgav 30 år før.

’Silhuet af en synder’ hed den, og den fortalte hendes egen og Nella von Liljenholms historie. De to kvinders livshistorier og baggrund er tæt vævet ind i hinanden, hvilket de ikke anede, da de satte sig for at undersøge visse sammenhænge, der førte langt videre, end de kunne drømme om.

Ved fælles hjælp får de trukket ethvert skelet ud af familieskabene. I 1936 og 1941 bakser de med gåderne, der går langt længere tilbage i tid, og i 1943 kan de udgive en bog.

Det er så den, læseren har foran sig i det æskesystem af en roman, forfatteren Leonora Christina Skov har skrevet i form af en gotisk roman, stort anlagt og godt gennemført med et blink i øjet og fin stilfornemmelse.

Stemmer fra tårnværelset
Leonora Christina Skov kender genren til bunds og ved alt om, hvad der skal til i form af et forfaldent slots klaprende døre, lys, der pludselig går ud, storm og regnskyl og ubeboede værelser. Bare lyden af en gren på vinduet kan skabe den rette uhygge som baggrund for de genfærdsagtige stemmer fra tårnværelset. Hvide kjoler ombølger hemmelige følelser og forbudte kærlighedsforhold.

Det er noget af en rundtur, vi kommer på sammen med Agnes og Nella. Litterære hilsener er der også med rund hånd, bl.a. til Charlotte Brontës ’Jane Eyre’ og hendes mad woman in the attic, og til Daphne du Mauriers ’Rebecca’ med en husholderske, der ikke er heltinden, men spiller hovedrollen på en anden måde.

INTERVIEW MED LEONORA CHRISTINA SKOV:Efterlysning: Transer i litteraturen

Karen Blixen, der jo også skrev en gotisk roman, ’Gengældelsens veje’, sættes til at kommentere det foreliggende værk i en passus om, at Agnes er en rigtig story-teller. Leonora Christina Skov har gang i en hel del. Fortælle kan hun.

Tonen er helt hendes egen
Man skal holde øje med bipersonerne. Husholdersken er livlinen i Nellas hårdhændende opvækst, hvor moderen giver hende med stålbøjlen og i øvrigt er mest optaget af at forfatte sine skrækromantiske bøger, hvis indtægter holder slottet i gang.

'Silhuet  af en synder' er Leonora Christina Skovs tredje roman. Foto: Bogens omslag Faderen Simon er angiveligt druknet, moderens tvillingesøster sprang ud ad et vindue. De begår selvmord eller bliver gale i den familie.Og intet er, som det ser ud til. Heller ikke hvad angår Agnes, der har det til fælles med Nella, at hun ikke har mange erindringer fra de første år.

Agnes har levet i et børnehjem, før hun blev bortadopteret til Lillemor, der havde en business med fransk vask og strygning, senere skabte hun Agathe Couture. En dame får hun ikke ud af Agnes, der hellere vil gå i herretøj, mens Nella gladelig tager de gamle kjoler på, hun finder på slottets loft.

Deres hede kvindevenskab, som det så smukt kaldes i romanens præcist arkaiserende sprog, kommer til at udgøre Agnes’ livslange længsels- og kærlighedstema.

Leonora Christina Skov har leget med den gotiske roman, og hun går ind og fylder genren ud i sin bemestring af alt, hvad den fordrer af indviklet kombinatorik, komposition, varierede miljøer og uhyggevirkning. Tonen er hendes egen.