Det er en overvældende oplevelse at få Niels Lyngsøs nye værk, 'Morfeus', i hånden.

210 kvadratiske blade. 25 cm x 25 cm. Kriblende og krablende bogstaver hen over siderne. Spejlvendte, på hovedet, gotiske, forstørrede, forvredne.

Alt sammen er hægtet sammen med fem ringe og uden paginering, så man i bogstaveligste forstand ikke ved, hvad der er op og ned eller hoved og hale på dette værk. En på alle måder svær krabat.

Eget grafisk design
'Morfeus'' undertitel, 'Digte og poetik', angiver to hovedspor gennem værket. Digtdelen viderefører den figurdigtende tendens i 'Stof' (1996) og 'Force majeure' (1999), så de tre digtsamlinger tilsammen udgør en trilogi.

Men hvor 'Force majeure' bestod af digte, der blot legede med opsætningen i ensartet typografi og vandrette linjer, er 'Morfeus' en visuel eksplosion.

Lyngsø står selv for grafisk design og layout og benytter stort set alle de teknikker, der er for figurdigtning fra barokken over 1960'ernes skrifttematiske digtning og frem til nu, hvor mulighederne for grafisk manipulation synes uudtømmelige.

I Staffeldts fodspor
Digtene spænder fra ultrakorte sansninger eller ordspil, f.eks. 'Grotekst', til længere og mere udfoldede digtforløb. Ofte samlet i spor bestående af syv digte, der fletter sig sammen med andre af værkets tekster og endnu længere i et væld af forskelligartede henvisninger og citater.

Også den snart obligatoriske sonetkrans er her. Lyngsøs bud er 14 sonetter skrevet med Schack von Staffeldts sonet: 'Vanvids Rige. I en Dryppestensgrotte' som mestersonet (den sonet, der består af de 14 andre sonetters begyndelseslinjer). Ideen er god og, så vidt jeg ved, original, men hvad væsentligere er: Sonetterne holder. Hør bare:

»Steendugsdraaber - disse Skikkelser/ vokser som grotesk og langstrakt cancer/ de formeres dråbevis og standser/ aldrig deres vækst. Jeg står og ser;//« - hvor første linje er Staffeldts.

Sproglig sanselighed
Poetikken består ligeledes af en række spor, fra det konkrete efterrationaliserende (f.eks. syv tekster med titlen: 'Erfaringer') til det teoretisk superreflekterede: syv fænomenologisk inspirerede essay om forholdet digt, verden, krop m.m.

To forhold gennemtrænger poetikken og værket som helhed: verdens polyfone til-væren og poesiens sanselige og sansende tilstedeværelse:

I 'Morfeus' er det ambitionen at løfte det ikke-lineære eller flerstemmige princip op på værkets niveau, således at ikke blot den enkelte side, men også bogen som helhed udgør et rum eller et netværk, hvori der kan realiseres talrige forløb. Og midlet er det digteriske sprogs sanselighed: »Et digt er en krop med fem sanser«.

Virtuost og overbevisende
Værket kan læses som en poetik for (en del af) 1990'er-digtningen. Sammen med Brøndums Encyklopædi fra 1994, hvor Lyngsø var encyklopædist, medredaktør og idémand, danner 'Morfeus' et smukt epokalt tiår for 'Ritter Sport-generationen', kritikeren Lars Bukdahls finurlige navn for 90'er-digterne. Således er 'Morfeus' endnu en gentagelse af 1990'ernes credo om pluralitet mikset med en teknologisk opdateret 60'er-modernisme.

Men det er også et virtuost og overbevisende værk. Lyngsø skriver sig her ind i litteraturhistorien og føjer sit kvadrat til det net af forbindelser og spor, som krydser gennem en (litterær) bevidsthed. Hvis et værk som dette skal lykkes, så skal det flyde over af indsigt og overskud, og det gør det.

Per Højholt er f.eks. ikke blot i spil som poet og poetiker, men helt ned til metalringene i 'Morfeus'' ryg, der som et underfundigt citat - eller ved et smukt tilfælde - er af samme type som de to, der holder Højholts 'Punkter' (1972) sammen.

Uomgængeligt
Endnu et spor krydser gennem værkets syv (igen) tidsfæstede erindringsstykker fra 1974-1991. I det første oplever Lyngsø vældet af lyde på en biltur som et musikalsk kunstværk.

Erindringssporet peger på en svaghed ved værket. For meget bliver trukket gennem netværkstankens filter. Når jeg læser, hvordan den seksårige Lyngsø oplever en biltur som et kakofonisk værk, så er der for meget efterrationalisering og for lidt sanset barndom. En art topstyret pluralisme. Så undervejs i læsningen har jeg tøvet, har haft en bismag af blodløshed i munden.

Men hver gang er jeg tvunget tilbage til skriften, til 'Morfeus'. For sjældent har jeg været så opmærksom på, at det at læse er at være en krop med en faktisk ting i hænderne. Om 'Morfeus' er et mesterværk, må tiden dømme - men det er et uomgængeligt hovedværk.