Fransk er nemt nok – en skrøne hedder en fable, en bobard eller en canard, og sådan er det hele vejen igennem.

Når den altså ikke lige hedder en racontar i stedet, og det gør den i dette særtilfælde, hvor den af ophavsmanden er defineret som »en sandhed, der kunne være løgn, eller en løgn, der kunne være sandhed«.

Kort sagt: Når det er en af Jørn Riels skrøner af dem fra Nordøstgrønland.

Og det er det her: ’Den kolde jomfru – og andre skrøner’, i 1974 det første af elleve arktiske bind, blev i 1993 oversat til fransk (af Susanne Juul og Bernard Saint Bonnet) og udgivet på Gaïa Éditions til talrige franske læseres fryd.

LÆS ANMELDELSE Et mesterværk om et stykke menneskeligt vraggods (seks hjerter)

Over de syv første historier i samlingen har Gwen de Bonneval nu skrevet et scenario, et seriemanus, som Hervé Tanquerelle har tegnet ud.

Forlaget Sarbacane har tidligere udsendt versioner af ’Drengen som ville være menneske’ og ’Før morgendagen’.

»At åbne denne bog er som at åbne døren til den arktiske verden, som jeg kendte den for så mange år siden. Fangerne på disse tegninger er præcis, som jeg engang mødte dem, og således at genfinde dem har været en overraskelse og en kilde til stor glæde ... Folkene fra Nordøstgrønland har fået nyt liv«, skriver den nu 79-årige Riel selv forrest i albummet. Og man må give ham ret.

Krigeriske rebustalebobler
Tanquerelle tegner i en lidt gammeldags, forsoren karikaturstreg med mere alvorlige og ganske raffinerede laveringer, især i nogle af landskabsbillederne – faktisk ligesom Riel selv skriver, når han fortæller skrøner (romanerne er noget andet).

Selv om vi danske har skrønerne knyttet til Des Asmussens nok så elegante omslagstegninger, er Tanquerelle en beslægtet ånd med sin drøje humor – f.eks. når den krigeriske løjtnant Hansen, hængende nede i en revne i isen, kalder pelsjægerne hundelorte og truer dem med krigsret og henrettelse, alt sammen i ’rebustalebobler’.

ANMELDELSE Wilson elsker kun sin hund (tre hjerter)

Måske ikke mindst, fordi fangerne ignorerer ham dernede og hygger sig med Chateau Lafitte og Grevens hjemmebagte småkager – ’løjtnantshjerter’ kaldet.

Når de tegnede udgaver af veteranhængerøven Valfred, romantikeren Anton, benraden Bjørken, drukmåsen Sylte (Museau hedder han her: mule eller fjæs) og alle de andre virkelig ligner éns egne forestillinger om dem på en prik, er det jo først og fremmest et bevis på Riels præcist billeddannende, sproglige karakteriseringskunst.

Mundret dialog
Men seriemagerne har nu også læst grundigt på lektien og researchet livsvilkår, polarmørke og selv skibstyper som forsyningsskuden ’Veslemari’, der jo anløber Kap Thompson med fremmedelementer som den krigeriske løjtnant og den entreprenante hr. Joenson, ’Tatovøren’.

LÆS ARTIKEL En original fortælling om nostalgiens farer (fire hjerter)

Ganske vist går man glip af enkelte guirlander i teksten, som nu sidebemærkningerne om den vinter, da Valfred hele tiden måtte ud i kulden og lade vandet, men fik problemet løst af Sorte William:

Han »havde boret et hul i væggen inde i Valfreds køje og stukket tyktarmen fra en klapmyds i hullet. Og så havde Valfred stukket vandværket i tyktarmen og ladet gå, når det trængte sig på«.

Men forbløffende meget af Riels tekst finder plads i ruderne og boblerne, uden at det virker overlæsset – et godt tegn på Riels mundrette dialogkunst.

Undskyld mit franske
Det kan undre, at forfatterens danske forlag, Lindhardt & Ringhof, som gerne vil ind på tegneseriemarkedet, endnu ikke har forsøgt sig med disse skrøner i stribevis.

MAILINTERVIEW Verdens hotteste serienavn gæster København

Men unægtelig har det sin egen charme at se typerne og sproget instrumenteret for munter fransk fantasi.

Og så lærer man jo altid noget nyt i stribernes anskueliggørelse af Riels stilfærdigere referater.

Som når stationsleder Mads Madsen ved synet af den nyankomne Joenson i fortællingen bare »svor højt og længe« – i tegneserieruden, derimod, man ser og hører hvordan, og her må De lige undskylde mit franske:

»Putain de bordel de merde en boîte!« Kaptajn Haddock, go home!