Når nu en bevidsthedsstrøm snarest er et miskmask af dugfriske sanseindtryk, usorterede associationer, hullede erindringer og sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke …kan sådan en malstrøm så overhovedet gengives lineært, på tryk?
Og er det ikke mere storhedsvanvid end beskedenhed, når en tegner indrømmer, at hans kunst ikke helt måler sig med det mest berømte litterære forsøg, James Joyces ’Ulysses’?
Svaret på de spørgsmål får vi bedre mulighed for at vurdere, når et af den ny tegneseries absolutte hovedværker, ’Jimmy Corrigan – verdens klogeste dreng’, nu foreligger på dansk, og tegneren Chris Ware i næste uge deltager i Københavns internationale tegneseriefestival, Komiks.dk.
Men en forsmag på svaret kommer her, for den 42-årige tegner, verdens hotteste serienavn lige nu, indvilligede i på forhånd at besvare fem spørgsmål fra Politiken.
LÆS ANMELDELSE Et mesterværk om et stykke menneskeligt vraggods
Via e-mail, ganske vist, og det gør jo dialogen lidt stivbenet, men vi begyndte nemt og navlebeskuende:
Du lader til at have godt kendskab til franske, belgiske og hollandske tegneserier, men er der nogen danske tegnere og tegneserier, som du kender eller ligefrem holder af?
»Det er nemt, men flovt at svare på: Svaret er nej, men det håber jeg at lave om på, når jeg kommer til København, for det er på den måde, jeg lærer nye serier at kende. Undskyld! – Næ, hov. Det passer jo ikke ved nærmere eftertanke. Henning Dahl Mikkelsens vidunderlige ordløse stribe ’Ferd’nand’ kender jeg da fra en bog, som min bedstefar, der var avisredaktør, havde stående på hylden i sit kælderkontor, og som jeg elskede som barn«, skriver Chris Ware.
»Jeg fandt den forunderligt sexet, vistnok fordi der nu og da var et billede af en mor i bad (og de udeladte anatomiske detaljer tilføjede jeg selv med blyant) – men måske husker jeg galt«.
Antipati over for mainstreamserier
I 2006 nævnte du (i Todd Highnites bog ’In the Studio’) George Herriman (’Krazy Kat’), Frank King (’Gasoline Alley’), Charles M. Schulz (’Radiserne’) og japanske Suihô Tagawa (1930’er-serien ’Norakuro’) som dine yndlingstegnere blandt de afdøde. Men hvem ville være dine nulevende yndlingstegnere, og hvorfor?
»Jeg gør mig i reglen umage med at undgå at lege den dér med yndlingstegnere blandt de nulevende, for jeg har ikke lyst til at risikere at fornærme nogen ved ufortjent at glemme dem«.
LÆS OGSÅ Jørn Riel-skrøner er blevet til tegneserie - på fransk
»Men jeg har redigeret to tegneserieantologier (’McSweeney’s Quarterly Concern’ og ’The Best American Comics’), og ud fra indholdet i dem begge kunne man sammensætte en lang liste over mine yndlingsserier; og deraf konkludere, at jeg kun nærer ringe interesse – ja, faktisk antipati (hvis man nu skulle skrive et ondskabsfuldt, kritisk essay om emnet) – over for de såkaldte mainstreamtegneserier, der lader til at have metastaseret og smittet eller rent ud sagt befængt amerikansk populærkultur«.
»I den forbindelse finder jeg det særdeles mærkværdigt, at den filmiske baggrund for mit voksne liv nu er filmatiseringer af tegneserier, som jeg fik smæk for at læse som barn, hvorimod de typer tegneserier, jeg nu synes om, snarere spejler de typer film, som blev anset for voksne og tænksomme i 1970’erne. Hvad er der sket?«.
Sent med til festen
Kender du nogen anden form for fortællende fiktion – tegneserier, litteratur, film osv. – der kan rumme og forene så mange forskellige fortælleniveauer som dine egne tegneserier?
»Jøsses, ja – det er svært at forestille sig, at Joyces ’Ulysses’ vil blive overgået på det punkt, før alt menneskeliv er udslettet. Jeg ved ikke, om et enkelt menneske kunne leve længe nok til som tegner at finde en måde, hvorpå han med små kruseduller på siden kunne nærme sig bevidsthedens ubeskrivelige kompleksitet, men alt er vel muligt. Det forekommer mig faktisk, at potentialet er til stede, og jeg har foretaget (og foretager fortsat) mine egne halvhjertede fremstød i den retning«.
»Men måske er det hele forgæves, for det ser ud til, at jo mere jeg viser tankevirksomhed på siderne, desto færre tanker synes siderne at sætte i gang i læserens bevidsthed. Denne gensidige påvirkning har rigtige forfattere garanteret regnet ud for mange årtier siden, men jeg er jo kommet meget sent med til festen og er som udgangspunkt ikke alt for kløgtig«.
Den alvorlige graphic novel
Har formatet ’graphic novel’ åbnet for og inspireret en ’genfødsel’ eller fornyelse af seriekunsten, eller er det bare en formmæssig fornyelse, en ’ny flaske’ til den samme ’gamle vin’?
»Engang mente jeg, at det hele bare var noget semantisk, på samme måde som USA med få års mellemrum igen og igen finder på nye navne til den ikke-hvide befolkning. Men nu tror jeg, det er temmelig tydeligt, at udtrykket ’graphic novel’ indebærer noget mere alvorligt og vægtigt end de overfladiske blade, der gik forud. Det begyndte med Art Spiegelmans ’Maus’ som forbillede, om end Will Eisner hævdede allerede før Spiegelman at have udmøntet betegnelsen som middel til mere præcist at definere og ophøje det, som han hele sit liv havde arbejdet professionelt på at skabe«.
LÆS ARTIKEL
»Det vigtigste aspekt af alt det her er, at der nu ser ud til at være mere seriøse og storslåede tegnere i sving end nogensinde før, og betegnelsen ’graphic novelist’ lader til på en eller anden måde at personificere denne optimistiske forestilling og bekræfte os i den«.
Et dødsdømt tvangsægteskab
Har tegneserien, som vi kender den i dag, en fremtid, på tryk, på nettet eller i endnu ikke eksisterende media – og i så fald: Hvordan?
»Jeg aner det ikke. Jeg tror, at tegneseriernes oprindelige tiltrækningskraft var den illusion om bevægelse og virilitet, de tilføjede til et statisk medie. Så ideen om at føre et statisk medie over i ét, der spiller mpeg og mp3, det ligner et dødsdømt tvangsægteskab. Men når det er sagt, lader det jo til, at alle simpelthen elsker at læse tegneserier på iPhone og iPad og iPod, så jeg er vel bare en iPud. Og selv om jeg elsker og har viet mit liv til bogens bedrøveligt begrænsede håndgribelighed, så ejer jeg jo alle de førnævnte elektroniske ’hjælpemidler’«.
»Faktisk arbejder jeg lige nu på en tegneserie til det andet iPad-forberedte nummer af magasinet Wired, og jeg håber på at eksperimentere med det ud over bare at forbedre illusionen om at ’bladre digitalt’ mellem siderne, men måske ender det hele simpelthen med æstetisk set at svare til en pop-op-bog«.
»Det korte svar på spørgsmålet er vel, at så længe der er læsere, som vil læse tegneserier, og der er mulighed for at læse dem, kan den slags spørgsmål ikke besvares«.
fortsæt med at læse
