0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.


Jørn Riel-skrøner er blevet til tegneserie - på fransk

Charmerende fortællinger om de farverige fangere i Nordøstgrønland.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Hervé Tanquerelle
Foto: Hervé Tanquerelle

VELKOMST. Mads Madsen tager imod Joenson. Og sværger »højt og længe« et par ruder længere henne. Tegning fra bogen.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fransk er nemt nok – en skrøne hedder en fable, en bobard eller en canard, og sådan er det hele vejen igennem.

Når den altså ikke lige hedder en racontar i stedet, og det gør den i dette særtilfælde, hvor den af ophavsmanden er defineret som »en sandhed, der kunne være løgn, eller en løgn, der kunne være sandhed«.

Kort sagt: Når det er en af Jørn Riels skrøner af dem fra Nordøstgrønland.

Og det er det her: ’Den kolde jomfru – og andre skrøner’, i 1974 det første af elleve arktiske bind, blev i 1993 oversat til fransk (af Susanne Juul og Bernard Saint Bonnet) og udgivet på Gaïa Éditions til talrige franske læseres fryd.

LÆS ANMELDELSE (seks hjerter)

Over de syv første historier i samlingen har Gwen de Bonneval nu skrevet et scenario, et seriemanus, som Hervé Tanquerelle har tegnet ud.

Forlaget Sarbacane har tidligere udsendt versioner af ’Drengen som ville være menneske’ og ’Før morgendagen’.

»At åbne denne bog er som at åbne døren til den arktiske verden, som jeg kendte den for så mange år siden. Fangerne på disse tegninger er præcis, som jeg engang mødte dem, og således at genfinde dem har været en overraskelse og en kilde til stor glæde ... Folkene fra Nordøstgrønland har fået nyt liv«, skriver den nu 79-årige Riel selv forrest i albummet. Og man må give ham ret.

Krigeriske rebustalebobler
Tanquerelle tegner i en lidt gammeldags, forsoren karikaturstreg med mere alvorlige og ganske raffinerede laveringer, især i nogle af landskabsbillederne – faktisk ligesom Riel selv skriver, når han fortæller skrøner (romanerne er noget andet).

Selv om vi danske har skrønerne knyttet til Des Asmussens nok så elegante omslagstegninger, er Tanquerelle en beslægtet ånd med sin drøje humor – f.eks. når den krigeriske løjtnant Hansen, hængende nede i en revne i isen, kalder pelsjægerne hundelorte og truer dem med krigsret og henrettelse, alt sammen i ’rebustalebobler’.

ANMELDELSE (tre hjerter)

Måske ikke mindst, fordi fangerne ignorerer ham dernede og hygger sig med Chateau Lafitte og Grevens hjemmebagte småkager – ’løjtnantshjerter’ kaldet.

Når de tegnede udgaver af veteranhængerøven Valfred, romantikeren Anton, benraden Bjørken, drukmåsen Sylte ( Museau hedder han her: mule eller fjæs) og alle de andre virkelig ligner éns egne forestillinger om dem på en prik, er det jo først og fremmest et bevis på Riels præcist billeddannende, sproglige karakteriseringskunst.