Hvad er forfatterens rolle i samfundet: lønarbejder eller selvstændig erhvervsdrivende?

I sin nye finurlige roman har Svend Åge Madsen indlagt en fortæller, der ræsonnerer over den slags spørgsmål. Hans svar er: Ingen af delene.

Forfatteren er snarere en slags husdyr, der, hvis han bliver plejet og fodret passende, ligesom køer og høns, udskiller sine ydelser direkte af organismen med passende mellemrum.

Mordgåde
Det, Madsen denne gang har udskilt, er en lettere osteanretning, som pirrer smagsløgene behageligt.

Emballagen, som der er en hel del af, er en nydelse for sig. Yderst, på første side, ligger en mordgåde.

Hvem gav afdøde en forgiftet oblat under nadveren? Var det en af de andre nadvergæster, eller blev manden simpelthen forgiftet af at indtage Guds legeme?

Familien Selvnok
Afdøde har haft en høne at plukke med fortællingens hovedpersoner, Frands og Ursula, der møder hinanden i toget på vej hjem fra en europarejse.

I Fredericia skulle deres veje egentlig være skilt og Ursula drejet til højre, over Lillebælt. Men hun vælger at følge med Frands til Århus, mens de er i gang med at diskutere en anden Århusforfatters tanker om, at mennesker af naturen er hinanden venligt stemt.

Om de 'suveræne livsytringer', som de hed hos forlægget, K.E. Løgstrup, virkelig er så fredelige, er et spørgsmål, der rumsterer bogen igennem.

For der er andre opfattelser, f.eks. en vis pastor Krups, som familien Selvnok tilkalder, når besværlige indvandrere ringer på døren.

Moralsk fabel
Men det er indpakning. Det samme er vidtløftige forfattertekniske eskapader, der fører via Thomas Mann og Henry James og Venedig og Blicher til et litteraturvidenskabeligt studie i inspirationens veje.

Det lykkes nemlig en forsker at få installeret et program i forfatterens computer, så den hvert femte minut sender et attachment med hans tekst, som den ser ud netop da. Tættere kan man vel ikke komme et røntgenfotografi af skabelsen!

Men hvad er der så inden i al den emballage? Der er, som altid hos Svend Åge Madsen, en moralsk fabel, denne gang et dilemma med rørende rødder i 1960'erne. Frands og Ursula, der snart bliver gift, har levemåde.

De møder nemlig et andet par, med hvem de etablerer en særlig måde at leve på, som engang hed storfamilie, men som her snarere er konebytning på skift. De har et fint system, ikke rod. Ægtepagterne bliver udskiftet med en 'uægtepagt'. Og denne måde at leve på generer omgivelserne, herunder den mand, der falder om efter nadveren og bliver til den afdøde.

Sprogligt sprudlende
Men heller ikke de fire deltagere i arrangementet har det for let. I starten fabler de om, at Platon har glemt noget, da han digtede myten om kærlighedens væsen med det ottelemmede dyr, der blev delt i to, som siden da har søgt efter hver sin bedre halvdel. Forud for det har der snarere været et væsen med 16 lemmer, mener de. Eller hvorfor ikke flere endnu, så til sidst hele verden ender som ét stort ægteskab?

Sådan er det som bekendt ikke gået. Da senere en ældre ægtemands gener bruser mod ny mangfoldiggørelse, sker det i starten også i stor lyksalighed mellem den ældre hustru og den unge kvinde, der skal hjælpe mandens gener til deres andet udbrud. Men heller ikke det vil vare.

I myten om forfatteren som husdyr indtager anmelderen rollen som den arbejder i forædlingsindustrien, der skal pasteurisere produktet og gøre det salgbart og langtidsholdbart. Derved kan man komme til at tage den bedste smag af varen. Jeg vil derfor opfordre til, at man handler direkte ved stalddøren og ikke nøjes med den lidt fade omelet, jeg kan lave af Madsens guldæg.

For nok er 'Levemåder' en moralsk fortælling. Men den er mindre moraliserende og mere sprudlende, end jeg her har givet indtryk af. Til syvende og sidst er det vigtigste i en Madsenroman sproget. Det er fuldt af fund.