Carthusians Cockroft var engang en feteret komponist, som leverede musik til populære tv-serier og blev inviteret til de mest mondæne selskaber i London.

Hans lysende karriere endte brat, da han i fuldskab kom til at øse en spandfuld primitive racistiske synspunkter ud over et debatprogram i tv.

Udeblevet selvmord
Efter den katastrofale tv-optræden var den oplagte løsning for den sentimentalt melodramatiske Cockroft at tage sit eget liv, f.eks. ved at hænge sig under kuplen i Royal Albert Hall, 15 meter over parterret, eller på andre lige så spektakulære måder.

Det blev bare aldrig rigtigt til noget med selvmordet, og Cockroft valgte i stedet den løsning, der stod øverst på hans liste over ting, som man kunne gøre i stedet for at tage sig af dage, nemlig at flytte på landet i Umbrien.

Drengen med sølvshortsene
Her møder vi ham i et gammelt bondehus på en egn, der hovedsagelig bebos af andre engelske udvandrere, der alle sammen skriver charmerende bøger om deres yndige liv i det smukke land med de pudsige indfødte.

Cockroft er en ensom halvgammel, og snart rigtig gammel, mand, som går og snakker med sin hund og længes efter alle de elskere, som i årenes løb har forladt ham: nogle små og glatte, andre store og lodne, og frem for alle den vidunderlige dreng med sølvshortsene, hvis portræt hænger overalt i huset.

Erotiske onsdagsseancer
En dag dukker en ukendt yngre mand op i landskabet. På gebrokkent engelsk fortæller han, at han er bosnier og opholder sig illegalt i Italien. Han siger ikke sit navn, men Cockroft formoder, at han er en af de mange mænd, som han under sine alkoholsejlende weekendture til Firenze har inviteret til at komme og bo hos sig mod til gengæld at slikke hans pik hver onsdag aften.

Ingen har nogen sinde taget Cockrofts tilbud alvorligt, så han bliver forbavset og ret henrykt, da Bosnieren selv nævner det og onsdag efter onsdag betaler sin husleje, som om det var det mest selvfølgelige arrangement af verden.

Den grove, fåmælte Bosnier forsøger ikke at lade, som om han nyder onsdagsseancerne, eller som om han på nogen måde interesserer sig for Cockroft som andet end en kilde til kost og logi. Cockroft gør sig ingen særlige illusioner om deres forhold, men det er dog bedre end ensomhed, så han prøver at få det bedste ud af det, så længe det varer.

Det eneste større problem, som Cockroft kan få øje på - læseren kan efterhånden øjne ikke så få - er, at Cockrofts hund, Timoleon Vieta, og Bosnieren ikke kan udstå hinanden. Hunden bider sin herres nye ven, og Bosnieren sparker hunden og truer med at dræbe den, sådan som han lærte det i skolen i Bosnien.

Skæbnefortællinger
I endnu en katastrofal brandert beslutter Cockroft at skille sig af med det eneste væsen, der nogen sinde har været trofast mod ham, ved at efterlade Timoleon Vieta foran Colosseum. Halvhjertet overbeviser han sig selv om, at hunden vil få det meget bedre i Rom, hvor der er så mange andre hunde at lege med og katte at jage, i stedet for at gå og kede sig hjemme i Umbrien.

Herefter deler romanen sig i tre spor: Den ene de to mænds mere og mere pinagtige samliv, Timoleon Vietas lange vandring fra Rom tilbage til huslyet og maden i Umbrien og en serie små stiliserede kærlighedshistorier - selvstændige noveller snarere end integrerede dele af romanen - som alle bindes sammen af hundens tilstedeværelse et sted i fortællingernes udkant.

Historierne er ligesom deres rammeroman sørgelige, men også præget af en skæv, sort humor og en sans for originale plots og overraskende måder at udfolde dem på. Det er skæbnefortællinger mere end psykologiske historier: Pludselig død og lemlæstelse har en væsentlig rolle i mange af dem, men mere fordi det er nødvendigt for at drive handlingen frem, end fordi det er nogen logisk følge af personernes karakter.

Timoleon Vieta når hjem, netop som Cockroft har indset det fulde, skrækkelige omfang af sin fejltagelse, den modbydelige Bosnier forsvinder, og en gammel ven dukker op igen. Men så nemt lader Dan Rhodes ikke sine personer slippe ...