Den drønende lyd af et sæt helikopterpropeller få meter over vores hoveder får Klaus Rifbjerg til at afbryde sin oplæsning. Johannes V. Jensens digt om ’Memphis Station’ må for et kort øjeblik vente.

Vi befinder os i observatoriet øverst oppe i Rundetårn, og den larmende virkelighed uden for kuplen banker på og truer med at få den skrøbelig boble af poesi til at briste.

Gennem en sprække falder solen i en smal stribe på gulvet foran digteren og minder os om, at en af årets første sommerdage udfolder sig lige ude på den anden side af de tynde vægge. Bag Rifbjergs ryg står nålen i det gamle barometer på ’Meget smukt’. Men virkeligheden må vente, for inde i det trange tårnværelse gælder det Poesien.

Poesiens grundlovsdag
Det er digteren Janus Kodal, der på årets grundlovsdag har inviteret ti af sine danske kolleger til hver især at indvie os i en af verdenslitteraturens store klassikere.

Ti valgslægtskaber og ti timers højlitterært maraton, hvor navne som Dickinson, Majakovskij, Rilke og Rimbaud bliver fortolket af deres danske beundrere.

’Tårnværelset’, som de sidste fire år har fundet sted oppe i et af Københavns tårne, befinder sig om noget i de højere luftlag. Kodal lægger da heller ikke skjul på det elitære i projektet.

»Poesien er eksklusiv. Den kræver en vilje fra den, som kommer til den, og en lyst. Og det synes jeg, jeg har taget konsekvensen af i de her arrangementer ved at holde dem i små, intime rum. Og så er der selvfølgelig et lidt ironisk hint til det gamle begreb om elfenbenstårnet«.

Alvorlig poesi
Tårnsymbolikken er ikke til at tage fejl af. Der er ikke langt til de franske symbolister eller til Johannes Jørgensens tidsskrift Taarnet fra slutningen af 1800-tallet.

I Kodals elfenbenstårn bliver poesien taget alvorligt. Meget alvorligt.

Selv om arrangementet er fuldt offentligt, handler det tydeligvis ikke om at få mange lyttere, eller om at brede litteraturen ud til folk. Det handler om kunst for kunstens egen skyld. En stor del af tilhørerne kommer selv fra den danske digterverden, og der tales op, ikke ned, til publikum.

Eksempelvis når Lars Skinnebach undlader at introducere sin forfatter, Paul Celan, med begrundelsen:

»Jeg regner med, I kender ham. Jeg regner med, I kender mere til ham, end jeg gør«.

En kultisk begivenhed
Janus Kodal, hvad kan man gøre for, at digte ikke kun læses af andre digtere, men også af et almindeligt publikum? For det er vel det, det kan ende med, hvis man isolerer sig fuldstændig i sit elfenbenstårn?

»Jeg tror ikke, der er nogen, som isolerer sig fuldstændig. Det tror jeg ikke på. Det handler mere om, at der er nogle ting i kulturen og litteraturen, som buldrer højere end andre ...«

Og der skal man ikke bare buldre med?

»Nej, der er ingen grund til at forsøge at oversælge noget. Jeg tror ikke, der kan gøres så meget ved, at poesien er for en mindre kreds af publikum, netop fordi den ikke har nogen ambitioner om at kommentere på noget synderligt aktuelt. Der er ikke så mange angrebspunkter for de mennesker, som skal hægte en historie på. Og som en af publikummerne fortalte mig, så kan der også være noget fedt ved at have oplevelsen af at have fundet det selv. At det er en lidt kultisk begivenhed. Det har jeg slet ikke noget imod, at det er«.

Meget intimt rum
En af de lyttere, der på egen hånd har fundet frem til det kultiske tårnværelse, er 22-årige Julie Høncke Keldorff. Hun har været med flere år i træk.

»Det er en fantastisk mulighed for at komme ind i en lang proces med litteraturen, hvor man kan sidde og lytte til den og føle den med hele kroppen«, siger den begejstrede stamgæst.

»Jeg kommer fra Aalborg, hvor der desværre ikke sker så meget kulturelt, så det er fantastisk at være med. Selvfølgelig skal litteraturen ud til alle, men det er lidt en delt oplevelse, for det er også fantastisk med det meget intime rum, der bliver valgt hvert år, hvor 20-30 mennesker kan dele oplevelsen sammen, og hvor man også får en rumlig oplevelse af litteraturen«.

Et bredt spektrum
Blandt forfatterne, der læser op, finder vi Dy Plambeck.

Hun holder meget af ’Tårnværelset’, men mener også, det er vigtigt med mere folkelige lyrikarrangementer.

»Jo flere folk, der kommer, jo bedre. Jeg synes, der skal være plads til det hele. Jeg kan lide at blive inviteret ud et sted, hvor der er gjort meget ud af det, men jeg synes også, det er vigtigt, at der er nogle mere uformelle steder. At man stiller sig op på en scene, drikker nogle store fadøl og læser det, man har. I dag er der et godt spektrum af steder, hvor der bliver læst op. ’Tårnværelset’ er et fedt koncept, men hvis litteratur kun blev læst op i et lille observatorium, så tror jeg, man ville slå lyrikken ihjel«.

LÆS OGSÅLiteraturHaus får forfattere på loftet

Men Dy Plambeck sætter bestemt pris på det eksklusive:

»Rilkes elegier, som jeg læste op, er helt ufatteligt smukke, men også vanskelige. Jeg prøvede at formidle dem ved at fokusere på at læse de ord, der egentlig stod og ikke fare vild i det slyngede univers. Jeg forsøgte at få dem, der lyttede, til at høre hvert et ord. Rilke kommer nok aldrig på fjernsynets sendeflade kl. 20, så på den måde tror jeg ikke, han når ud til almindelige mennesker. Og det ved jeg heller ikke, om han gjorde på sin egen tid«.

Ti timer med ord
I løbet af dagen bevæger den smalle stribe af solskin sig langsomt hen over gulvet, mens den ene oplæser afløser den anden, og publikum langsomt skiftes ud.

Om aftenen, da Nicolaj Stochholm lukker ballet med sin oplæsning af Rimbaud, falder tusmørket på over det gamle observatorium, og en lang dag i poesiens selskab er ved at være slut.

»I dag ved jeg, hvordan jeg skal hilse skønheden«, lyder det fra den viltre franske digter, fortolket gennem Stochholms stemme. Og det bliver det sidste, velvalgte vers for i dag.

Efter ti timers uafbrudt bombardement af ord, kan en følelse, der minder om museumstræthed, ikke undgå at indfinde sig.

Åndelig føde
Janus Kodal, du har nu siddet og lyttet i ti stive timer, stort set uden at indtage vådt eller tørt. Er det en del af ritualet?

»Der kom et par medhjælpere, som kunne se, at jeg ikke havde fået noget at spise, og de gav mig noget. Det var faktisk utrolig dejligt. Men ellers er det rigtigt, at der kun er tale om åndelig føde. ’Tårnværelset’ adskiller sig fra andre arrangementer ved, at man fordyber sig helt ud over udmattelsens rand, i håbet om at opnå en form for katarsis; at man kommer om på den anden side af sin træthed og får en form for opvækkelse«.

Som sagt: ’Tårnværelset’ og Janus Kodal tager poesien alvorligt. Meget alvorligt.

Men i et kort øjeblik, når lyden af den distraherende helikopter bliver for høj, og turisterne i Rundetårn kredser om kuplen med deres is og kameraer, vil de belæste digtere måske tænke på et par ord, Flaubert skrev til sin ven Turgenev for snart 150 år siden:

»Jeg har altid forsøgt at leve i et elfenbenstårn. Men en flodbølge af lort hamrer mod dets mure og truer med at underminere det«.