fakta

Deltag i kulturquizzen og vind flotte bogpræmier!

Hvem drømmer den ikke igen og igen, scenen, hvor toget sætter i bevægelse, og den elskede glider bort, mens afgangsfløjten tuder, og billedet opløser sig i dramatisk damp?

Om ikke andet har filmindustrien sørget for, at afgang og ankomst også er blevet et romantisk anliggende for jernbaneindustrien. Man kan således indvende, at når Trude Marstein omskriver dette klassiske forsvindingsnummer i sin åbnings- og slutscene, skamrider hun en fuldfed kliché. Men for det første er der ingen filende violiner i baggrunden, for det andet er hendes 480 sider tunge kollektivroman ét langt opgør med filmdrømmen, en opvisning af små og store livsløgne, som de opbygges, næres eller punkteres i Ibsens eget land.

Den frygtede elv
Vi er i den norske provins. Hedebølgens forbandelse hviler over land, ferietidens åndelige afmatning har for længst sat ind, og rundt om i de små parcelhushaver har folk efterhånden grillet det, de orker at grille dén sommer. Inklusive deres egne, normannerblege legemer. Elven, den evindelige norske elv, glider dovent gennem historien som én af fortællingens hovedårer. Den elv, forældre med løsgående småbørn frygter, den elv, elskende sværmer langs, men også den elv, der aldrig bliver så frisk og fri som det åbne, uendelige hav.

Det hav, som romanens nøglefigur in absentia, karismatiske Karoline, oprindelig kommer fra. Hendes 50-års fødselsdag – før, under og efter – er historiens anden livline. Orker man så at følge med i 118 almindelige nordmænds almindelige liv, en helt almindelig sommerweekend i begyndelse af dette årtusinde? Med undren måtte jeg konstatere, at jeg slet ikke kunne lade være.

Trude Marsteins metode – at lade over hundrede jeg-fortællere skiftes til at tage ordet – er ikke blot kompositorisk fascinerende, den imponerer ydermere, eftersom det lykkes Marstein at få (næsten) hver og en af personerne til at materialisere sig som tænkende mennesker med et projekt, en refleksion eller en drift, som man involverer sig voldsomt i hen over de 4-5 sider, bekendtskabet varer; indtil forfatteren slipper dette ene lille liv for at tvinge vores blik mod det næste. Som måske kaster nyt lys over det foregående, måske blot tager fat i et helt andet hjørne af sceneriet.

Måske går kollektivromanen – som vi kender den fra skoleeksemplet ’Fiskerne’ – en ny og glorværdig fremtid i møde efter år med introverte navlepillerier og jeg-fortællinger, der ikke rigtig åbner sig mod verden. Aktuel herhjemme er i hvert fald også Signe Schlichtkrull med den noget mindre anlagte, men mere socialt anfægtede roman ’Fogeden’, der netop også fungerer i kraft af spejlinger og skiftende synsvinkler.

En velvoksen brandert
For frem for alt er det naturligvis facetteringen, der virker i denne type roman: Hvordan opleves en tale, når den forberedes (med konen på medhør), og når den fremføres? Hvordan klarer eksmanden sig? Ja, den eksalterede ekskone har nok en udlægning – den frisatte mand en anden ... Eller hvordan ser en velvoksen brandert ud indefra, og hvordan mon (oh gys) når den beskues med ublide øjne udefra?

Trude Marstein er ikke ond. Hun er bare ærlig ind til det uudholdelige i sin beskrivelse af navnlig midaldrende liv i fortvivlende dårlig stand, ligesom hun med uhyggelig præcision borer ind til den flakkende længsel, der driver eller i sin tid drev det enkelte menneske. Hør blot åbningsscenen, hvor den midaldrende Peter, der netop har set sin gamle flamme fra togvinduet, drømmer videre: »Jeg får et glimt af en mand og en kvinde på en altan hver med et glas vin i hånden, tropenatssværmeri. Og så væk. Jeg vil også sværme, jeg vil sværme« ... afsluttes hans indre monolog, morsomt klynkende og dybt tragisk på en og samme gang.

Ak ja. Det er sommer og sæson for dårskab og alt for mange drinks – selv i den nydelige provins ved navn Norge. Hvem vil ikke gerne sværme? Dét forhold har Trude Marstein skrevet en fremragende, både let og tung roman om.