Det begyndte med en ål, der rasende forlader en sø.

Den havde nemlig for sarte ører til at holde støjen ud, når den klodsede and landede på sine udslåede fødder.

For manden, der kunne anlægge sådan en synsvinkel – i digtet om den musikalske ål – lå landet med ét slag åbent.

INTERVIEW Benny Andersen overvejede selvmord

De alvorstunge 1950’ere var slut, ikke med et hånligt fnis, men med et bredt og overbærende smil. Et nyt tiår og en ny poesi var begyndt.

I starten holdt Andersen beskedent til i baggrunden af de moderne tider. Men lige så stille kom han til at indtage en sikker plads som digteren, der både kan bide skeer med de bedste og få de fleste til at lytte. En kombination, der er svær og sjælden. Og misundelsesværdig. Men hvis nogen har misundt ham, har de holdt sig for munden.

Benny Andersens vej til øverste etage af parnasset og yderste kartoffelrække i landet har indtil for nylig ikke budt på en eneste offentlig kontrovers. Da Strindberg og Ibsen og Brandes fyldte rundt, blev de mødt af vennerne med lys og af fjenderne med fnys.

Det med ilden bruger vi ikke mere. Med en enkelt undtagelse. Da Benny Andersen fyldte 70, blev der skam arrangeret fakkeltog for ham, og det uden et eneste offentligt surmuleri. Der er ingen nulevende digter, vi elsker så meget og hader så lidt som Benny Andersen.

Godartet ironi
Hans livs eventyr måler sig med den anden Andersens. Hans far var en murerarbejdsmand, der købte et klaver, så sønnen kunne lære at spille. Drengen kom tidligt ud af skolen og i kontorlære på et reklamebureau, men spille kunne han. Det blev til tretten år som restaurationspianist.

Den navnkundige Chez Ankerfeldt på Frederiksberg husede ham i de sidste år, indtil debuten med ’Den musikalske ål’ udfriede ham af natarbejdet. Med sin tredje digtsamling, ’Den indre bowlerhat’, var han klar til et gennembrud uden for reservatet. Nu var han ikke længere bare modernist, han var den læste modernist.

Selv har han fremhævet, at han modsat de andre modernister turde binde an med dyre begreber som Livet, Lykken, Ånd. Det var ikke svært at forholde sig ironisk og sarkastisk til den slags størrelser i 1960’erne. Benny Andersen omfattede dem med en speciel godartet ironi, som var og er enestående.

Tag hans digt om ’Godhed’ som et eksempel.

Her har vi en fortæller, der er en »hund efter at gøre noget for nogen«, men opdager, at det er lige »så svært at være god i længere tid ad gangen som at holde vejret«.

Han øver sig derfor med uret ved hånden. I enrum, for det er godt nok svært at være god, når nogen kigger på. Og nu går det bedre og bedre, for »jeg er egentlig bedst/ når jeg er helt alene«.

At burde burde
Med sådan en rollefigur skudt ind foran bliver de dyre begreber håndterlige. Denne lille, usynlige, elskværdige mand, der ikke helt er Benny Andersen selv, men lidt alligevel, kan frejdigt kaste sig ud i alt det opstyltede, man ikke kan tale om, og alt det, man burde gøre, men ikke får gjort. Selv sådan noget som at burde burde.

Der ligger et dramatisk talent i evnen til at skabe en rollefigur. Det så Preben Harris og lokkede ham til at skrive et helt drama til Lily Broberg, som indtil da var bedst kendt som revyskuespiller. Med sin ’Kolde fødder’ var Benny Andersen med til at spore hende ind på nogle lysende år i den alvorligere ende af teatret.

Der kom flere teaterstykker og mange revynumre fra hans hånd, men det bedste teater opførte Benny Andersen i sine noveller.

Her skrev han dramatiske monologer om denne lille beskedne, meget lidt aggressive mand, der så gerne vil det, han ikke rigtig kan, og som han garanteret havde kunnet, hvis et eller andet havde været anderledes.

For eksempel hvis han havde heddet noget så spektakulært som Humphrey i stedet for bare Henry.

Svenskdanskeren Svante Svendsen
Men det var i viserne, Benny Andersens teater toppede.

Med Svante Svendsen opfandt han den scenefigur, der kunne suge alle de forskellige dramatiske tilløb til sig, båret frem, som Svante blev, af forfatterens egne kompositioner, hans eget akkompagnement ved klaveret og Povl Dissings sang, der henter sin resonans fra en ukendt lokalitet mellem drøvlen og bihulerne.

LÆS CD-ANMELDELSE Klogskaben swinger i sproget

Dissing og Andersen blev til en institution, og Svante blev for Benny Andersen, hvad Fredman var for Bellman: en figur på denne nære mellemdistance, hvor ironi og solidaritet smelter sammen.

Rammen er enkel.

Svante er en svenskdansker, der længes efter sit andet hjemland, men er afskåret fra at drage hinsidan af frygt for søsyge. Derfor tuller han rundt her, i en gangart, der »består af tilbageskridt«, med ondt i maven, tandpine og søvnbesvær, men også lykkelig indimellem, i hvert fald når Nina er gået i bad, for »livet er ikke det værste man har/ og om lidt er kaffen klar«.

Der var det igen, et af de store begreber, intet mindre end selve Livet, men i et håndterligt format, og i en form, der er gået hen og blevet til hele to stående udtryk i ordbogen, et om livet, og et om kaffen.

Gav afkald på folkekærheden
Med koncertturneer og pladeindspilninger var der efterhånden rigtig mange danskere, der var klar over, at Benny er ikke det værste, vi har. Han selv derimod begyndte at blive mindre tilfreds med visse tendenser blandt sine landsmænd. Kritikken af den nydanske indelukkethed begyndte at simre for femten år siden, i ’Denne kommen og gåen’. På det seneste er den kogt over.

Han er blevet kaldt både ’folkelig’ og ’folkekær’. Men, skrev han i et læserbrev i Information 19. august i år, »i den nuværende situation, hvor over 60 pct. af den danske befolkning bakker op om razziaen i Brorsons Kirke, må jeg på det skarpeste give afkald på disse betegnelser«.

WWWBenny Andersens læserbrev(eksternt link)

Og i et opfølgende interview i samme avis tre uger senere: »Jeg skammer mig over at være dansk. Jeg har efterhånden fået en så stor opsparet vrede, at jeg ikke længere vil have den opsparet. Nu hæver jeg den!«.

Det er karakteristisk, at Benny Andersen selv i sådan en politisk udtalelse stadig har sit sprog med sig, evnen til at tage en kliché fra hverdagssproget, ’opsparet vrede’, og gøre det sproglige billede bag den synligt ved at bygge videre på det: hvad der er sat ind på en konto i banken, kan også hæves.

Her er vi ved det inderste i digteren Benny Andersen, sproget. Rim kan selvfølgelig konstrueres. Men han sidder jo ikke og konstruerer sig frem til udtryk som »kærlighed/ hænger ikke på træerne/ men det er dem man ser på/ når man savner den«.

LÆS BOGANMELDELSE »Ordskælv målt til 10,4 på digterskalaen«

Jeg tror, han oplever sproget som et mylder af lyslevende metaforer, hvor vi andre kun ser de døde. At ’skrumpe’ og ’svulme’ er hinandens modsætninger. Men hør så, hvordan Svante kan få modsætninger til at mødes og sød sprogmusik til at opstå: »Hvad hjælper det at leveren skrumper/ når ens mave stadig svulmer op«.

Det traf sig engang sådan, at han og jeg under en frokost i et sommerhus på samme tid skulle træde af, ikke bare på naturens vegne, men også ude i naturen. Det var en god frokost, så vi havde begge behov for at støtte os til værtens brændestabel. Benny skævede ængsteligt mod toppen af den og sagde: »Nu må vi håbe, der ikke falder brænde ned«.

Man må ikke gå fra Snøvsen
Jeg har i hver eneste digtsamling fra hans hånd genkendt den særlige måde at få stående udtryk gjort bevægelige på og døde billeder levende. Er den mand gået fra snøvsen? siger vi, og mener ikke andet med spørgsmålet, end at han har mistet besindelsen.

Men oplever man sproget som Benny Andersen, studser man og tænker: men hvad bliver der så af snøvsen, som står helt alene tilbage? Af det spørgsmål voksede ’Snøvsen og Ejgil og katten i sækken’ og de mange børnebøger, der fulgte i dens spor.

I børnebøger, i teaterstykker, i noveller, i interview og først og sidst i digtene kører den andersenske sproggenerator, som i alle sammenhænge kan få det danske sprog til at vise gamle fuger og nye sammenføjninger. Hans mor ville helst have, at han skrev en rigtig bog, altså en roman. Det prøvede han så, men kun en enkelt gang.

Det var med de korte rolletekster i poesi og prosa, han blev folkeeje. Med Svantes viser blev han danskernes nationalskjald. Og med en del af de sene digte har han lagt vores horisont ud, så den ikke strammer helt så meget om livet som uden ham. Den musikalske ål har ufortrødent fortsat sin vandring i alle årene.