Annonce
Annonce
Film & tv

Danske filmchefer var overivrige med jødecensur under besættelsen

Forskningsprojekt er i gang med at afsløre et ikke særlig flatterende billede af dansk film under besættelsen.

Annonce

I de dage af februar 1942 skraber termometret bunden med minus 29 grader. Øresund fryser til. Det samme gør det besatte Danmark og hovedstaden, hvor kong Christian X meddeler, at han vil holde sit 30-års regeringsjubilæum i stilhed – og hvor to mænd vandrer ind på det tyske filmselskab UFA’s kontor på Strøget.

Køb vores film
UFA ligger på etagerne over det lille Nygade Teatret, markeret af et logo, som fylder et helt vindue på førstesalen. Selskabet udspreder tyske film til de besatte lande i Europa. UFA indkøber også danske film, som får tysk tale og ender som underholdning i biograferne i Det Tredje Rige.

Den ene af mændene er 34-årige Henning Karmark, direktør for ASA Film. Han har fysik som en filmstjerne, et mørkt tilbagestrøget hår bølger på hans hoved. Den anden er en tyndhåret mand først i 40’erne, der bærer runde sorte briller i et hvalpet ansigt. Tage Nielsen, som han hedder, er chef for filmselskabet Palladium.

SE BILLEDERDanske film uden jøder

Faktisk mangler de kun direktøren for Nordisk Film i at samle hele den danske filmtop. I 1942 sidder de tre selskaber ASA, Palladium og Nordisk Film tungt på branchen.

Men det er netop Nordisk Film, de to konkurrenter kommer for at tale med tyskerne om.

Chefen for UFA’s kontor hedder Hans-Jürgen Maximilian von Hake. De to danskere brokker sig til ham, fordi Tyskland på det seneste kun har købt titler fra konkurrenten Nordisk Film. Det er unfair, mener de.

ASA og Palladium har mindst lige så gode film. Dem burde tyskerne også købe.

Meldte konkurrenten
Og så er der lige noget andet, de vil fortælle. Den tyske opkøber sikrede sig blandt andet Nordisk Films lystspil ’Alle går rundt og forelsker sig’. Med musik af Kai Normann Andersen. Alle kender titelmelodien.

Men de færreste ved måske, at stjernen og hovedrolleindehaveren Lilian Ellis er en ’ikke-arie’. En kvinde med jødisk blod i årerne.

Det anser de to direktører for at være et problem. Og en god grund til – mener de to danske filmdirektører – at tyskerne ikke burde købe filmen.

I dag, næsten 60 år senere, kan filmforsker Lars-Martin Sørensen afsløre de to filmbosser ud fra et tysk referat af mødet, han har gravet frem fra arkiverne.
Plakat:  Erik F. 'Afsporet' (Bodil Ipsen, Lau Lauritzen jr., ASA Filmudlejning). Venligst udlånt DFI/Billed- & Plakatarkivet
»De spiller jødekortet over for tyskerne for at udmanøvrere en konkurrent«, konstaterer han.

»Det er ikke særlig kønt«.

For de fleste ved efterhånden, at myten om danskerne, der knyttede næverne i lommerne fra besættelsens første dag og hen ad vejen forvandlede sig til en bande dristige modstandsfolk, netop er ... en myte. Billedet var broget.

Men hvad med en kreativ industri som filmbranchen? Kæmpede danske filmskabere imod tysk censur? Sneg manuskriptforfattere satire og skjult modstand ind i deres film? Eller samarbejdede filmfolkene snarere med tyskerne?

Fakta: De fire filmselskaber

Nordisk Film: Selskabets grå eminence, Carl Bauder, har de bedste handelsforbindelser til tyskerne ved krigens start, hvor Nordisk Film ihærdigt forsøger at få distributionsrettighederne til Nazitysklands film i Danmark – en opgave, tyskerne dog selv vælger at løse ved at oprette en afdeling af Universum Film AG (UFA) i København. Nordisk Film har også held til at sælge film til synkronisering og visning i Tyskland.

Palladium: Danmarks andet ’gamle’ filmselskab, som oprindelig blev drevet af Lau Lauritzen senior og Svend Nielsen. Sønnen Tage Nielsen er direktør under besættelsen og har en god kontakt til tyskerne. Han roder sig ind i en sag om hvidvaskning af sorte penge og ender i fængsel i en periode efter krigen.

ASA Film: Stiftet i 1936 af Henning Karmark, filmdistributionsmanden John Olsen og Lau Lauritzen junior, som er gået fra det gamle Palladium. ASA Film har stor succes med sine film, men har ikke Palladiums og Nordisk Films bagkatalog. Direktør Henning Karmark knytter tætte kontakter til tyskerne og melder sig ind i det danske nazistparti DNSAP. Karmark indgår ofte i samarbejder om filmproduktioner – eksempelvis med teaterdirektøren Aage Stentoft gennem underselskabet Apollon Film.

Saga Film: Opstår i 1942 som John Olsens enmandsprojekt, fordi han og Henning Karmark rager uklar. Det fører til en retssag, hvor Henning Karmark bliver tiltalt for bedrageri (men frifundet i 1943). At der er marked for et nyt filmselskab under besættelsen, viser, at dansk film klarer sig godt.

Og hvor meget gik den almindelige dansker ind og så de tyske propagandafilm, spækket med nazistisk tankegods, som tyskerne fyldte landets biografer med?

Tilfredse med Danmark
De spørgsmål giver et treårigt forskningsprojekt ved Det Danske Filminstitut nogle svar på. Projektets leder, Lars-Martin Sørensen, har sammen med en assistent afsluttet de fleste af sine undersøgelser. Om halvandet års tid munder researchen ud i en forskningsbaseret bog – det første samlede signalement af dansk films rolle under besættelsen.

Lars-Martin Sørensen har blandt andet gennemgået filmselskabets UFA’s gamle sagsakter i Berlin. Det tyske propagandaministeriums akter. Og dokumenter fra nazistpartiets udenlandske organisation, det tyske udenrigsministerium, Rigskancelliet i Berlin og fra private arkiver, som danske modstandsfolk samlede under krigen.

Plus store mængder af filmselskabernes interne korrespondancer og andre danske papirer.

For godt nok ligger materialet spredt, men puslespillet kan samles. Blandt andet fordi nazisterne klaprede deres breve på skrivemaskiner i fem kopier med gennemslag og rapporterede flittigt hjem til Berlin fra Danmark.

Et land, de på filmfronten betragtede som en succes.

Ud med jøderne
»Tyskerne var godt tilfredse med den måde, danskerne tog imod deres propagandafilm på. Og for de store danske filmselskaber var besættelsen muligvis en beklagelig hændelse. Men den var også en forretningsmulighed. Der var mere dansk selvcensur, end der var censur fra tyskernes side, og jeg kan se ud fra interne dokumenter fra filmselskaberne, at de for eksempel afviser manuskripter fra forfattere, de ved er jøder. På eget initiativ«, siger Lars-Martin Sørensen.

I den historie spiller ASA Films chef, Henning Karmark, en hovedrolle. Allerede under krigen omtaler den illegale presse Karmarks kontakter med tyskerne.

Plakat:  Benny Stilling 'Alle gaar rundt og forelsker sig' (Emanuel Gregers. Nordisk Film). Venligst udlånt DFI/Billed- & Plakatarkivet
Men selv om nazirygterne klæber til ham, bliver han Danmarks mest succesrige filmproducent i 1950’erne og får tilnavnet ’filmbranchens A.P. Møller’ – blandt andet fordi han er manden bag ’Far til fire’ og Morten Korch-filmene.

Lars-Martin Sørensen har fundet de dokumenter, som de illegale blade byggede deres anklager på. Og mere til. Men først lidt om det filmdanmark, der møder de tyske besættere.

Danskerne ser nazifilm
Da tyskerne går over grænsen 9. april 1940, husker mange af dem stadig dansk film for stjerner som Valdemar Psilander og ’Die Asta’ Nielsen. Men sammenlignet med stumfilmens guldalder er filmbranchen i Danmark kun en skygge af sig selv.

De spiller jødekortet over for tyskerne for at udmanøvrere en konkurrent.

Lars-Martin Sørensen, filmforsker

Nazityskland driver derimod en mægtig filmmaskine. Propagandaminister Joseph Goebbels ser store muligheder i at plante nazistiske budskaber hos biografgængerne.

Goebbels stjerneinstruktør hedder Veit Harlan. Hans værker er langt mere avancerede end de første nazistiske propagandafilm, hvor de antijødiske pointer var så kluntede, at ikke engang tyskerne gad gå i biografen og se dem.

Allerede i 1933 har nazisterne udrenset jøder i filmbranchen uden nåde. Og censuren i Tyskland er benhård.

Nazipartiet sætter sig på Universum Film AG – UFA – som bliver Hitlertysklands forlængede arm i de besatte lande. Og én af de film, UFA’s nye kontor på Strøget får mulighed for at promovere over for danskerne, er Veit Harlans ’Jøden Süss’. Filmen handler om den historiske person Joseph Süss Oppenheimer og svulmer af jødehad.

»Konsensus i filmhistorien har været, at det ikke gik særlig godt – at danskerne ikke gik ind og så den slags tyske film. Det bygger blandt andet på, at tyskerne bad om kvoter for tyske film, som jo kan tolkes på den måde, at de var utilfredse med, hvordan filmene gik. Men når man læser, hvad tyskerne skrev til hinanden, er de godt tilfredse. De tyske film sælger bedre i Danmark end i andre besatte lande«, siger Lars-Martin Sørensen.

’Jøden Süss’ bliver en blockbuster i Danmark og ikke kun ifølge tyskerne selv. Eksempelvis jubler biografdirektør August Blom fra Bristol Teatret i København offentligt, da filmen har fyldt hans sal fem gange om dagen syv uger i træk.

Gode anmeldelser
De tyske film får også et liv uden for biograflærredet. ’Ich klage an’ fra 1941 – med den danske titel ’Lægen, der dræbte’ – er en ren propagandafilm for medlidenhedsdrab. UFA foreslår de danske biografejere at arrangere debatter med publikum om emnet efter filmen.

Det lykkes over al forventning for tyskerne. Ved premieren i Nykøbing Falster stemmer publikum endda om, hvorvidt filmens hovedperson bør straffes for drabet på sin uhelbredeligt syge hustru. Filmen må åbenbart være effektiv. 283 ud af 286 tilskuere stemmer til fordel for lægen.

LÆS OGSÅNazister og fanger byttede plads efter krigen

Filmene får også glimrende anmeldelser. Datidens Politiken roser skuespil og teknik i ’Jøden Süss’. Berlingske Tidende skriver i sin begejstrede anmeldelse, at »en type som Oppenheimer visselig angriber et samfund som en pest«.

Projektet Dansk film 1940-45

Forskningsprojektet ’Filmen i Danmark under besættelsen’ skal give en samlet fremstilling af den danske filmbranche i årene 1940-45 og laver grundforskning ud fra tekstarkiver og filmarkiver i både Danmark og Tyskland.

Velux Fonden finansierer projektet, som foregår på Det Danske Filminstitut.

Den 47-årige filmhistoriker Lars-Martin Sørensen står for projektet. Han er ph.d. i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Han har en bachelorgrad i japansk og har tidligere forsket i japanske film under den amerikanske besættelse.

Projektet har været i gang i godt et år og afsluttes med en bogudgivelse i 2013.

Her kan man selvfølgelig indvende, at aviserne ikke kunne andet på grund af tysk censur. Men Kristeligt Dagblad kritiserer faktisk filmen sønder og sammen og hænger endda Berlingske Tidendes anmelder ud ved navn, fordi han roser filmen uden at nævne dens antisemitisme.

Selvcensur
Aviscensuren er ikke altomfattende i krigens første år. Og hvad den danske filmbranche angår, tyder intet på, at tyskerne behøver censurere med hård hånd. Lars-Martin Sørensen har eksempelvis gennemgået Nordisk Films omfattende arkivalier og ikke fundet et eneste dokument, der viser, at noget er ændret i en spillefilm på grund af censur. Tyskerne nævner heller ikke selv eksempler på det.

»Censuren har været forholdsvis lempelig og blev da også varetaget af danske filmcensorer. Til gengæld tror jeg, at selvcensuren er helt afgørende. Fordi spillefilm er så dyre at lave, har filmproducenterne ikke taget nogen chancer, fordi de kunne tabe penge, hvis tyskerne gik ind og forlangte filmene stoppet. Og selskabernes uvilje mod at bruge jøder er jo også en form for selvcensur«.

På det punkt vurderer Lars-Martin Sørensen, at filmbranchen gik længere, end der egentlig var grund til i besættelsens første år. Eksempelvis tillader tyskerne i efteråret 1942, at Lau Lauritzens og Bodil Ipsens ’Afsporet’ bliver sendt til Venedig-festivalen, selv om filmens kvindelige stjerne, Illona Wieselmann, er af jødisk afstamning.

En omstændighed, tyskerne udmærket er klar over.

Det har ASA Films chef, Henning Karmark, nemlig fortalt dem.

Karmark og nazismen
Henning Munch Karmark er søn af en kontorchef og får sin skolegang på Birkerød Kostskole, men ryger ud kort før studentereksamen på grund af »grove drengestreger«.

Han ernærer sig siden som bybud, sælger af dameundertøj og selvlært kontorist. Først i 1930’erne møder han filmmanden Lau Lauritsen jr. fra Palladium, og de bliver venner. Og i 1936 starter de ASA Film, som bygger studie i Lyngby og hurtigt udvikler sig til en millionvirksomhed.

Henning Karmark udstråler ro og et tørt lune, der »forhøjer hans evidente charme«, som der senere står i et avisportræt om ham. Men først og fremmest er han forretningsmand.
Undtagelser.  Tyskerne tillod, at filmen 'Afsporet' kom på Venedigfestivalen, selv om Illona Wieselmann (billedet) var af jødisk oprindelse.
Filmhistorikere har diskuteret, om Henning Karmarks kontakter med tyskerne er et rent dobbeltspil. I så fald lever Henning Karmark sig virkelig ind i rollen. Allerede i august 1940 melder han sig ind i det danske naziparti.

»Jeg tror nu ikke, at Henning Karmark var overbevist nazist. Jeg tror, at han var overbevist forretningsmand og opportunist. Det handlede om penge. Men han ytrer sig som en nazist og drager åbenlys fordel af det i sine forhandlinger med tyskerne. Han underskriver sig med »Heil Hitler« i nogle skrivelser. Det har jeg ikke set andre danske filmfolk gøre«, siger Lars-Martin Sørensen.

Fedter for overmagten
I februar 1942 sætter Henning Karmark sig i ASA-studiet i Kgs. Lyngby og skriver et indsmigrende brev til UFA-chefen, Hans-Jürgen von Hake. På det tidspunkt prøver Karmark at få en hemmelig aftale med tyskerne om at distribuere film fra andre besatte lande. Hans kompagnon er den kendte revy- og teatermand Aage Stentoft.

Henning Karmark takker for den seneste tids behagelige møder – og oplyser, at han ikke længere har tænkt sig at bruge manuskriptforfatteren Børge Müller. Forfatteren er nemlig på det seneste begyndt at vise »forstærkede tyskfjendtlige tendenser«.

Samtidig underskylder Henning Karmark, at han som producent på den anmelderroste film ’Afsporet’ desværre har »måttet beskæftige en ikke-arier, Illona Wieselmann, da jeg ellers ikke kunne få manuskriptet«. Han lover at holde sig fra at bruge tyskfjendtlige ansatte og »naturligvis heller ikke beskæftige ikke-ariere«.

LÆS OGSÅNazi-dødsenglens dagbøger er til salg

Og fortæller desuden, at kompagnonen Aage Stentoft har sagt, at han vil forsyne sin næste revy med »tyskervenlige tendenser eller eventuelt en lille satire, for eksempel om det tætte samarbejde England-Rusland«.

Det lykkes faktisk Henning Karmark og Aage Stentoft at få en kontrakt med tyskerne i marts samme år. Men pressen får nys om aftalen og truer med at boykotte Aage Stentofts revyer.

Stentoft trækker sig og går en slags bodsgang ved at involvere sig i modstandsarbejde. I 1944 flygter han til Sverige og vender først tilbage med Den Danske Brigade efter befrielsen.

Samarbejde med stort S
For i krigens sidste år vokser oprøret mod besættelsesmagten, og det smitter af på biografer og filmstudier.

Modstandsfolk bryder ind i filmteatrene og stjæler de tyske propagandafilm. UFA pumper nye kopier ud til biografsalene med forbløffende fart. Men i april 1944 sætter frihedskæmpere ild på det tyske kontor på Strøget.

De sørger dog for at tage arkiver og kartoteker med sig, inklusive de belastende papirer om danske filmfolk. Derfor kan den illegale presse senere citere dele af Karmarks brev til tyskerne.

LÆS OGSÅGrundigt kæmpeværk går bagom dansk fangelejr

Modstandsbevægelsen producerer også selv film. Den første – en ni minutter lang dokumentar fra 1944 med titlen ’Denmark fights for freedom’ – bliver klippet i London og sendt til de allierede lande.

Lars-Martin Sørensens research viser, at tyskerne opsnapper en kopi af modstandsfilmen i det neutrale Sverige – vel at mærke en ufremkaldt kopi, hvilket tyder på, at tyskerne har haft en ’kontaktperson’ på et filmlaboratorium i landet.

Men også i filmstudierne cirkulerer illegale blade, og i krigens sidste måneder sidder modstandsfolk i Nordisk Films laboratorium i Frihavnen og fremkalder illegale film, samtidig med at de tyske ugerevyer bliver klippet i nabolokalet.
Også  Lilian Ellis fra 'Alle går rundt og forelsker sig' fra 1941(billedet) blev stemplet som jødisk af danske filmbosser.
Antityske budskaber sniger sig efterhånden også ind i danske dokumentarer. I oplysningsfilmen ’Kornet i fare’ kravler kornsnudebiller rundt på et landkort som skadedyr, der invaderer landet og ødelægger den danske høst – et tydeligt drilleri mod besættelsesmagten.

Alt i alt er billedet samarbejde med stort S langt, langt hen ad vejen.

Lars-Martin Sørensen, filmforsker

Filmen udkommer dog først i foråret 1945, hvor tyskerne har andet at se til end at censurere danske dokumentarer af ti minutters varighed. Og hvad spillefilm angår, har Lars-Martin Sørensen trawlet sig igennem så mange filmspoler, at han drømmer om Ib Schønberg om natten, stort set uden at finde eksempler på egentlig skjult kritik eller modstand.

»Alt i alt er billedet samarbejde med stort S langt, langt hen ad vejen. Dobbelte dagsordener. Og så til sidst i krigen, hvor forholdet til besættelsesmagten bliver skærpet – og det bliver tydeligere, at tyskerne taber krigen – regulær modstand nogle steder. På den måde minder udviklingen vel om det, den nyere besættelsestidshistorie har beskrevet om resten af det danske samfund«, siger Lars-Martin Sørensen.

Aldrig anklaget
Spørgsmålet er så, hvor Henning Karmark står i den proces. Han driver sine forretninger med tyskerne. Men ASA Film huser samtidig folk med bånd til modstandsbevægelsen, inklusive hans egen kompagnon Lau Lauritzen.

9. marts 1945 bliver Henning Karmark pludselig arresteret af Gestapo. Halvanden måned senere dukker han op i Sverige sammen med sin kone, hvor han igen bliver anholdt – denne gang af det svenske sikkerhedspoliti, fordi danske modstandsfolk i eksil har genkendt ham på et hotel i Malmø.

Der verserer mange forklaringer og rygter: at tyskerne har fået nys om modstandsarbejdet på ASA Film og ligefrem tortureret Karmark. Og at rejsen til Sverige enten er en flugt fra Gestapo eller fra den danske modstandsbevægelse, som muligvis også pønser på at likvidere Karmark.

Måske er begge dele sandt. Men da Henning Karmark vender hjem kort efter befrielsen, hænger nazibeskyldningerne ved, og han må trække sig officielt som direktør for ASA Film.

LÆS OGSÅUndersøgelse frikender Silvias nazifar

Henning Karmark går dog også selv til politiet og beder om at blive renset. Han får ikke oprejsning ligesom teatermanden Aage Stentoft, som kan bevise ved en æresret, at han har hjulpet modstandsbevægelsen. Men han bliver heller ikke tiltalt.

Midt i 1960’erne, da aviserne ripper op i den illegale presses gamle historie om brevet til UFA, understreger Henning Karmark netop, at politiet aldrig rejste nogen tiltale mod ham.

At han var nødt til at skrive den slags breve for at skaffe råfilm og sikre den danske filmproduktion. Og at han ikke har bragt Illona Wieselmann i fare, fordi hun i 1942 allerede opholdt sig i Sverige.

Den del prøver Lars-Martin Sørensen stadig at nå til bunds i via arkiver – og i det hele taget på at nuancere billedet af Henning Karmark og andre hovedmænd fra branchen, som ikke fremstår i et særlig smukt lys.

Danskerne brugte jødehadet
Lars-Martin Sørensen har nemlig også gravet en anden detalje frem: I årene efter krigen kontakter Henning Karmark sine gamle forbindelser fra UFA. De sidder stadig højt til vejrs i den tyske filmbranche.

Med deres hjælp bliver Henning Karmark den første, der eksporterer danske produktioner til Tyskland efter krigen. Han skaffer også Veit Harlans 1942-farvefilm ’Den gyldne stad’ til landet i 1950’erne, hvor den bliver vist trods de nazistiske undertoner. Alt imens ’Far til fire’ og Morten Korch-filmene gør ham til en meget rig mand.

Også Palladiumdirektøren Tage Nielsen klarer frisag – sådan da. Efter krigen får han en dom på halvandet års fængsel. Ikke for sine tætte kontakter til tyskerne, men fordi han har prøvet at omsætte tre millioner kroner på det sorte marked. Men efter afsoningen er også han snart tilbage i toppen af dansk film.

LÆS OGSÅEn milliard kinesere får 'Far til fire'

Og det mønster går formentlig igen mange andre steder i samfundet. Danskere foretog sig ting, som ikke var fine i kanten. Og Lars-Martin Sørensen mener da også, at hans forskningsprojekt skal bruges til at forstå en tid i danmarkshistorien, snarere end at dømme nogen.

»Men uanset hvordan man vender og drejer det, er det selvfølgelig et lavpunkt, da Henning Karmark og Tage Nielsen tropper op hos tyskerne og angiver en jødisk skuespiller for at ramme konkurrenten Nordisk Film. Især fordi tyskerne ikke selv er gået aktivt ind for at fjerne jøder i den danske filmbranche. Der er vi for mig at se ude over en grænse, hvor det ikke længere handler om at beskytte sine medarbejdere eller være en god forretningsmand«, siger han.

»For tyskerne tillod faktisk, at en film med en jødisk skuespillerinde blev sendt til Venedig. Mens danskerne brugte jødehadet mod hinanden«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce